Wilco på NorthSide: Formidable countryrockere fortjente et publikum, der gad holde kæft

Wilco på NorthSide: Formidable countryrockere fortjente et publikum, der gad holde kæft

Wilco er måske verdens mest avancerede dad rock-orkester: En flok ukuelige americana-innovatører med masser af mørke sider, savtakker og krogede, utilnærmelige hjørner forklædt i ellers ulastelig, mild og rund sangskrivning med afsæt i alle de klassiske countryrock-dyder. Scenen blev sat allerede, da det seks mand højde orkester gik på scenen til tonerne af deres egen, ubærligt skronkende instrumental ‘EKG’. NorthSide-publikummet skulle regne med at blive udfordret, og det blev de. Men også strøget med hårene.

Jeff Tweedy havde ganske vist gemt sine grånende lokker væk under en flødefarvet cowboyhat, men han behøvede ikke være forlegen over, at alderen begynder at sætte sine spor. Hans band lød nemlig stadig friske og tidløse, som de arbejdede sig igennem et par skæringer mere fra deres seneste albumudspil, nemlig ‘More…’ og ‘Random Name Generator’.

I takt med at chicagoanerne begyndte at dykke ned i ældre materiale, som eksempelvis en forrygende kaotisk levering af ‘I Am Trying to Break Your Heart’ fra hovedværket ‘Yankee Hotel Foxtrot’, begyndte det også at dæmre, at Wilco nærmest må være omrejsende i eksotiske instrumenter. Især guitaristerne Nels Cline og Pat Sansone må sammen med Tweedy deles om mindst 25-30 eksemplarer i deres mobile spade-zoo, og der gik ligefrem publikumssport i at holde mentalt styr på strengemenageriet.

Den krautrockende ‘Art of Almost’ bød eksempelvis tilmed på instrumentskift midtvejs i nummeret, men publikumsglæden eksploderede først for alvor under den ellers afdæmpede ‘Via Chicago’, der traditionen tro blev brudt op af abrupte, infernalske støjkaskader fra Cline og trommeslageren Glenn Kotche. Fra og med dét nummer og settet ud var koncerten én lang tour de force ned i Wilcos dybe diskografi.

Lige fra den ungdomsnostalgiske, popperfekte single ‘Heavy Metal Drummer’ over den uimodståeligt elektrificerende kærlighedsrocker ‘I’m the Man Who Loves You’ til Clines signatur-vilde soli i ‘Impossible Germany’s forlængede c-stykke og afrundingen, ‘The Late Greats’, charmerede Wilco sig omsider ind på et publikum, der ellers koncerten igennem havde haft alt for travlt med at overdøve det formidable band med knæver.

Man kunne godt have undt dem lidt længere spilletid end den time, de havde fået stillet til rådighed, men måske mest af alt bare et publikum, der kunne finde ud af at holde kæft. Var Wilco for svære at forstå, Aarhus? Eller havde I ikke fået fnulleret ud af ørerne endnu?

Læs anmeldelse: NorthSide: Beach House leverede en hypnotisk midnatsseance

Wilco. Koncert. NorthSide.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af