DR’s søndagsserier er i mange år blevet fremhævet som en institution på linje med Kongehuset og landsholdet i fodbold – én af de få ting, der samler danskerne.
Tilmed har kvaliteten været høj. Serier som ’Forbrydelsen’ og ’Borgen’ har været forbilleder for tv-producenter i lande som England, Frankrig og USA, adskillige danske serier har fået amerikanske remakes, og flere DR-serier har vundet Emmy’er (godt nok de internationale, som vi kun går op i, når vi selv er med, men alligevel…).
Det har givet DR en særstatus. Vi diskuterer, om serierne er politisk propaganda, men de kunstneriske kvaliteter anfægtes sjældent. DR’s søndagsserier er vores vigtigste eksportvare sammen med ost og øl, og en masse mennesker sidder klinet til skærmen serie efter serie, søndag efter søndag. Ergo må det være godt.
På det seneste synes jeg imidlertid, man har kunnet spore en metaltræthed i DR’s dramaudbud. Anden sæson af ’Arvingerne’ skuffede, ’1864’ faldt igennem, og senest indfriede ’Bedrag’ ikke helt de store forventninger. Også de seneste indkøbte serier til den prominente søndagsplacering, ’The Team’ og ’Broen 3’, var under niveauet fra fordums tider.
DR’s serier er velproducerede, de er lækre at se på, og skuespillet er som regel i topklasse. Men skraber man lidt i den polerede overflade, aner man nogle helt fundamentale problemer i stationens dramaer, som ganske vist varierer fra serie til serie, men som alligevel føles mere som et DR-problem end som et problem for den enkelte forfatter eller instruktør.
Det er problemer, som giver indikationer om en succesfabrik, der trænger til at genopfinde sig selv.
1. Den dobbelte historie står i vejen for nytænkning
En af de afgørende ingredienser i DR’s succesopskrift har været idéen om ’den dobbelte historie’: At serien både skal være drevet af en god historie og en historie, der vil noget på et socialt eller etisk plan. Det skal med andre ord ikke bare være en spændende fortælling, men også en vigtig fortælling.
Konceptet stammer fra daværende dramachef Ingolf Gabold, der var primus motor bag opblomstringen af statsradiofoniens kvalitetsserier, som for alvor startede med ’Taxa’ i 1997. Gabold gik på pension i 2011, men hans kongstanke lever videre i DR-byens fiktionsafdeling.
Og den er tilsyneladende ved at blive en spændetrøje.
Faren ved den dobbelte historie som den prisme, serierne anskues igennem, er, at simplicitet forveksles med kompleksitet. Princippet har været afgørende for at skabe konceptklare serier med noget på hjerte, men i takt med at serielandskabet har udviklet sig i en lynende hast de seneste fem-ti år, føles vekselvirkningen mellem suspense og budskab ikke længere progressiv.
Det kan virke, som om den dobbelte historie bliver et benchmark, som forfatterne føler, de skal nå for at få grønt lys til at lave serien. Første sæson ’Forbrydelsen’ handlede om opklaringen af et mord – og om en families håndtering af sorg. ’Bedrag’ handler om politiets jagt på svindlende rigmænd – og om hvordan grådighed fører karaktererne ud i et moralsk morads.
Med denne dobbelthed synes de kunstneriske ambitioner at være indfriet. Det bliver det bærende princip for historien og måske ligefrem det eneste: Plot og tematik, tematik og plot. Derefter skal herligheden – for nu at sætte det på spidsen – bare filmes.
Det betyder, at andre prismer aldrig synes at få chancen. I de internationale serier er mulighederne ellers uendelige. I ’The Affair’ får vi fortalt samme historie fra to perspektiver.
I den britiske ’London Spy’ kombineres spiongåden med en højnet sanselighed og en kompleks fortællestruktur, der springer i tid. I ’Better Call Saul’ (og forgængeren ’Breaking Bad’) pirres nysgerrigheden, når serien fordyber sig i skæve detaljer, hvis betydning ikke øjeblikkeligt står klart. ’Mr. Robot’ har en stærkt upålidelig fortæller. ’House of Cards’ har det diabolske blik ind i kameraet. ’Transparent’ har en lige dele sjov og rørende behandling af trans- og homoseksualitet.
Heroverfor minder DR’s store dramaserier til forveksling om hinanden fortællemæssigt og stilistisk. I både ’Bedrag’, ’Forbrydelsen’ og ’Arvingerne’ eksekveres scenerne professionelt i forudsigelige shot-reverse-indstillinger, og der krydsklippes nydeligt mellem de adskillige fortællespor. Serierne dyrker en glasfacaderealisme, der hverken er gritty eller 1:1-naturalistisk, men omvendt heller ikke højner virkeligheden nok til at retfærdiggøre de mange voldsomme plotudviklinger.
Hvornår er man i en DR-serie sidst blevet taget på sengen, bragt ud af fatning af et opfindsomt visuelt eller narrativt greb, som træder frem foran fortællingen, samtidig med at det underbygger tematikken eller stemningen?
Til sammen udgør DR-serierne et selvomsluttet univers af mennesker, der taler pænt efter tur (og tydeligt efter manuskript), hvor de gode er gode og de onde onde (og rige), og hvor hovedkarakterernes primære problemer som regel er rod i work/life-balancen. Det er en halvbagt efterligning af virkeligheden, et danmarksbillede, der til forveksling ligner noget, vi kender, men alligevel føles en smule off.
