»Hvor er det, jeg kender dig fra?« Det spørgsmål er den 40-årige skuespiller Judy Greer blevet stoppet med cirka en gang om dagen i de sidste 15 år. Så ofte, at hun har udviklet et særligt talent for ‘fan profiling’. Hun ser på din alder, dit køn og dit tøj, og hvis hun har god tid, spørger hun, om du er til tv eller film, indie eller blockbusters.
Det skriver hun i sin selvbiografi fra 2014 med den rammende titel ‘I Don’t Know What You Know Me From: My Life as a Co-Star’.
For mig ville hun ramme plet med både ‘Arrested Development’, ‘The Descendants’ og ’13 Going on 30′. Og en 20-40 andre film og tv-serier, som jeg har IMDb’et mig frem til, eftersom jeg ikke har været så heldig at løbe ind i hende.
Da jeg først blev opmærksom på Judy Greer, dukkede hun op overalt. Dér var hun som Phils forføreriske ekskæreste i et gammelt afsnit af ‘Modern Family’! Der var hun som Logans kone i ‘Masters of Sex’! Der var hun som Ant-Mans ekskone! Der var hun som Lily Tomlins kæreste i ‘Grandma’! (Man aner et mønster…) Det var små roller, men hun lyste altid op.
Judy Greer er opvokset omkring Detroit og er definitionen på den søde pige fra Midtvesten: smuk, men ikke uopnåelig, smilende, imødekommende og fuld af boblende energi. Hun er den perfekte servitrice, hvilket hun demonstrerer i rollen som Charlie Kaufmans drømmekvinde i ‘Adaptation’.
Lige under det lyse ydre ligger dog en kynisme, sardonisk humor og et træt udtryk i øjnene af at være lidt klogere end alle andre i rummet. Hun er sexet på en lidt skæv måde og får meget humor ud at spille mere slutty, end hendes pæne ydre antyder og mere udspekuleret, end hendes naive fremtoning insinuerer. Det fremgår blandt andet af hendes nok sjoveste og mest populære præstation til dato som Kitty Sanchez i ‘Arrested Development’ – George Bluths trofaste assistent, der truer Michael med at offentliggøre sprængfarlige dokumenter, når hun da ikke har travlt med at flashe ham med catchphrasen »say goodbye to these!«
Greer har været gæstestjerne i et hav af komedieserier – ‘Modern Family’, ‘Two and a Half Men’, ‘It’s Always Sunny in Philadelphia’, ‘Californication’, ‘BoJack Horseman’, ‘The Big Bang’, ‘Familiy Guy’, ‘My Name Is Earl’, ‘Just Shoot Me’ og senest ‘Archer’ – og hun stjæler altid scenerne med sin sødme, overgearede energi og perfekte komiske timing. Som her i rollen som Dees high school nemesis, Fatty Magoo.
Greer, der er klassisk trænet på The Theatre School at DePaul University i Chicago, er dog ligeså træfsikker i dramatiske roller, når hun får chancen. I ‘The Descendants’ spiller hun Julie Speer, George Clooneys komaliggende kones elskers kone, der først synes uvidende om affæren, men ender med at troppe op på hospitalet og sige farvel på vegne af sin vattede mand. Med 13 minutters spilletid formår hun at skabe en karakter med mange flere facetter end den søde, naive kone, der finder ud af, at hendes mand har bedraget hende. I hendes interaktioner med Clooney aner man, at hun fatter mistanke, men spiller rollen for at holde sammen med familien – hvorfor hun også tilgiver mand og elskerinde. Altså når hun lige har råbt lidt af komapatienten i en af filmens mest rørende og forløsende scener.
Grunden til, at jeg dykkede ned i Judy Greers karriere, var en artikel i The Week sidste sommer, der skabte debat med overskriften ‘The Judy Greer effect: Why a ridiculously talented actress gets stuck with so many thankless roles’. I 2015 spillede Greer med i hele fire sommerblockbustere, men med så små og kødløse roller, at selv ikke hun havde en chance for at skabe en karakter ud af dem: Hun spiller Bryce Dallas-Howards storesøster i Jurassic World, Paul Rudds ekskone i ‘Ant-Man’, en casting director i ‘Entourage’ og Caseys mor i ‘Tomorrowland’, som hun næsten blev klippet ud af. Vanity Fair har samlet hendes replikker i de fire film, og det er ikke imponerende.
