’Den store venlige kæmpe’: Steven Spielbergs svageste film til dato

Cirka et kvarter inde i Steven Spielbergs CGI-tunge filmatisering af Roald Dahl-eventyret ’The BFG’ (på dansk ‘Den store venlige kæmpe’) begyndte følelserne at trænge sig på. Først som en snigende fornemmelse i maven, senere som en insisterende prikken under huden.

Som kæmpe Spielberg-fan har jeg igennem hele livet været vant til at blive ramt i hjertekulen og mærke nakkehårene rejse sig under mesterinstruktørens værker, lige siden jeg som 6-årig stortudende skældte mine forældre huden fuld for på kamikaze-pædagogisk vis at have udsat mit skrøbelige barnesind for umanerligt sørgelige ’E.T.’

Langt senere har ’Saving Private Ryan’ og ’Schindlers liste’ reduceret mig til en bunke kleenex i sofaen, ’Minority Report’ og ’Jaws’ er blevet slugt med tilbageholdt åndedræt, og jeg bliver aldrig træt af ’Jurassic Park’ og ’Catch Me If You Can’.

Episke feels er altså gerne en del af Spielberg-oplevelsen, men de følelser, der spirede i mørket i takt med, at ’Den store venlige kæmpe’ foldede sig ud, var fremmede. Selv ikke under fejlskuddene ’War Horse’ og ’Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull’ har jeg kæmpet med så overvældende en trang til at udvandre fra biografen før tid i ren skuffelse.

Britiske Roald Dahls syrede børneeventyr har alle dage tiltrukket Hollywood-maskineriet, fra ’Charlie and the Chocolate Factory’ til ’Matilda’, og siden den notorisk vanskelige forfatters død i 1990 er det alt andet lige blevet nemmere at få filmversioner af hans bøger realiseret.

Dahl var nemlig yderst karrig med at give sin velsignelse til filmgendigtninger og tordnede offentligt imod projekter, der ikke faldt i hans smag – fx afskyede han 1971-versionen af ’Charlie and the Chocolate Factory’ med Gene Wilder, hvilket i høj grad skadede filmens distribution (Dahl havde uden tvivl syntes bedre om Burtons langt mere dystert-komiske realisering med Johnny Depp som psycho-candyman i 2005).

Man forstår til dels hvorfor: Dahls fortællinger er ladet med mørk satire og ofte en god del seksuelle undertoner bag de karakteristisk finurlige sproglige krummelurer, og forfatteren sendte flere af sine mest populære børnebøger på markedet udelukkende så han kunne tjene penge til at penne langt mere saftige voksennoveller og romaner i fred.

At Hollywood så forvandlede eventyrene til tandløst tuttenuttede børnefilm var en kilde til pande-klaskende ’d’oh!’-irritation såvel som pervers morskab for manden bag (overvej blot for et kort øjeblik, hvad ’BFG’ også kan stå for … )

’Den store venlige kæmpe’ er historien om den bebrillede, handlekraftige børnehjemspige, Sophie (Ruby Barnhill), som en nat kidnappes lukt ud af sin seng af en enorm hånd tilhørende en venlig kæmpe; The Big Friendly Giant (Spielbergs nye yndlingsskuespiller Mark Rylance, som vandt en birolle-Oscar for instruktørens fremragende ’Bridge of Spies’).

Efter denne inciterende åbningsscene tager The BFG Sophie med til sit hjem i kæmpeland, hvor han lever en ensom tilværelse blandt de andre fladpandede, omvendt ondskabsfulde og langt større kæmper. Her erfarer Sophie, at BFG fanger drømme, som han med et trompet-lignende instrument blæser ind i menneskebørn og voksnes munde i nattens mulm og mørke.

Men herfra går det hastigt ned ad bakke.

BFG er en vemodig karakter, hvis pluddersprog og triste øjne vækker Sophie og publikums sympati, og Rylance gør en god indsats for at give kæmpen liv og følelsesmæssig dybde i CGI-omgivelserne, der dog desværre på ingen måde lever op til Spielbergs tidligere filmiske tryllerier. Enkelte momentant magiske scenarier og flygtigt geniale detaljer til side (særligt i filmens sidste tredjedel, der foregår på Buckingham Palace!), ønsker man inderligt, at instruktøren i langt højere havde prioriteret en mere stoflig, håndlavet scenografi over tidens skambrugte green screen-verdener.

Manuskriptet til ’Den store venlige kæmpe’ er skrevet af Melissa Mathison som også stod bag ’E.T.’, men de store forventninger gøres til skamme af en ujævn og ofte decideret kedsommelig dramaturgisk ørkenvandring, der gør det svært at bedømme, hvem ’Den store venlige kæmpe’ egentlig henvender sig til – pruttejokes og volapyksprog signalerer småbørnsfest, mens indsættelsen af det britiske militær mod de brutale kæmper, der voksenmobber BFG og æder børn som snacks, synes for voldsom kost for de mindste. Hertil er barneskuespillerinden Barnhill en temmelig anonym heltinde, stort set blottet for den indtagende energi, hovedrollen desperat kræver for at sætte fut i løjerne.

De to stjerner er ultimativt for en godmodig indsats og Rylances ekspressive mimik. ’Den store venlige kæmpe’ er hverken verdens eller årets værste film. Men det er Spielbergs ringeste, og det i sig selv er skuffelse af kæmpeproportioner.


Kort sagt:
Glem ’War Horse’ og ’Hook’; ’Den store venlige kæmpe’ er Steven Spielbergs svageste film til dato. En anstrengt pludrende, overraskende kedsommelig børnefilm med en komplet anonym heltinde og en Oscar-vinder fanget i kæmpens langlemmede CGI-krop. 7-årige vil muligvis fnise med, men voksne bør holde sig væk.

Spillefilm. Instruktion: Steven Spielberg. Medvirkende: Mark Rylance, Ruby Barnhill, Penelope Wilton, Jemaine Clement, Rebecca Hall, Rafe Spall. Spilletid: 1 time 57 min.. Premiere: Den 21. juli
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af