Radiohead er nærmest bandet, der har lavet en karriere ud af kontinuerlige karriereselvmord, og at skulle rangordne de legendariske briters ni album er både smertefuldt – som at vælge mellem sine egne børn – og en garanteret kilde til afgrundsdyb splid fans imellem.
Vi har lagt opgaven i hænderne på vores skribent Anders Cold, som giver sit take på en nærmest intimiderende fremragende stribe album, fulde af indbyrdes modsætninger og 180 graders kovendinger. Og så er det selvfølgelig spændende, hvordan dette års album ‘A Moon Shaped Pool’ klarer sig i kampen mod fortidens kæmper.
8. ‘Pablo Honey’ (1993)
For et band, som man nærmest er blevet forvænt med at skifte ham for hvert album, er deres spæde prøveballon af en debut ikke så overraskende også at finde på bunden af denne liste. ‘Pablo Honey’ blev indspillet kun få måneder efter, at bandet på pladeselskabet EMI’s forespørgsel skiftede navn fra On A Friday til Radiohead (efter en Talking Heads-sang). Men selv om debuten var så grunge-inspireret, at visse medier afskrev dem som værende ren Nirvana-light, så var Radiohead allerede i deres præmature år ganske lovende.
Singlen ‘Creep’, som blev bandlyst fra BBC Radio 1 for at være for deprimerende, brandede Thom Yorke og kompagni ind i selskab med britiske mope-rock-ikoner som The Cure og The Smiths og vandt så meget airplay i USA, at bandet endte med at spille 150 koncerter i 1993 alene. Radiohead lagde på live-fronten sangen helt i mølpose i slutningen af 90’erne, men begyndte ti år senere at indarbejde den i koncertsammenhænge igen, oftest kraftigt omarrangeret. Og selv hans hedengangne, lilla lavstammethed, Prince, har spillet den live.
7. ‘The King of Limbs’ (2011)
‘The King of Limbs’ var første gang siden debuten, at der viste sig småsprækker i Radioheads ellers uigennemtrængeligt høje niveau. Selve happeningen omkring album-releasen og den spøjse avisudgivelse ‘The Universal Sigh’, der akkompagnerede værket, endte simpelthen med at overskygge og overdøve musikken. Men ‘The King of Limbs’ rager heller ikke vanvittigt meget op i Oxford-ikonernes respektindgydende diskografi.
Det er deres korteste album nogensinde, og selv med lappeløsningen – at luske sig til at lægge non-album-dobbeltsinglen ‘The Butcher’ / ‘Supercollider’, som blev gjort tilgængelig kvit og frit for albumkøbere, til tracklisten – er albummet lidt af en kunstnerisk undermåler.
Onde tunger var rappe til at rubricere udtrykket på ‘The King of Limbs’ som værende et udslag af, at Thom Yorke måske havde glemt at kradse sin electronica-kløe lidt for længe, men faktisk var bandet sammen om at bestemme den sampler-glade retning, som opstod i vakuummet efter ‘In Rainbows’, hvis kreative undfangelse omvendt var i live-elementet. Og når ret skal være ret er resultatet stadig et sonisk nysgerrigt, eksperimenterende album, der blot ikke altid lykkes lige godt med sit forehavende.
6. ‘In Rainbows’ (2007)
Efter ‘Hail to the Thief’-turneen tog Radiohead en længere pause, og da bandet i slutningen af 2005 påbegyndte nye indspilninger – uden en deadline at forholde sig til, uden producer eller et pladeselskab til at stå på nakken af dem – gik den kreative proces helt i stå. I et forsøg på at bryde dødvandet tog bandet ud at turnere i 2006, hvilket blev katalysatoren for ‘In Rainbows’. Bandet testede de nye, halvfærdige sange af på publikum, og da de vendte tilbage til England for at indspille, camperede de på Nigel Godrichs foranledning ud omkring et forladt og ramponeret palæ i den sydligste ende af landet, som kom til at fungere som base for indspilningerne, for at ruske yderligere op i det hele.
Resultatet blev et album, der føltes løsere, mere jammet og mere organisk end noget tidligere Radiohead-udspil. Som et direkte kontrapunkt til ‘Hail to the Thief’ er Yorkes tekster mere introspektive og dødsangste og mindre vrede på omverdenen.
