Julia Jacklins folkballader overbeviser ved at have noget på hjerte
Sommetider trumfer indlevelse originalitet. 25-årige Julia Jacklin har ikke lagt skjul på, at forbilleder som Fiona Apple, Anna Calvi og Angel Olsen har inspireret til sangene på debutalbummet ‘Don’t Let The Kids Win’, og skønt Jacklin ikke formår at nuancere udtrykket som Olsen, overbeviser hun ved at have noget på hjerte.
Den australske sangerindes musikalske præferencer svingede i pendulfart under hendes opvækst, hvor en tidlig fascination af Britney Spears blev afløst af forsangertjansen i et Evanescence-coverband og senere en forkærlighed for folkbandet Mountain Man. På ‘Don’t Let The Kids Win’ parres folk, country og pop på organisk vis, og Jacklin lyder som en sangerinde, der efter eksperimenter i forskellige konstellationer virkelig har fundet hjem.
Paradoksalt nok er albummet tematisk centreret om de år i midten af 20’erne, hvor mange stadig er på en rejse imod deres voksne jeg og fjumrer forvirret rundt i kærligheds- og familierelationer. De rolige trommeslag og det eftermiddagssløve guitarspil på ‘Pool Party’ understreger effektfuldt den melankolske besyngelse af kærestens stofmisbrug. »My heart is heavy when you’re high«, trygler Jacklins knækkende countryvokal på bittersød vis, så billeder af hendes ophav, det afsidesliggende Blue Mountains, tegner sig på nethinden.
Albummets sange er generelt karakteriseret ved en fin balance imellem sødmefuld nostalgi og skarpladt observation. Titelnummeret italesætter følsomt, men afklaret, den nødvendige accept af, at søskendebåndet gradvist løsnes med teksten: »Don’t let your sister walk down the aisle, without pulling her close, saying ‘I love you and it’s okay, if I don’t see you for a while’«.
Sine steder eksperimenterer Jacklin med instrumenteringen, som på ’Coming of Age’, der skiller sig ud med sin stampende puls og tunge guitarer, og ‘Leadlight’, der omvendt nuanceres diskret med et nostalgisk lydende ‘uh-uh’-kor.
Men ellers er udtrykket næsten statisk på albummet, hvor Jacklin dyrker balladeformatet i en minimalistisk, guitarklimprende indpakning. ‘Elizabeth’, ‘Sweet Step’ og ‘Same Airport, Different Man’ er alle gode sange, men som lytter savner man alligevel, at der er lidt mere på spil.
Kort sagt:
Julia Jacklin har begået et dybt charmerende debutalbum, hvor alle elementer går op i en højere enhed: Den knækkende, sødmefulde countryvokal, de observerende, personlige tekster og den minimalistiske instrumentering. Desværre indtager det guitarklimprende balladeformat lidt for meget plads.