Schoolboy Q’s ‘Blank Face’ er maksimalistisk gangstarap uden sidestykke
I de seneste år har Los Angeles-rapperen Schoolboy Q for alvor sigtet mod toppen, hvilket udgivelserne af ’Habits and Contradictions’ (2012) og ’Oxymoron’ (2014) må siges at være et ubestrideligt vidnesbyrd på.
For hver en farverig bøllehat han ejer, og for hvert et »YAWK, YAWK, YAWK, WAWK!«-ad-lib, han spytter, har Q vist sig som en af hjertet hardcore rapper, der sammenlignet med sine TDE-kollegaer Kendrick Lamar, Ab-Soul og Jay Rock eksperimenterer med de mørkere sider af hiphop. Med sine kompromisløse tekster om livet i hjembyen har han skilt sig ud som en rapper, der på ingen måde har behov for at undskylde for det rædselsvækkende liv, han har haft og til dels stadig lever.
’Blank Face’ er ingen undtagelse. Det er dystert og straight to the point. Allerede på albummets andet track, ‘Lord Have Mercy’, går Q lige til sagen og maler et tungsindigt billede af sin karriere generelt og af albummet især: »I’m a gangbanger, deadbeat father and drug dealer«, rapper han. Og på ’John Muir’ tager han lytteren på en næsten fire minutter lang tur ned ad memory lane. Det handler om hans tid i highschool, og det handler om hans udvikling fra en talentfuld studerende til en simpel 13-årig knægt udstyret med en pistol og en pose stoffer, der skulle pushes.
Selv om Schoolboy Q har hevet tunge navne såsom Kanye West, Vince Staples, E-40 og Anderson .Paak med i studiet, så er det hans egen fortællende stemme, der er epicentret for hvert track. Både lyrisk og musikalsk viser han sig fra en eksperimenterende, hidtil ukendt side. Måden han opvejer fordele og ulemper ved sin teenagelivsstil er velartikuleret og sofistikeret som aldrig før. Som når han bevæger sig mellem de maniske skrig på ’Str8 Ballin’ (»Straight ballin’ like a bitch«) og den dystre og deprimerende stemme, der insisterende siger »Black thoughts and marijuana, it’s karma« på ’Black THougHts’.
Han eksekverer hele fortællingen med en foranderlig og konverserende rapstil – nærmest som en ung Jay Z, der konstant ændrede sin stemme og udtale af ord. Han viser sin kunnen ud i alt fra klassisk a-a-b-b rim til syngende og melodisk rap over til en vrængende råben.
Produktionerne på er mindst lige så uforudsigelige som hovedpersonen selv. Den tunge baslinje på ’Tookie Knows II’, efterfølgeren til originalen fra 2012, krydres med et omklamrende klaver, og beatet er lige så spændende og opløftende, som det er nedslående. Dikotomien bliver kun forstærket af Q, der med stor energi rapper »Motherfucker I’m gangbanging« og øjeblikket efter udbryder »We might die for this shit«.
Men faktisk rulles hele artilleriet allerede ud på den opildnende åbner ’TorcH’, der lydmæssigt minder om alt andet end en åbner. Guitarstrøgene minder om ’Sacrilegious’ (åbneren på ’Habits and Contradictions’) og efterfølges af et skybrud af ad-libs og brusende, inderlige vokale udbrud, der i et kaos kaster lys over Q’s liv.
Takket være Kendrick Lamars omkvæd og den triumferende ’Man of the Year’-lyd på ’By Any Means’ når ’Blank Face’ ikke at dø som den dystre zombieapokalypse, albummet langt hen af vejen leder tankerne hen på. I et sammensurium af mørk hiphop er tracket en ubestridelig skrål-med-banger, ligesom det er tilfældet med ’THat Part’ featuring Kanye West og ’Dope Dealer’ med E-40.
’Blank Face’ er kort sagt en helstøbt og intens lytteoplevelse. Schoolboy Q’s sprudlende lyrik og uforudsigelige narrativ kombineret med den maksimalistiske og dystre lyd af gaderne i Los Angeles er en skarp efterfølger til ’Oxymoron’.
Kort sagt:
’Blank Face’ er en helstøbt, intens lytteoplevelse, hvor ikke to sange minder om hinanden. Den store diversitet adskiller albummet fra andre gangstarap-udgivelser og gør det udfordrende og svært at lytte til.