Men hvad ‘In Rainbows’ egentlig bedst huskes for i bakspejlet er den måde, bandet selv-udgav albummet på efter at have frigjort sig fuldstændigt fra den etablerede pladeindustri. Det blev annonceret kun ti dage forinden, kostede til en start lige, hvad man kunne tænke sig, og omfavnelsen af pay-what-you-want-modellen blev set som en rebelsk fuck you-salut til en gammel, udtrådt sko, der ikke længere passede bandet.
5. ‘The Bends’ (1995)
Selv om det er et af deres mest konventionelt klingende album, er historien bag ‘The Bends’ også begyndelsen på Radioheads transformationer. Bandet følte ‘Creep’s succes som en møllesten om halsen og især Thom Yorkes afsky overfor MTV-populariteten, det hektiske turnéliv og de udefrakommende forventninger og livsstilsskift, som berømmelsens tinder medførte, blev kimen til en kreativ raptus, der udklækkede ‘My Iron Lung’-ep’en foruden selve albummet.
‘The Bends’ er lyden af et band, der bryder lydmuren i en ren rock-katarsis med tre guitarer og en forsanger, der balancerede på randen af et musikalsk martyrium i front. Som avisen The Observer noterede sig, da de placerede skiven på en liste over 50 album, der forandrede musikken, var Radiohead også allerede her stilskabende. De populariserede kontrasten mellem følsomme falsetvokaler og huggende guitarer – uden ‘The Bends’ intet Coldplay, eller Keane for den sags skyld. Albummet markerer også starten på et mere end 20 årigt, kreativt samarbejde med både bandets grafiske makker Stanley Donwood og producer-esset Nigel Godrich, dog blot i en ydmyg tekniker-rolle.
4. ‘A Moon Shaped Pool’ (2016)
Radioheads niende og nyeste album er samtidigt også deres blideste til dato. Med et udtryk, der både peger tilbage til ‘Hail to the Thief’s mest afdæmpede stunder og ‘In Rainbows’ hjemmebagte lyd er det også bandets måske mindst overrumplende album. For man er efterhånden vant til, at Radioheads karriere er én lang perlerække af tryk-avler-modtryk-situationer, og ovenpå den elektroniske og indesluttede ‘The King of Limbs’ med sine hækspoiler-opstyltede udgivelsesstunts var det åbenlyst, at ‘A Moon Shaped Pool’ ville vende på en tallerken.
Selv udgivelsesprocessen var omvendt afdæmpet i forhold til forgængeren: I ugen op til udgivelsen forsvandt Radioheads tilstedeværelse på internet og sociale medier, hvilket nærmest skabte et vakuum af alt, der havde med bandet at gøre. Derefter dryppede videoerne til ‘Burn the Witch’ og ‘Daydreaming’ som en beskeden, men velgørende optakt, og så dumpede albummet endelig ind en ellers stille søndag aften. Både albummets udtryk og den anderledes tilbagelænede måde, det udkom på, er stærke fingerpeg om et band, der endelig både har frigjort sig fra industriens og sine fans’ tårnhøje forventninger, og simpelthen bare skaber i deres eget tempo og efter egne præmisser.
3. ‘Hail to the Thief’ (2003)
‘Hail to the Thief’ er Radioheads måske mest utilgængelige, men samtidigt også, næstefter ‘Kid A’, sonisk mest adspredte album. Det meste af albummet blev indspillet på to uger i selskab med Nigel Godrich i Ocean Way-studierne, hvor Beck også begik ‘Sea Change’ sammen med ham.
Opskriften var ét nummer om dagen i en hurtig, rå og spontan proces, og resultatet stritter i alle tænkelige retninger: Fra de blide strøg af ‘Sail to the Moon’, som mest af alt lyder som forstudier til ‘A Moon Shaped Pool’, over de intense ‘Backdrifts’ og ‘Myxomatosis’ til Yorkes elektroniske nedsmeltning ‘The Gloaming’, der foregreb soloalbummet ’The Eraser’ få år senere.
Omend det ikke altid omsættes til knubbede toner, er ‘Hail to the Thief’ bandets mest sammenbidte, vrede og politiske udspil. Selve titlen var planket fra skilte, demonstranter havde brugt under balladen omkring det amerikanske præsidentvalg i 2000, hvor George Bush på baggrund af valgtekniske spidsfindigheder tilnærmelsesvis havde tilranet sig magten. Det er samtidig det foreløbig længste Radiohead-album til dato, hvilket har affødt kritiske røster internt i bandet – både Yorke, Ed O’Brien og Colin Greenwood har udtrykt, at de ville ønske, de havde begrænset sig lidt mere.
