10. Joey Purp ’iiiDrops’
Mens Odd Future og ASAP Mob langsomt er blevet lagt i graven, virker (det dog lidt mindre kollektive) SaveMoney-crew som lyden af fremtidens hiphop. Chance the Rapper og Vic Mensa er allerede brudt igennem, og rundt om hjørnet venter Saba og i særdeleshed Joey Purp, der med sit andet mixtape præsterede et helstøbt mixtape med alle facetter af Chicago-ophavet – fra intense portrætter af livet i gaden til underholdende historier om byen, damer og sex. Det hele serveret med Purps energiske levering i en blanding af kække, elektroniske produktioner og et mere klassisk Kanye-snit som den storladne åbner ’Morning Sex’.
9. Radiohead ‘A Moon Shaped Pool’
Niende langspiller fra den ikoniske Oxford-kvintet er intet kvantespring, men en naturlig, skønhedssøgende og stemningsmættet evolution, der atter placerer Radiohead blandt rockens mest nysgerrige innovatører. Der er gavmild pay-off til den detaljeorienterede lytter, da albummet er besmykket i rigt mål med både storladne orkestreringer, akustiske guitartemaer, krautrocket fremdrift og bossanova-stemning. Ligesom Thom Yorke både berører introspektiv sårbarhed og udfarende samfundskritik på lyriksiden. En eftertrykkelig cementering af bandets misundelsesværdigt høje niveau, og at de ikke behøver at være lige banebrydende hver gang.
8. Kendrick Lamar ’untitled unmastered.’
Det siger noget, at en samling demoer kan ende i toppen af listen over halvårets bedste album, men Kendricks surprise-udgivelse ramte en nerve og byggede videre på den sociale bevidsthed, han så fornemt introducerede på ’To Pimp a Butterfly’. Albummet var dog ikke bare en fortsættelse, men en jazzet hiphop-legeplads, hvor den rå og upolerede kreativitet fascinerede mindst ligeså meget som resultatet, der næsten blev mere besættende i sin revsende, lidt ufærdige form.
7. David Bowie ’Blackstar’
’Timingen’ af Bowies død 10. januar var nærmest uvirkeligt ’god’, forstået på den måde, at den gav lytteoplevelsen af hans sidste album en ekstra dimension opdelt i et ’før’ og et ’efter’. En stærkt begejstret anmelder- og fanskare nåede akkurat at forholde sig til ’Blackstar’ som en levende mands særdeles levende og nysgerrige værk, mens vi nu er tvunget til at lytte til det som en død legendes sidste kreative kraftpræstation lige før tæppefald (eller lige før han lukkede skabslågen bag sig, jævnfør videoen til ’Lazarus’). Uanset om det er ’før’- eller ’efter’-reaktionen, der står stærkest hos den enkelte lytter, tager det intet fra Bowies mesterlige udsøgning af nye grænseområder i mødet med moderne jazz-avantgarde, som han på umærkelig vis blander op med sin umiskendelige vokale pragt og sin enigmatiske sangskriverpen.
6. Whitney ’Light Upon the Lake’
Sangskriveren Josh Rouse udgav for et tiår siden et album med titlen ’1972’, som var hans bud på en samling sange, der lød som var de undfanget i singer/songwriter-æraens ’golden days’. Whitneys debut lyder som en form for opfølger, måske en ’1973’? Det er med andre ord ikke originaliteten, der er i højsædet på debuten, men det er ret underordnet, når man kan levere sange af denne liflighed og stoflighed. Country-soul er lidt af et nøglebegreb blandt flere af årets foreløbigt stærkeste album (se også Kevin Morby og Sturgill Simpson), men ingen leverer det med en charme og guldrandet melodisk åre som Whitney.
5. James Blake ’The Colour in Anything’
James Blake tvinger sin lytter ud på lidt af en tålmodighedsprøve på sit nye surprisealbum, der ankom med perfekt timing i kølvandet på hans medvirken på Beyoncés (med rette) storhypede ’Lemonade’. Blake får forbløffende resultater ud af at udsætte sin grundformel – den elektroniske ballade med bristefærdigt rum mellem tonerne – for små forskydninger og vinklinger, der – når først man har indstillet sig på det – er inciterende til fordybelse. Blake demonstrerer, at han kerer sig om musikkens langsomme virkning snarere end dens umiddelbare hitappel. Langtidsholdbarheden vinder en sikker sejr på ’The Colour in Anything’.