Hvis DR også fremover skal være en del af serieverdenseliten, er de nødt til ikke bare at fortælle dobbelte historier, men også kvarte, firdobbelte, trekantede og kvadratiske.
2. Jagten på seertal fylder for meget
Mens TV 2, SBS og TV3 kun kan lave tv-fiktion, der tjener sig selv ind i reklamepenge, har DR den store fordel, at man kun indirekte er afhængig af høje seertal. Derfor vil det nok også komme bag på mange, at manuskriptforfatterne på DR’s store serier tilsyneladende har konkrete seertalsmål skrevet ind i deres kontrakter. ’Bedrag’-forfatter Jeppe Gjervig Gram har udtalt til Apropos Magazine:
»Hvis jeg ikke leverer mindst én million seere ud af 5,6 millioner danskere hver søndag, så bliver jeg simpelthen fyret. Det står sort på hvidt i min kontrakt«.
Det er et stort pres at lægge ned over forfatterne, og det er naivt at hævde, at det ikke påvirker seriernes kvalitet. Det antydede Gjervig Gram da også, da vi interviewede ham før premieren og snakkede om parallellerne til ’The Wire’: »’The Wire’ er en meget smal serie, og vi skulle lave noget bredt og folkeligt«.
At sætte et så arbitrært tal som en million seere op som skillelinjen mellem succes og fiasko, er i sig selv stærkt problematisk for en public service-station. Men det egentlige problem er, at man mærker seertalsjagten i serierne, hvis karaktergalleri synes segmenteret for at appellere til alle dele af befolkningen, og hvis plots ofte er præget af overdramatisering for at få seerne til at hænge på.
Om det så er Frederiks lange kvælning af Gro eller Isas tab af babyen i vandet i anden sæson af ’Arvingerne’, den lange række af red herrings i ’Broen’ eller den svenske lejemorder og skyderierne i ’Bedrag’.
DR vil selvfølgelig straks indvende, at serier som ’Mr. Robot’ og ’Better Call Saul’ er meget smalle. De amerikanske kvalitetsserier når måske et par procent af befolkningen, mens DR’s serier bliver set af omkring hver fjerde dansker.
Men seertal må og skal ikke være trumf i enhver diskussion om kunstnerisk kvalitet. Og uanset hvad er det farligt at undervurdere seerne. DR fornyede krimigenren med det lange føljetonformat i ’Forbrydelsen’, og første sæson ’Arvingerne’ var et fortrinligt og i dansk sammenhæng befriende anderledes karakterdrevent drama. Det er nu på tide at rykke grænserne igen, og det må ikke være med høje seertal som ledestjerne.
DR udkommer mere eller mindre fast med to dramaserier om året, én i foråret og én efteråret. Det er ikke meget, slet ikke når seertalsmålene er så høje og i øvrigt vil blive sværere og sværere at nå, efterhånden som streamingtjenesterne marginaliserer flow-tv-puljen mere og mere.
Hvorfor ikke lave drama til andet end søndag aften kl. 20? DR stod sidste år bag de forrygende komedier ’Ditte & Louise’ og ’Anton 90’ i de korte formater, men hvorfor ikke lave billigere og mere eksperimenterende drama til ugedagene, hvis man ikke vil risikere at sætte sin søndagsposition over styr? Hvor er det egentlig, fornyelsen skal komme fra?
3. Serierne falder i niveau sæson efter sæson
DR’s serier er blevet sammenlignet med cremen af internationalt tv, men den helt store forskel er, at mens ’The Sopranos’, ’Six Feet Under’ og ’Breaking Bad’ var mesterlige værker over fem-seks-syv sæsoner, har DR svært ved at løfte historierne i det lange løb.
Det skyldes formentlig, at serierne i første omgang kun tænkes som én sæson, da man afventer seertallene og derefter tager beslutningen, om serien er bæredygtig. I anden sæson ’Arvingerne’ virkede det for eksempel ikke, som om man havde haft en klar strategi for serien som langfortælling.
Undtagelsen er ’Bedrag’, hvis anden sæson nærmest var i kassen, inden første omgang blev afsluttet. Og forhåbentligt bliver det første gang, en DR-serie virkelig løfter sig fra udgangspunktet, men når man kigger i kanalens pipeline for de næste to år, kan man godt blive bekymret for at blive ramt af en følelse af same same but different.
Til efteråret kommer ’Bedrag’ sæson 2, næste forår står den på ’Arvingerne’ sæson 3, og så kommer en ny serie fra Adam Price (’Borgen’), ’Herrens veje’, som vi naturligvis ikke skal dømme på forhånd. Men den handler om religion (man aner den dobbelte historie), og Price er jo en gammel kending, så det er måske ikke herfra, man forventer de helt store fortællemæssige nybrud.
Med public service-millionerne i ryggen og en stor erfaring i huset har DR en unik position på fiktionsområdet. Og dette opråb skal ikke læses som et argument for at fjerne fundamentet, men snarere for at styrke det.
DR’s serier har – fortjent – været en gigantisk succes, men selv de mest hæderkronede institutioner er nødt til at følge med tiden. Pludselig virker de ting, man troede ville hitte for altid, ikke mere, og så står man dér. Som Richie Finestra råber til sine ansatte i det engang så succesrige og progressive, men nu skrantende og konservative pladeselskab i HBO’s ’Vinyl’, da de bliver ved med at præsentere musikere, der minder lidt om noget, man allerede kender:
»I want what’s NEXT!«
Læs også: Manden bag ’Fetter’: »Ingen kiggede over skulderen, når der blev bandet eller sniffet coke«