Hvorfor får Judy Greer ikke mere saftige filmroller? Et svar kunne være Hollywoods mangel på interessante roller til kvinder over 40 – men Greer har altid spillet andenviolin. Før mor- og (eks)konerollerne blev hun typecastet som funky bedste veninde eller personlig assistent i romantiske komedier som ‘What Women Want’, ‘The Wedding Planner’, ’13 Going on 30′, ’27 Dresses’ og ‘Love Happens’.
Ikke et ondt ord om Jennifer Lopez, Jennifer Garner, Katherine Heigl eller Jennifer Aniston, men jeg ville langt hellere følge Judy Greer-karakterernes kærlighedsliv. I ’27 Dresses’ scorer Greers karakter, Casey, fx altid en forlover, mens Heigls Jane sidder hjemme og sukker efter sin dødsyge chef. »Snap out of it!« råber hun fornuftigt til Jane, inden hun får øje på brudgommens lækre fætter.
Greers egen teori er, at hun er populær i bedsteven-rollen, fordi hun er mere ‘opnåelig’ og ‘identificerbar’ end de glamourøse A-listestjerner, hun spiller overfor. Hvis Jennifer Lopez har en sjov og ‘almindelig’ bedste veninde, er hun lettere at relatere til, og tilskueren kan selv drømme om selv at blive veninde med J-Lo. Det virker som en korrekt teori, men ikke en fornuftig strategi fra Hollywoods side. Personligt synes jeg, at Judy Greer er mindst ligeså smuk som sine romcom-veninder – men hvorfor ikke skabe en hovedkarakter, tilskueren identificerer sig med?
I sin selvbiografi understreger Greer, at hun er glad for sin karriere og taknemmelig over, at hun har arbejdet non-stop siden teaterskolen. Alle film har brug for gode biroller, og Greer leverer gang på gang. »Hun er en instruktørs drøm«, sagde instruktøren Jamie Babbit i et interview med Women & Hollywood. Han har både arbejdet sammen med hende i FX-serien ‘Married’, som blev aflyst efter to sæsoner sidste år, og hyret hende i en sjælden hovedrolle i den desværre ikke så vellykkede mørke indie-komedie ‘Addicted to Fresno’.
»Hun er så sjov og unik, men hun kan også spille dramatiske scener. Hun er teknisk perfekt. Hun står på sin afmærkning uden at kigge. Hvis du beder hende om at græde på tredje stavelse af et ord, kan hun inkorporere det i sin præstation og få det til at se sømløst ud. Hun er sød, hun kommer til tiden, hun kan altid sine replikker«.
Greer er måske nok en lidt skæv type – og måske for sjov til at blive taget alvorligt som leading lady. Men jeg kan helt ærligt ikke finde én god grund til, at hun ikke er en større stjerne, end hun er. Det er der mange andre, der heller ikke kan, skriver Greer i sin selvbiografi og kommer med følgende svar til alle, der undrer sig:
»Det er ikke sådan, at der er en audition-blanket med et ‘hovedrolle’- og ‘birolle’-felt, og at jeg hele tiden kommer til at krydse af i birollefeltet. Måske er jeg ikke god/sjov/pæn nok? Jeg ved det virkelig ikke. Jeg prøver, men tro det eller ej, det er ikke så let at få en hovedrolle i en film. Men jeg lover dig (og mig selv), at jeg vil fortsætte med at prøve. Men for nu skal du vide, at jeg er meget glad for min karriere. Jeg arbejder hele tiden, og jeg kan stadig handle i Target uden sikkerhedsopdækning. Hvad mere kunne jeg bede om? Ok, du ved, hvad jeg mener. Men hvis du har lyst til det, er du velkommen til at starte en kampagne på mine vegne«.