’Angry Birds’: Actionrig filmatisering af mobilspil er lettere usympatisk

Kolonihavementaliteten lurer i ’Angry Birds’.

I en tid, hvor massive flygtningestrømme drager mod fremmede kontinenter for at finde fred, er man måske tilbøjelig til at finde allegorier, hvor end man kigger. Men historien om det lille, idylliske fuglerige, der terroriseres af nederdrægtige grise fra fjerne kyster, har alligevel en bismag af forstokket nationalisme.

Red, en vred enspænder med Glistrup-øjenbryn, er den eneste, der ser svinene for det, de er: Gemene fremmedlegemer på æg-tyveri. Men hans advarsler ignoreres, fordi hans hyppige raseriudbrud har gjort ham ildeset i det åh så idylliske øland – et hyklerisk samfund, hvor butiksejere sælger bjørnekram, men vrede behandles som en sygdom, og hurtigløb på gaden straffes med bøder.

Ligesom i Lynchs ’Blue Velvet’ kribler og krabler de ækle biller under de fint klippede forstadsplæner. Desværre har filmmagerne ikke blik for det selv.

De er rigt beskæftigede med at udfylde det gabende tomrum, som forlægget har efterladt. I mobilspillet bruger man nok forvoksede slangebøsser til at pløkke vrede fugle mod grisefæstninger og tilbageerobre stjålne æg, men det er sparsomt med forhistorier og karakterstudier.

Med afsæt i det tynde forlæg giver skaberne sig selv carte blanche til at tæppebombe lærredet med skæve påfund. Nik til ’The Shining’, ’X-Men’ og Daft Punk (!) væves sammen i et syret kludetæppe af populærkulturelle referencer, mens de frembrusende immigrantgrise i flere tilfælde flirter med lummer seksualitet (deres country-striptease er lidet blufærdig).

Identitetsforvirringen skriger umiddelbart til himlen, men spørgsmålet er, om det er mit hoved eller filmen, den er gal med?

For der er ingen tvivl om, at børn uden den fjerneste kendskab til flygtningekriser og fransk electronica vil huje og le af filmens skæve eksistenser, fra den sagnomspundne Mægtige Ørn, der egentlig er en danderet discodanser, til Reds tro følgesvende, mutte Bomb og maniske Chuck.

Karaktergalleriet stråler, fordi animationen er uovertruffen i timing og raffinement. Man føler fjerene blæse i luften, murbrokkerne vælte ned fra sønderskudte grisetårne, og man ser livet i de bedrøvede fugleøjne, når hjerterne er tunge. Sidste akt, hvor fuglene i mobilspillets ånd bombarderer grisebyen med sig selv som ammunition, er slet og ret en teknisk tour de force, et frydefuldt adrenalinridt for børn og barnlige sjæle.

Men krigens fronter er trukket så skarpt op, at humanismen drukner i den ellers opbyggelige fortælling om venskab og vredeshåndtering. Fuglene lærer, at de skal frygte det fremmede og kæmpe for status quo, alt imens vores røde outsider indretter sig fint og mageligt i samfundets rigide orden. Tænk, hvis grisene rent faktisk havde lært dem noget om dette og hint!

En nuancering af de skurkagtige svin havde i hvert fald gjort ’Angry Birds’ til et mere sympatisk bekendtskab.


Kort sagt:
’Angry Birds’ byder på frydefuld action for børn og barnlige sjæle, men kolonihavementaliteten beskæmmer skildringen af den idylliske fugleø, der terroriseres af svin fra fjerne og farlige kyster.

Spillefilm. Instruktion: Clay Kaytis, Fergal Reilly. Medvirkende: Peter Dinklage, Jason Sudeikis, Kate McKinnon, Keegan-Michael Key, Sean Penn, Bill Hader, Danny McBride, Maya Rudolph. Spilletid: 97 min.. Premiere: Den 12. maj
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af