2. ‘Kid A’ / ‘Amnesiac’ (2000/2001)
Det er både blevet kaldt det særeste album, der har solgt mere end en million eksemplarer, og et af de største venstresving i et rockbands karriere.
‘Kid A’ var under alle omstændigheder et uventet træk fra et band, der netop havde begået rockhistorie med ‘OK Computer’. Men i bakspejlet giver det hele mening. Hele bandet var udbrændt efter kometsuccesen med 1997-albummet, og Thom Yorke have tilmed fået et mindre nervøst sammenbrud over den efterfølgende turné og det massive pres for at følge op, hvilket blev dokumenteret i filmen ‘Meeting People is Easy’.
Yorke gravede sig i stedet ned i sin passion for elektronisk musik med fokus på Warp Records-folk som Autechre og Aphex Twin, guitarerne røg over skulderen, og bandet eksperimenterede sig frem til et væld af sange, som efter en del overvejelser blev splittet op i to tvillingeværker, som udkom med kun otte måneders mellemrum. I den søgende og kaotiske rodebutik indgik også et trædeorgel på ‘Motion Picture Soundtrack’, et strygerorkester på ‘How to Disappear Completely’ og en blæsersektion på den voldsomme ‘The National Anthem’, som Yorke dirigerede så ivrigt, at han brækkede foden, mens han hoppede op og ned.
Radiohead stillede sig med de to album som en anden Rasmus Modsat stejlt overfor ikke blot deres eget fodfæste i guitarbaseret rock, men også overfor den traditionelle modus operandi i musikindustriens marketingmaskine. De afviklede kun et absolut minimum af interviews, nedlagde forbud mod at udgive singler fra ‘Kid A’ og indspillede ingen musikvideoer. Kun en stribe ‘blips’ – 30-sekunders kortfilm sat til bidder af albummets numre – blev spredt på internettet. Men hvad der til at starte med virkede som et klassisk eksempel på karriereselvmord endte som en Fugl Føniks-historie om et band, der genopfandt sig selv fuldstændigt. ‘Amnesiac’ virkede efterfølgende som en slags velgørende sejrsrunde – en ekstatisk fejring af den nyfundne, soniske identitet.
1. ‘OK Computer’ (1997)
Man kommer ikke rigtigt udenom, at Radioheads tredje langspiller, selv her næsten to årtier efter dets udgivelse, stadig står tilbage som ikke blot et af 90’ernes bedste album, men også som et tidløst, kvintessentielt stykke musikhistorie.
Albummet var i tilgift et helt egenhændigt og banebrydende kunstigt åndedræt til den britiske rockscene, som var ved at kvæle sig selv i den kreativt drænede britpop. ‘OK Computer’ startede ganske enkelt en ny stilistisk bølge og nåede tilmed over andedammen med bands som TV On the Radio og The Secret Machines som mest umiddelbare og åbenlyse amerikanske disciple.
Med et budget på 100.000 pund og frit slag på producerfronten valgte Radiohead at alliere sig med velkendte kræfter, nemlig teknikeren Nigel Godrich, der havde assisteret på ‘The Bends’ og som blev opgraderet til både at være producer og bandets uofficielle ’sjette medlem’. ‘OK Computer’ var samtidigt bandets første progressive stilskift, både i en musikalsk mere moden retning, men også på den lyriske front.
Thom Yorkes hidtil så introspektive tekster var tiltet over i retning af en ætsende, ekstrovert samfundskritik og dystopiske, men samtidigt faretruende aktuelle temaer som social angst, fremmedgørelse og menneskets rolle som det bittelille tandhjul i det store, sorte maskineri. Sammen med Stanley Donwoods ikoniske artwork dannede det et rigt univers, der ofte er blevet sammenlignet med andre rockmilepæle med politisk islæt – som for eksempel Pink Floyds ‘Dark Side of the Moon’ og ‘The Wall’.
Det er interessant at notere sig, at ‘OK Computer’ i lighed med efterfølgeren ‘Kid A’ var spået til at floppe af pladeselskabet, som sænkede salgsprognoserne fra to millioner eksemplarer til en halv million. Det har for længst, og ganske fortjent, rundet de syv.
Læs anmeldelse: Radiohead ‘A Moon Shaped Pool’
Læs også: Vi rangerer: PJ Harveys album fra værst til bedst