Hiss Golden Messengers enkle sangkunst folder sig med tiden ud som saftspændte kronblade

MC Taylor har i kraft af projektet Hiss Golden Messenger etableret sig som en af det seneste ti års vigtigste stemmer på americana-scenen, der ellers samlet set kæmper en kamp i let modvind for at fremstå som et lige så relevant og forfriskende alternativ til populærmusikkens mere flygtige modeluner end omkring årtusindskiftet, hvor navne som Lambchop, Wilco, Ryan Adams og Lucinda Williams satte en anderledes tydelig dagsorden.

Måske det er derfor, Taylor langsomt men støt har bevæget sig i en mere folkrocket, for ikke at sige folkpoppet, retning på sine seneste udspil? Det er i hvert fald den nemme konklusion at drage, når man stifter indledende bekendtskab med de mere polerede klange og det mindre skæbnetunge og mindre mytisk-ekspressive tekstunivers på ’Heart Like a Levee’.

Ens fornemste opgave som lytter er i sagens natur at lytte – og at gøre det tålmodigt. Det vil sige igen og igen. Viser man ’Heart Like a Levee’ den tillid, folder de umiddelbart enslydende og enkelt konciperede sange sig ud som saftspændte kronblade.

’Happy Day (Sister My Sister)’ er et godt eksempel på, at indtrykket af en simpel strumalong hvilende på et fundament af Taylors ikke just smægtende nasale stemmepragt ved nærmere indtryk giver vej for en gospel-influeret country-soul-hymne båret af ganske stor instrumentel præcision og nuancerigdom.

Taylor blander sin bedragerisk simple sangskrivning op med en Van Morrison-fornemmelse for at lade blæsere og kvindelige backingvokaler formidle små pirkende åbenbaringsøjeblikke. Den formel perfektionerer han særligt på slutnummeret ’Highland Grace’.

Taylor lykkes med sit greb – det simple, der viser sig at have flere lag, når man skræller lidt i det – flere gange på ’Heart Like a Levee’. Man savner måske nok det nedbarberede drama med stærke religiøse undertoner fra ’Bad Debt’ (2010) eller den udfoldede og sære vision på ’Haw’ (2013) af et Amerika, der er som taget ud af en Cormac McCarthy-roman.

I denne ombæring har Taylor slået sig til tåls med en mere ordinær iscenesættelse af americana-genreparaplyens jordholdige gevækster. Men ordinær skal i så fald forstås i ordets bedste betydning: Som det at skabe solidt håndværk med en holdbarhed, der trumfer døgnfluens kortvarige opflammen.


Kort sagt:
MC Taylor skriver holdbare sange med udgangspunkt i en pænt afstemt americana, der trækker veksler på folk, poprock, country-soul og gospel. Sange der måske ikke gør det store væsen af sig, men som ved nærmere bekendtskab viser slidstyrke, hvis man som lytter gider at investere noget i lytteoplevelsen.

Hiss Golden Messenger. 'Heart Like a Levee'. Album. Merge/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af