Den store sportssommer er i gang med EM i fodbold, om lidt følger Tour de France og til august De Olympiske Lege i Rio de Janeiro.
Over flere af sportsbegivenhederne svæver dopingspøgelset, ikke mindst OL, hvor præstationsfremmende midler dominerer adskillige sportsgrene. Det er anledningen til, at John Oliver i den seneste udgave af ‘Last Week Tonight’ sætter tænderne i sportsverdenens stadig store dopingproblem.
Hvordan fungerer systemet i dag, og hvad kan man gøre for at lave det om? Oliver zoomer især ind på Rusland, men laver også paralleller til USA, og så argumenterer han overbevisende for at skabe en mere uafhængig antidopingorganisation. Hæng på til slutningen, hvor Oliver præsenterer en herlig fake sportsstjernepromo, hvor Matt Walsh (Mike i ‘Veep’) dukker op som en skånselsløs træner med fantasifulde idéer til både doping og bortforklaringer.