Justice skuer ud over efteråret med kulørt disco-kavalkade
Justice tilbyder en nødvendig sprække i det massive efterårsmørke med deres generøse og elektrisk ladede dansemusik. Strygerfladerne hvirvler som serpentiner ud over ’Woman’, hvis største kvalitet er, at det rummer muligheden for at plante et solidt cirkelspark i nosserne på den danske november.
Bassen sidder fra første færd lige så sikkert i sine 4/4-beats som gruppen af klaves i et skoleorkester. Og med sin til tider musicalagtige stemning, der fletter kærligt provokerede korvokaler ind gennem synthfladerne, er det svært ikke at lade sig rive med ind i Justices episke stilunivers. Ærkefranske Gaspard Augé og Xavier de Rosnay styrer et graffitiovertrukket højhastighedstog af upbeat 80’er-falset, og destinationen er klar: De vil (endnu en gang) bringe discoen tilbage.
Dette værk er som at træde ind i en forlystelsespark, en af de hyggelige vel at mærke, med rollerdisco og en vejrudsigt, der forudsiger kaskader af konfetti fra loftet. Duoen selv forbliver på overfladen af det mere dybtstikkende følelsesregister og sørger i stedet for at skabe en glødende fyraftensfest for den musikalske middelklasse.
Den charmerende scorereplik »use your imagination as a destination« i kombination med en påtrængende, næsten utålmodig higen efter at nå frem til droppet, gør et nummer som ’Pleasure’ til et signaturudspil for duoen. Men de sigter også glimtvis højere rent ambitionsmæssigt, især på de to efterfølgende numre: Den instrumentale, mere skurkeagtige ’Alakazam!’ og den lidt spøjse ’Fire’, der begge fremstår som overbevisende godt nået i mål gennem skiftevis harmoniske og kontrastprægede rundgange.
Udgivelsen rammer, ligesom duoens forudgående, plet med dens uprætentiøse og nysgerrighedsvækkende hooks samt overraskende lange, velfungerende electropop-kompositioner. Den bas- og tangentbårne repetition er tilsat opkvikkende gimmicks af percussion og klokkespil, så kuløren på denne konstante fremadbevægelses ydre spraymaling aldrig falmer.
I betragtning af deres efterhånden store anseelse og erfaringsbaserede melodibevidsthed virker det trods alt næsten for nemt for franskmændene for eksempel at kalde et af numrene ’Chorus’. Det er, hvad det er, men når der så umiddelbart følger et mere skitsepræget interlude-nummer, der næsten lyder som én lang keytarsolo, kaldet ’Heavy Metal’, bevæger vi os altså helt ud i selvironiens overdrev.
Et af albummets højdepunkter er til gengæld ’Stop’, der ligefrem genopfinder begrebet call and respond. ’Woman’ er ud over sit weekendpræg i det hele taget absolut velegnet til både at stresse af sted på cyklen eller gøre hovedrent, og for de ekstra vinterhalvårs-ramte er det befriende, at Justice netop nu kommer til undsætning med så helstøbt et surpriseparty, at man glemmer tid og sted.
Kort sagt:
Justice mestrer deres vekslende vokalbårne og instrumentelle passager til fulde. Dette storladne synth-epos prøver dog ikke på noget tidspunkt at foretage et sporskifte ind i mere ukendt kompositorisk land, men forbliver langs skinnerne mod en tidstypisk, elektronisk ekspansiv four-to-the-floor-pop.