’Truman – venner for livet’: Hjerteskærende og deadpanhumoristisk film om venskab og kræft

Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke havde de store forventninger til ’Truman – venner for livet’. Og det skyldes hverken instruktøren, skuespillerne eller det faktum, at det er en spansk film. Det skyldes snarere, at der er gået inflation i tragikomiske indiefilm, der handler om venskaber, som afbrydes af kræftsygdomme. Fra ’Me and Earl and the Dying Girl’ til ’En flænge i himlen’.

’Truman’ er netop en melankolsk komedie om venskab og kræft. Hovedrollen, den pragmatiske Tomás, er flyttet til Toronto med sin kone og sine børn, men tager på en fire dages tur tilbage til sin gamle hjemby, Madrid, for at hjælpe sin ældste ven, den impulsive teaterskuespiller Julián.

Julián lider af uhelbredelig kræft, og det bliver derfor mere en afskedstur end en genforeningstur. Begge bliver de mere og mere bevidste om, at det højt sandsynlig bliver sidste gang, de nogensinde ser hinanden. Og begge er de nervøse for at italesætte det. Erindringssamtaler udskydes, og i stedet fokuserer de på praktiske forhold omkring Juliáns nært forestående død.

Barndomsvennerne begiver sig rundt i det smukt fotograferede Madrid for at få styr på det sidste. For selv når døden lurer om hjørnet, er der teknikaliteter, der skal på plads: Hos en bedemand, der ligner en forretning for designermøbler, bliver de præsenteret for de forskellige valg: kiste eller kremering? Og hvilken type urne? Skal den kunne stilles på en hylde, begraves i jord eller opløses i havet?

Beslutningerne er mange – men ingen overgår Juliáns største dilemma: Hvad skal der ske med hans mangeårige følgesvend, hunden Truman, når han er død? Et dilemma, som Tomás har lidt svært ved at forstå. Er hunde ikke bare ligesom planter, der skal vandes og have lidt sol, men ellers bare passer sig selv?

Handlingen lyder måske klichefyldt. Men heldigvis er her ingen obligatoriske indie-quirky karakterer. Her er ingen forløsende, tilbageskuende samtaler a la »kan du huske dengang, vi… (indsæt livsbekræftende oplevelse)«. ’Truman’ er nærmest en anti-indie-feelgood-film med sin underspillede deadpan-humor. For selvom fortællingen er forudsigelig, bæres filmen af de nærværende skuespiller, den jordnære tilgang til døden og ikke mindst af lækre billeder og lyd, der gør Madrid sanselig.

En klog instruktør sagde engang, at bare fordi skuespilleren græder, betyder det ikke, at publikum græder. Og det er præcis ’Truman’s styrke. Her er der ikke behov for følelsesmæssige vulkanudbrud. Som i livet ligger det hjerteskærende i de små detaljer: et forsinket smil, et forstående blik og et uventet kram. Det er den slags handlinger, der tvinger tårerne frem. ’Truman’ er simpelthen klog på livet.