‘Finding Dory’ følger op på Pixar-klassiker med eminent morsom søgen efter identitet
»Havet er skønt«, sang krabben Sebastian i Disneys ‘Den lille havfrue’ i 1989, og det var det. Men først med Pixars visuelt overdådige ‘Find Nemo’ fra 2003 fik man for alvor lyst til at udvikle finner. Selv Ariel, den lille havfrue, var nok blevet i havet, hvis hun havde oplevet så mange nuancer af blå og mødt det farverige havdyregalleri, der blandt andet bestod af hajer på afvænning, en surfer dude-havskildpadde og selvfølgelig den nuttede klovnefisk Nemo, hans bekymrede far Marlin og den glemsomme blå kirurgfisk Dory.
Dory var i ‘Find Nemo’ sidekicket, der overstråler hovedkaraktererne med sin charmerende munterhed, naivitet, (dum)dristighed, iver efter at hjælpe og katastrofalt korte hukommelse – alt sammen mesterligt formidlet af Ellen DeGeneres’ boblende stemme. Med ‘Finding Dory’ indtager Dory velfortjent hovedrollen og får plads til at udfolde sin baggrund og personlighed.
Det giver karakteren nye dimensioner. Mens hendes manglende evne til at lagre ny information bliver brugt som komisk indslag og kontrast til kontrolfreaken Marlin i ‘Find Nemo’, bliver den her behandlet som en alvorlig kognitiv udfordring, der har skæbnesvangre konsekvenser.
Det ser vi i filmens åbning: et flashback til Dory som ultranuttet barnefisk med kolossale øjne. Hendes pædagogiske forældre (stemmer af Diane Keaton og Eugene Levy) forsøger at lære hende tricks til at finde hjem, når hun ikke kan huske, hvor hun er. Men en dag glemmer Dory dog at undgå understrømmen og bliver hvirvlet væk fra sit hjem.
I en montage, der vækker mindelser om Pixars ‘Op’ (2009) og frembringer næsten samme fugt i øjnene, ser vi Dory blive afvist af alle, hun spørger om vej, og glide længere og længere væk hjemmefra og væk fra mindet om sine forældre. Så møder hun Marlin (Albert Brooks), og efter redningsaktionen af Nemo (denne gang med stemme fra Hayden Rolence) bliver de to hendes surrogatfamilie.
Men da hun en dag pludselig kommer i tanke om sine forældre, er hun ikke i tvivl om, at hun straks må ud at finde dem. Marlin og Nemo tager med på missionen, som efter et par omveje leder dem til det californiske Marine Life Institute.
Marineinstituttet er en fantastisk legeplads for filmens opfindsomme actionprægede slapstickhumor og et mylder af originale karakterer: Den nærsynede hvalhaj, Destiny, to dovne og territoriale søløver med cockneyaccent (Idris Elba og Dominic West i skøn ‘The Wire’-genforening) og en gruppe havoddere, der er så nuser, at de bogstaveligt talt kan stoppe trafikken.
Vittighederne er tætpakkede, og tempoet går derudaf, men filmen glemmer aldrig sin emotionelle kerne: behovet for at finde sit ophav og identitet og fejringen af forskellighed. Dorys mentale handicap volder hende udfordringer, men giver hende også mod til at kaste sig ud på dybt vand. Ultimativt handler ‘Finding Dory’ om at omfavne usikkerhed og kaos som livsvilkår.
Kort sagt
Det er fantastisk at være tilbage i Pixars forunderlige og gakkede havunivers og se den elskelige og glemsomme Dory folde sig ud som hovedkarakter under sin søgen efter sine forældre og sin egen hukommelse. En ekstremt sjov, spændende og rørende fortælling, der fejrer forskellighed, mod og kaos.