’The Accountant’: Bourne møder Batfleck møder Rain Man
James Bond møder Jason Bourne møder Batman møder Rain Man.
Sådan kan man, hvis det skal være ultrakort, ridse indholdet i ’The Accountant’ op. Og det er både godt og dårligt. Godt, fordi grundideen centreret omkring filmens autistiske antihelt faktisk er prisværdig. Dårligt, fordi ’The Accountant’ vil alt for meget på en gang.
Hovedkarakteren i ’The Accountant’ er autisten Christian Wolff (spillet, som voksen, af Ben Affleck). Vi møder først Wolff som barn, hvor han og hans bror vokser op med en sadistisk militærfar, der gennem hele deres barndom flytter drengene rundt i verden. Faren lærer dem, at de aldrig må tage imod tæsk, men at de i stedet skal uddele dem. Han optræner dem derfor i den indonesiske kampsport pentjak silat, mens han fortæller sin autistiske søn, at »før eller siden så bliver folk skræmte af det anderledes«.
Som voksen har Christian Wolff udviklet sig til at være et matematisk geni. Han arbejder som revisor og hvidvasker (under dæknavne) uendelige summer af penge for forbrydersyndikater, narkogangstere og skumle statsledere. Samtidig er Wolff, for nu at sige det mildt, udfordret af sin autisme.
Han er socialt handikappet, er nærmest ikke i stand til at kommunikere med andre og kan heller ikke tåle at have øjenkontakt med andre mennesker. Han bliver også helt opslugt af de opgaver, han skal udføre, og hvis han ikke får lov til at afslutte en opgave, går han amok. Derudover bliver han nødt til at slå sig selv på skinnebenet med en træstav for at få den indre uro til at forsvinde. Klassisk Asperger.
Wolff bliver hyret af hightech-firmaet Living Robotics til at gå deres regnskaber igennem og undersøge, hvordan det kan være, at omkring 70 millioner dollar er forsvundet. Her møder han en anden revisor, Dana Cummings (Anna Kendrick), og da de to pludselig kommer på sporet af, hvem der har taget pengene, får de en flok yderst effektive hit men på nakken.
Frem til dette punkt er instruktør Gavin O’Connor (’Warrior’ og ’Miracle’) og manusforfatter Bill Dubuques film sympatisk og medrivende. Moralen er, at autister kan bibringe samfundet og omverdenen noget. Og at de ikke bare er til gene for andre. Men derefter kuldsejler fortællingen. Christian Wolff går fra at være en omvandrende lommeregner til at være en hårdtslående actionhelt, og filmen udvandes i ikke færre end fem forskellige spor, der har ualmindeligt svært ved at blive troværdigt forbundet.
Vi følger FBI-bossen Ray King, der er på vej på pension og truer den unge agent Marybeth Medina til at finde ud af, hvem ’The Accountant’ er. Vi aner, at rigmanden Lamar Blackburn fra Living Robotics måske ikke har rent mel i posen. Vi får – i utallige flashbacks – fortalt Christian Wolffs vej fra den strenge opvækst til et fængselsophold, hvor han lærer kunsten at vaske penge hvide. Og endelig introduceres den mystiske lejemorder Braxton, hvis veje uransageligt må krydse Christian Wolffs.
Giver det så overhovedet mening? Næ, for det hele ender i ren, uforfalsket action, hvor Ben Affleck lige så godt kunne være iført Batmankostume i stedet for sit nørdede revisorlook.
Og selvom Afflecks stenansigt undervejs tør en lille smule op, sidder vi tilbage og ser forundrede til, mens alle de ædle autistmotiver fordufter. I takt med, at matematikgeniet-revisoren-lejemorderen-martialartseksperten-skarpskytten Christian Wolff iskoldt eliminerer sine fjender en efter en.
Kort sagt:
’The Accountant’ har en sympatisk mission: At autister ikke bare er freaks, men at de faktisk også har noget at tilbyde omverdenen. I stedet for at forfølge den originale fortælling vælger Gavin O’Connor dog den alt for sikre vej. Resultatet er en uforløst actionfilm med så mange subplot og (vild)spor, at ellers glimrende skuespillere som J.K. Simmons, Jeffrey Tambor og John Lithgow slet ikke kommer til deres ret.