Under en ferie i Texas’ udkantsområde forvilder fem teenagere, Kirk, Jerry, Pam og de to søskende Sally og Franklin, sig ind i en lokal slagterfamilies gård, hvor de bliver myrdet og – tilsyneladende – spist af familiens udviklingshæmmede voksne søn.
Det kunne lyde som en hvilken som helst slasherfilm fra 80’erne, men ’The Texas Chainsaw Massacre’ eller ’Motorsavsmassakren’, som den passende hedder på dansk, er alt andet end standard. Da den blot 30-årige Tobe Hooper i 1974 udgav filmen, kunne han næppe have forudset de enorme indvirkninger, filmen ville få, og i dag er navnet alene nok til at sende kuldegysninger ned ad rygraden på selv de hårdeste gysernørder.
Nicolas Winding Refn udtalte i et interview med Information i 2003, at det var genrens mest slagkraftige film. »Den giver én billeder på nethinden, som man slet ikke troede, man havde«.
Disse billeder er makabre, ofte på grænsen til det dystopiske: En mand klædt i et slagterforklæde og en maske lavet af menneskehud jagter en skrigende kvinde med en brølende motorsav. Bestialske blodsudgydelser. Et middagsselskab hos kannibaler. El-værktøjer, der flår gennem kød. Mange af disse billeder skabes alene ud fra filmens omdømme.
’Motorsavsmassakren’ er en af slashergenrens grundpiller, en film, der blev fulgt op af tre efterfølgere op gennem 80’erne og 90’erne og siden har fået tre remakes.
Spejler splittelsen i USA
Det er dog ikke disse efterfølgere, der har været ’Motorsavsmassakren’s vigtigste arv. I stedet er det dens indflydelse på den moderne gysergenre. Med andre ord forstår man ikke genren, hvis man ikke forstår ’Motorsavsmassakren’.
Men hvad influerede filmen selv? Filmen sprang ud af en opbrudstid: Vietnamkrigen, som var en total fiasko, en svækket økonomi og Watergate-skandalen, der havde afsat Nixon, kun to år før filmen blev udgivet, havde efterladt USA i choktilstand.
Det var en tilstand, der i den grad påvirkede datidens gyserfilm. For hvem behøvede vampyrer og rumvæsner, når sønner blev flået i stykker på den anden side af kloden, og demonstranter blev skudt ned af politifolk?
’The Texas Chainsaw Massacre’ var da også inspireret af virkelige begivenheder og tematikker. Leatherface var baseret på seriemorderen Ed Gein, der også gav inspiration til ’Psycho’s Norman Bates og senere ’Silence of the Lamb’s Buffalo Bill. Konflikten i filmen – den arbejdsløse slagterfamilie, der angriber de unge, som repræsenterer fremskridt og urbanisering – spejler samtidig den splittelse, som fandt sted i det amerikanske samfund.
Det er en problemstilling, der igen er blevet relevant: I en tid, hvor Donald Trump er USA’s næste præsident og Brexit en realitet, er det nogle gange sundt at få et indblik i menneskets mørkeste væsen.
To meter høj outsider
Afsættet i virkeligheden kan også spores i selve produktionen af filmen. Ved at bruge ægte locations får vi et realistisk billede af kannibalfamiliens gård, der rum efter rum afslører sine rædsler. På grund af det lave budget var Tobe Hooper og hans hold nødsaget til at bruge 16 mm-film, en lavere kvalitet end den traditionelle 35 mm. Det giver filmen en grov, dokumentarisk æstetik.
Skuespillerne bag rollerne på de fem unge mennesker fulgte stilen ved at fastholde deres roller uden for optagelserne for at give et mere realistisk portræt af, hvad der ellers er relativt endimensionelle roller. Så ja, Franklin var øjensynligt en lige så stor nar, når kameraet var slukket, som han fremstår i filmen.
Uden for dette fællesskab stod skuespilleren bag Leatherfaces maske, Gunnar Hansen. Den næsten to meter høje mand var isoleret fra resten af skuespillerne for at give hans intimiderende figur den maksimale effekt på hans intetanende ofre, når de endelig skulle stå ansigt til ansigt med ham.
Det er den klassiske historie inden for lavbudgetproduktioner om et filmhold, der opnåede succes gennem rendyrket talent, opfindsomhed og viljestyrke snarere end finansiel støtte og banebrydende effekter.
Og denne dedikation ses tydeligst i den klimatiske middagsscene, der er en af de få sekvenser i filmhistorien, som har fanget ren terror på film. Scenen blev filmet over 27 timer, hvilket både kan ses og mærkes på skuespillernes vanvittige mani. Gunnar Hansen skar Marilyn Burns, skuespillerinden der spiller Sally, i hånden, da han ikke kunne få tuben med falsk blod til at virke, og han var for udmattet til at fortsætte under den intense sydstatsvarme.