4. Chance the Rapper ‘Coloring Book’
Med den massive hype, der helt berettiget har fulgt Chance the Rapper i hælene oven på 2013-mixtapet ‘Acid Rap’, havde de fleste nok regnet med, at den gode Chancelor Bennett ville gå all in major label-style med sin næste udgivelse. Men Chance holder sig til sit yndede, usignede mixtape-format, og han holder det lige så farvestrålende og ægte som altid. Med ‘Coloring Book’ er der om noget tale om et værk, der er malet i alverdens farver med store strøg af både soul, jazz og i særdeleshed gospelgenren, der føles, som havde den altid ligget lige til højre for Lil Chanos både smittende bekymringsfrie, til tider eftertænksomt konverserende flow. Dermed holder Chances gospel-rap sig i det store hele på den lette, opløftende og tilbagelænede side af at være en tand for frelst, hvorfor mixtapets momentum bibeholdes, og det formår at være frydefuldt interessant hele vejen.
3. Anderson .Paak ‘Malibu’
Et af årets helt store gennembrud kan tilskrives Anderson .Paak, der i vinter med selvsikre skridt trådte ud af sin mentors, Dr. Dres, skygge, og det var det solbeskinnede ‘Malibu’, der ledte vejen. En vej belagt med alt fra funk og soul over jazz til psykedelia og hiphop, men som der i sin eventyrlystne, spraglede og hamrende originale helhed går rent hjem. Har man tilmed haft fornøjelsen af at fange Paak på en scene i løbet af året, burde enhver eventuel sidste tvivl om mandens insisterende talent (eller i hvert fald hans ret så overvældende charme) være gjort til skamme.
2. Kanye West ’The Life of Pablo’
Man kan sige meget om ’The Life of Pablo’ i lyset af hysteriet omkring udgivelsen og albummets evigt omskiftelige form – senest tilføjelsen af den stærke ’Saint Pablo’. Den største overraskelse var dog, at Kanye udgav et album uden en sammenhængende præmis – det var ikke et ’værk’ i samme forstand som tidligere set. Vi fik ikke en samlet pakke af nybrud, som det var tilfældet med ’Yeezus’ eller ’808s & Heartbreak’.
Ved første anskuelse en mindre skuffelse, men det stod hurtigt klart, at albummet ganske enkelt var en (ret lang og lidt rodet) samling af virkelig gode sange, som alle fremviste Kanye som den sublime producer, han er. Minimum 12 ud af nu 20 numre er mesterligt skruet sammen – fra ’Real Friends’ ømme selvransagelse og ’Ultralight Beams’ storladne gospel-rap til den house-pumpende ’Fade’ og ’Father Stretch My Hands Pt. 1’, der på egen hånd formåede at give Desiigner et gennembrud. Og hvis man får 12 så stærke Kanye-numre på én plade, så kan man i den grad leve med fyldet.
1. Beyoncé ’Lemonade’
Hun gjorde det igen. Ikke at vi havde regnet med andet…
Et nyt Beyoncé-album er efterhånden ophævet til kulturel begivenhed udover musikkens rammer, og ’Lemonade’ blev da også leveret med en tilhørende film og hele rygtebørsens mani over, at albummet efter alt at dømme var skrevet som én lang personlig proces over husbonden Jay Z’s utroskab.
Den perfekte facade krakelerede (endelig), og Beyoncé formåede med ét at udviske noget af det skel, der ligger mellem superstjernen og privatpersonen. Bey var såret, men agerede samtidig rollemodel ved at tage skæbnen i egen hånd og løbende igennem albummet elevere sig selv til en kvinde, der tager alle livets facetter med og bearbejder dem på sin egen måde. ’Lemonade’ er et kampråb – specielt til den sorte kvinde, men med et universelt budskab, der rummer det personlige plan i en politisk kontekst.
Musikalsk er albummet en magtdemonstration af forskellige stilarter, som understøtter de forskellige stemninger i den proces, som albummet så tydeligt illustrerer. Fra gyngende, Diplo-assisteret reggae på ’Hold Up’ og Jack White-befængt skærebrænder-rock på den iltre ’Don’t Hurt Yourself’ til den honkytonkede ’Daddy Lessons’ og de afsluttende hymner ’Freedom’ og ’Formation’.
’Lemonade’ er et next level-popalbum, intet mindre. En ny standard er lagt.
Læs også: Halvårets bedste udenlandske album: Top 20-11
Læs også: Halvårets bedste danske album: Top 10-1