‘Seoul Station’: Forløber for ‘Train to Busan’ gør splatteriet samfundspolitisk
CPH PIX: Zombiegenren har det seneste årti flyttet sig fra at være kult til mainstream med verdens mest populære serie ‘The Walking Dead’ som spydsspids. Alligevel er det nok de færreste – om nogen – der kan mindes den sidste animerede, koreanske, samfundspolitiske zombiefilm, de så.
’Seoul Station’ er en slags prolog og forløber til Yeon Sanghos egen live-action-zombiebasker ‘Train to Busan’, der finder sted natten op til hændelserne i ‘Train to Busan’. Vi følger en række tragiske eksistenser fra samfundets laveste klasser, der skal forsøge at redde sig selv, da en zombievirus bryder ud på Seouls hovedbanegård. Den tidligere prostituerede Hye-sun er på flugt fra sin fortid sammen med sin inkompetente døgenigt af en kæreste, Ki-woong, der forsøger at skaffe penge til huslejen ved at pimpe hende ud til fremmede på nettet.
Det udløser et skænderi, der adskiller kæresteparret, men da de første løbende kadavere gør deres indtog, bliver det hurtigt en kamp om at finde hinanden i krisestunden.
Den koreanske instruktør og manuskriptforfatter Yeon Sanghos har tidligere haft succes med animationsfilm for voksne med ‘The King of Pigs’ og ‘The Fake’, og faktisk var ’Train to Busan’ hans første live action-film.
Fælles for alle Sanghos film er deres samfundspolitiske lag, som i ‘Seoul Station’ viser sig fra første scene, hvor to unge fyre står foran Seouls hovedbanegård og diskuterer værdien af sundhedspleje for alle, da en blodindsmurt ældre mand halter forbi dem. Den ene af fyrene opfordres til at hjælpe, men vender hurtigt om, da han erkender, at manden stinker og bare er hjemløs.
Den hjemløse, Hye-sun, Ki-woong og de andre karakterer, vi støder på undervejs, befinder sig alle i en ulige kamp mod et verdenssyn og system, der hylder princippet om, at alle må klare sig selv i kampens hede. Og det er dette egoistiske verdenssyn, som er under kritisk lup i ‘Seoul Station’, der viser, hvor mange ofre vores selvoptagede tankegang kan skabe i en krisesituation.
Selvom det er udfordrende at tilhøre Seouls underklasse, er det nemlig ingenting i sammenligning med, hvad der sker, når et zombieudbrud får myndighederne til at opstille busser som blokader, mens kranførte vandkanoner holder de paniske, måske smittede folkemængder på deres side af afspærringen.
Fortællingens hjerte er således på rette sted, og det løfter filmen op som mere end hjernedødt splat, ligesom i George A. Romero zombieklassiker ‘Dawn of the Dead’ (1978), der var en kritisk allegori over det amerikanske samfunds forbrugermentalitet.
Selvom filmens monotone tegnestil giver Seouls trange gader en labyrintisk følelse, der øger zombieflugtens intensitet, bliver det dog en smule trættende at se på i længden. Seoul er gengivet realistisk, men stilen mangler personlighed og karakter.
Kort sagt:
‘Seoul Station’ hæver blikket over det gængse zombiesplat og leverer en kritisk, samfundspolitisk fortælling om et verdenssyn og system, hvor det er hver mand for sig selv.
Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted