’Raw’: Grænseoverskridende kannibal-ungdomsportræt sætter sig i kroppen

CPH PIX: Når en filmscene, der består af en brasiliansk voksbehandling mellem to søstre, tilsættes en portion ildevarslende nærbilleder, en stor saks, en schæferhund og en masse blod, skulle man tro, at den kvalmefremkaldende kreativitet har toppet.

Men i den franske-belgiske, CPH PIX-aktuelle ’Raw’ er den først lige begyndt. Heldigvis er der dog en dybere mening med de eksplicitte uhyrligheder, der efter sigende fik tilskuere under en visning på Toronto-festivalen til at besvime.

16-årige Justine er dedikeret vegetar og har aldrig hverken spist eller smagt på kød. Under introdagene på veterinærstudiet presser de ældre studerende hende dog til at spise kaninlever som en del af et ydmygende ritual. Det er en af mange af dyrelægestudiets traditioner, som hun går med på, fordi mor, far og storesøster øjensynligt har gennemgået det samme på deres første år.

Den grænseoverskridende udfordring fører dog sære bivirkninger med sig. Den unge teenager får lyst til mere kød, og umiddelbart er hun svært ligeglad med, om det er stegt, kogt eller råt – bare hun får det med det samme. Justine, der ellers nok har hovedet med sig, får pludselig svært ved at koncentrere sig om studierne. Hun begynder at gumle sit eget hår, imens hun bare venter på, at hun kan sætte tænderne hårdt i en tilfældig fyrs underlæbe under weekendens festlige udskejelser.

’Raw’ lægger sig ligesom andre franske horrorfilm som ’Martyrs’ og ’Inside’ i slipstrømmen af genren New French Extremity, der har chokeret sit publikum med skrækindjagende realisme, kloge fortællinger og grænseoverskridende modbydeligheder. Julia Ducournaus modige debutfilm minder dog i lige så høj grad om den danske genrefilm ’Når dyrene drømmer’, der også intelligent blandede uhyggelig fantasi med en stærk coming-of-age-fortælling.

En af de største styrker i ’Raw’ er nemlig, at den blodige kannibalistiske fortælling bliver brugt til at skildre genkendelige følelser, som især mange unge piger i dag slås med. Den 16-årige teenager flytter hjemmefra, starter på et nyt studie og føler sig i den grad anderledes fra resten af de studerende. Som tilskuer mærker man Justines smerter på sin egen krop, idet mange af scenerne nærmest fremkalder fysiske reaktioner på fortællingens alternative billeder på spiseforstyrrelser, social angst, feminisme og hævnporno.

Efterhånden som Justine lægger sin barnlige uskyld fra sig, begynder de dyriske instinkter at tage over, og det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at vi befinder os på dyrlægestudiet. Det er ikke første gang, at teenagerens spirende seksualitet beskrives gennem gysergenrens effektive virkemidler, men sjældent er det gjort så præcist, at ens krop føles lige så beskidt som livets mest ydmygende walk of shame.


Kort sagt:
’Raw’ er et chokerende og grænseoverskridende ungdomsportræt, der med sine eksplicitte og kannibalistiske scener gnaver sig ind under huden på selv den mest standhaftige tilskuer og faktisk siger mere om teenagetraumer end de fleste traditionelle dramaer.

Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted

Spillefilm. Instruktion: Julia Ducournau. Medvirkende: Garance Marillier, Ella Rumpf, Rabah Nait Oufella, Laurent Lucas. Spilletid: 95 min.. Premiere: Vises 31. oktober samt 2. og 7. november under CPH PIX
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af