’The Space in Between: Marina Abramovic and Brazil’: Performance-stjernen er for selvhøjtidelig i ny film
Den 69 årige, serbiske performancekunstner Marina Abramovic er berømt for at udsætte sin krop for ekstrem smerte.
I sin første performance i Edinburgh i 1973, ’Rhythm 10’, lagde Abramovic tyve knive foran sig, som hun skulle bruge til at spille en runde knivspil. Hun tog en af knivene op, lagde den anden hånd på gulvet, spredte sine fingre og begyndte at stikke kniven frem og tilbage i åbningerne mellem huden. Da kniven skar hul, og blodet begyndte at strømme, stoppede kunstneren og lagde den skarpe genstand tilbage. Så tog hun en ny kniv og gentog processen – tyve gange i alt.
Målet var, som det ofte er i Abramovics forestillinger, at konfrontere kroppens fysiske begrænsninger, men udførelsen handlede også om at inddrage publikum og udforske sindets muligheder og begrænsninger.
I ’The Space in Between: Marina Abramovic and Brazil’, der er instrueret af den brasilianske filmskaber Marco Del Fiol og skrevet af Abramovic, bliver man desværre aldrig pirret af den ellers så provokerende kunstner. Abramovic er taget til Brasilien, hvor hun blandt andet besøger en healing-klinik og en shaman, bliver smurt ind i ler og drikker store mængder af den psykedeliske te ayahuasca. Den anerkendte kunstner er taget ud på en spirituel og navlebeskuende rejse af den enkle grund, at hun er såret i sjælen.
»Jeg kan tackle fysisk smerte, men ikke emotionel smerte«, uddyber Abramovic via en højtidelig voice-over, der flyder gennem det halve af filmen og giver et, tilsyneladende, dybt indblik i kunstnerens tanker.
Abramovics personlige fortælling om kærlighedssorg binder filmen troværdigt sammen, men rejsen byder efter en stund på lidt for mange afstikkere. For udover at filmen handler om kunstnerens personlige opgør med sig selv, handler den også om hendes virke som kunstner. Vi lærer om hendes kreative proces og inspirationskilder. Vi får serveret en lang tale om, hvorfor hun mener, kunst er vigtigt, mens vi ser billeder af mennesker, der virkelig nyder at opleve hendes kunst. Den fragmenterede stil og selvforherligende tone klæder ikke filmen.
Mest hæmmende er det dog, at filmen sjældent opfordrer til refleksion. Som tilskuer bliver man aldrig rigtigt udfordret. Det er overraskende, når vi har at gøre med en kunstner, der har været besat af tanken om at inddrage publikum i sine værker i mere end 40 år.
Der er dog højdepunkter, som da Abramovic har en hvid kjortel på og står med lukkede øjne alene i et vandfald. Slowmotion-billeder akkompagneres af et hypnotisk soundtrack. Sensationsværdien er her ikke længere Abramovic, hendes fantastiske karriere eller hendes tanker om kunsten og livet. Billederne står på egne ben, og man rammes af hendes sorg. Kortvarigt.
På et tidspunkt udtrykker Abramovic, at det har været en vigtig rejse for hende, men det er svært for os andre at føle det samme.
Kort sagt:
Dokumentaren om performancekunstneren Marina Abramovic og hendes spirituelle rejse til Brasilien skildrer kunstnerens hjertesorg, men kun med sporadisk held. Man savner den inddragende, grænsesøgende kraft fra hendes øvrige kunst.