’Ixcanul’: Debutfilm med hjerteskærende coming of age-historie
Luften i det guatemalanske højland lugter af kaffe og vulkanaske.
Den på én gang nøgterne og sanselige observation kommer fra vores ellers fåmælte hovedperson, 17-årige María, der arbejder med familien på en kaffeplantage og snart skal giftes væk til den ældre Ignacio. Men Marías hengivne blikke kastes ikke i ejegode Ignacios retning. Hun er mere fascineret af roden Pepe, der kysser hende så grådigt og drømmer om et andet liv omme på den anden side af vulkanen. Dér ligger Mexico, og bag Mexico: USA.
’Ixcanul’ er den debuterende instruktør Jayro Bustamantes nærmest etnografiske skildring af livet i et afsondret, Kaqchikel-mayansk samfund i Guatemala. Her bor María sammen med sin mor og far – bogstaveligt talt på kanten af vulkanen Ixcanul. Asken svæver tungt i luften, og terrænet er svært fremkommeligt. De opdyrker en smule jord, men giftige slanger smyger sig djævelsk omkring på marken og gør efterhånden høsten umulig. Naturen er ubarmhjertig og den lille families situation desperat.
Vores sympati har María fra start til slut. Som ung, giftemoden kvinde og som en del af den oprindelige maya-befolkning er hun dobbelt udsat for uretfærdigheder. Hun skal pynte sig for og siden hen gifte sig med den forudbestemte Ignacio, der er plantagens tilsynsførende og derfor selvsagt et godt parti for en fattig bondepige som María. Og så er der smukke, farlige Pepe med de store drømme og tomme løfter.
Aldrig så snart har María givet sig hen til ham, før han stikker af nordpå. Nok forsvor han, at hun ikke kunne blive gravid, første gang hun gik i seng med ham, men hendes svulmende mave og morgenkvalme taler sit eget, tydelige sprog. Maria Mercedes Coroys åbne, ærlige ansigt rummer og indrammer så fint al karakterens smerte og stolthed. Bag det stoiske blik bobler vreden som en vulkan på vej i udbrud.
Bustamante driver fortællingen frem i et så adstadigt tempo, at nogle nok vil stå af. Han er heller ikke nærig med dvælende, sceniske skud af det dampende vulkanlandskab, ligesom han i langstrakte indstillinger indfanger dagligdagspligter såsom at hugge brænde, grille majskolber og slagte en gris. ’Ixcanul’ balancerer af og til faretruende på grænsen til det monotone og symboltunge.
Civilisationssammenstødet mellem mytisk mayatradition i pagt med naturen og livet i den moderne by for foden af vulkanen sættes med visuelt klarsyn i scene i Jayro Bustamantes prisvindende debut. Men det er i fremstillingen af et ungt kvindeliv – dikteret af ældgammel (familie)tradition samt en urovækkende, moderne fetichering af frugtbarhed – at ’Ixcanul’ rykker det quiltede tæppe væk under én.
Fortællingens sidste akt river nådesløst hårdt i hjertestrengene og retter samtidig en anklagende finger mod hele det guatemalanske sundhedssystem.
Kort sagt:
Jayro Bustamantes billedmættede, smukke debutfilm er lige dele etnografisk oplysningsprojekt og hjerteskærende coming of age med indigneret, feministisk fortegn. ’Ixcanul’ vil med garanti åbne dit blik for et Guatemala, der både dufter af topmoderne kaffeproduktion og ældgammel vulkanaske.