Deafheaven bragte stormen til Amager
De amerikanske blackgaze-metalhoveder i Deafheaven besøgte Danmark endnu en gang, da de torsdag aften lagde vejen forbi Amager Bio på deres igangværende Europa-turné.
Bandet var også at finde på sidste års Roskilde Festival, men siden da har Deafheaven udgivet deres tredje album, det fremragende ’New Bermuda’. Her holdt de fortsat deres håbefulde shoegaze op mod bidsk black metal, men udvidede også formularen med huggende guitarriff og en mere dynamisk og storladen postrock-patos.
Hele albummet fra start til slut fik vi serveret torsdag aften. Mens resten af bandet stod som forstenede, var det frontmand og sanger (eller vokalist, for decideret sang var der ikke meget af) George Clarke, der var bandets emotionelle centrum. Med teatralsk udadvendthed og maniske gestusser var han fokuspunkt hele koncerten igennem, mens resten af bandet spillede en storm op omkring ham.
Fra ’Brought to the Water’s indledende guitarakkorder og tonsende blastbeat til ’Gifts for the Earth’s Oasis-emulerende afslutter var det en performance, der på én og samme tid var udadvendt og indelukket. Deafheaven tager de store følelser og forvandler dem til indestængt støj for så at blæse det hele op i widescreen-størrelse.
’Come Back’ var et flot højdepunkt, og nummerets hidsige fræs startede aftenens første sporadiske moshpit. Der gik dog ikke længe, før nummeret skiftede gear til æterisk postrock og sendte publikum på hengiven drømmejagt i stedet, mens guitarist Kerry McCoy leverede en lindrende slideguitarsolo.
’Gifts for the Earth’ fulgte efter og lukkede første set. Det er et af bandets bedste numre, netop fordi det peger på Deafheavens positive progressive egenskaber. Her mødes rent klingende guitarer og Clarkes distancerede skrigevokal over et ivrigt trommebeat, før et huggende riff sætter ind. Bortset fra vokalen er black metallen fraværende her, og hvad man sidder tilbage med er en lidt pæn og eksperimenterende altrock, der møder et metalbæst på vejen og lander et sted midt imellem. Det siger noget om bredden i Deafheavens lyd. For gruppen er ikke black metal, de er noget andet og mere end det. De er et både-og band.
Efter en kort pause vendte de tilbage og leverede til publikums begejstring ’Sunbather’ og ’Dream House’ fra gennembrudspladen ’Sunbather’. Begge sange varer omkring ti minutter og er udstrakte soniske malerier, hvor især den suverænt præcise trommeslager Daniel Tracy og den noget udtryksløse bassist Stephen Lee Clark fyldte rummet ud med jordskælvslignende tyngde, der kunne slå revner i betongulvet, mens George Clarke vred de sidste dæmoner ud af sin krop. Det var ekspressivt og hårdtslående, men man kunne godt savne den dynamiske udforskning, der præger sangene fra ’New Bermuda’.
Efter godt 70 minutter rundede Deafheaven koncerten af. Amager Bio stod stadig, og stormen var ovre. Men den måtte godt have været længere.
Læs interview: Deafheaven deler vandene i metalmiljøet: »I stedet for at være ingen steder, så er vi alle steder«