Resultatet er som en grusom feberdrøm, hvor kameraet frenetisk skifter mellem ultranære billeder af Sallys blodsprængte øjenæble og svajende indstillinger af den maniske kannibalfamilie, der ydmyger og håner hende. Uden de intense skuespillerpræstationer ville scenen aldrig have fungeret, hvilket måske forklarer, hvorfor den kun er blevet parodieret senere, og hvorfor remaket fra 2003 helt undgik den.
Den originale Leatherface er gruopvækkende
Markedsføringen udnyttede filmens tematikker og dokumentariske æstetik. Som de første ord, man hører i den originale biograftrailer, lyder: »What happened was true… The most bizarre and brutal series of crimes in America«.
Den vigtigste del af filmens marketing var dog dens mest ikoniske aspekt, Leatherface selv. Han blev vist frem på plakater og i trailers til den originale film, og de efterfølgende film i serien udbyggede en mytologi omkring ham, på samme vis som ’Friday the 13th’-filmene gjorde det omkring Jason Vorhees, seriens ishockeymaskebeklædte morder.
Hvor Leatherface i den efterfølgende film var mere komisk end skræmmende, er den originale version simpelthen gruopvækkende. Hans pludselige voldsudbrud, hans families foragt for ham og hans manglende evne til at tale forståeligt leder i dag tankerne hen imod Hatard fra filmen ’Ulvepigen Tinke’ (2002) – hvis da Hatards evne til at føle empati var skiftet ud med et bundløst had imod alt, der ikke er hans egen familie.
Med sin massive krop, der fylder en hel døråbning, og hans styrke, som er stor nok til, at han umotiveret kan svinge en kvinde rundt i sin favn, er han grundlaget for næsten alle andre skurke inden for slashergenren, fra Michael Myers til Jason Vorhees.
Filmens arv rækker længere end bare slasherfilm fra 80’erne. Den har været afgørende for de moderne gyseres filmsprog. ’The Blair Witch Project’ (1999), der selv startede en bølge af found footage-film, kørte marketingstrategien fra ’Motorsavsmassakren’ ud i det ekstreme. De tre involverede skuespillere blev meldt savnet i en viral kampagne, der bildte folk ind, at det, de så i filmen, var virkelige optagelser.
’Saven’, som den kaldes blandt kendere, har samtidig lagt grundlaget for den såkaldte body horror-genre på grund af dens ry for at være utroligt voldelig. Den bliver da også ofte nævnt i sammenhæng med genreinstruktører som Rob Zombie, Eli Roth og mest prominent Quentin Tarantino, der har udnævnt den som den bedste grindhouse-film i historien.
Frygt og væmmelse
Det er ironisk, da den faktisk er ganske tam, når det kommer til eksplicit vold. Tobe Hooper har selv udtalt, at han gik efter, at filmen fik en relativt blød PG-bedømmelse fra censurinstansen MPAA (i modsætning til en X-rating) ved kun at inkludere meget lidt blod og holde mange af dødsscenerne offscreen.
Det lykkedes ham naturligvis ikke, og selvom filmen ikke er nogen ’Martyrs’, manipulerer den sit publikum til at tro, at de ser mere, end de egentlig gør. Fra første scene, hvor hurtige belysninger af et opgravet lig virker som en appetitvækker til, hvad der følger, ryster ’Motorsavsmassakren’ sit publikum gennem hentydninger og implicit vold. På en måde er ’Motorsavsmassakren’, som Refn antydede, mest uhyggelig, når man lukker øjnene.
Stemningen er understøttet af et soundtrack som umuligt kan kaldes for ’musik’ i klassisk forstand. Diskantlyde af buldrende metalplader, industribor og negle, der slibes hen over en tavle, blandes med brummen fra Leatherfaces motorsav og bilradioens dystre nyhedsopslag. Det er som at lytte til en hel fabrik direkte fra Dantes syvende cirkel af helvede, og det gør selv de mest uskyldige indstillinger, som en panorering over en gruppe af slagtekalve, intimiderende.
’Motorsavsmassakren’ er ganske enkelt en af de mest skræmmende film, der har set dagens lys. Det er en film, der fremkalder en fysisk reaktion af frygt og væmmelse. Som gysermesteren Wes Craven siger det i et interview fra 2012:
»‘The Texas Chainsaw Massacre’ ligner, at nogen stjal et kamera og begyndte at slå folk ihjel«.
’Motorsavsmassakren’ bliver vist i Cinemateket i København lørdag den 10. december, søndag den 18. december, torsdag den 22. (med introduktion) og torsdag den 29. december. Læs mere her.
Læs også: Find baseballbattet frem og lad jagtgeværet: Vores guide til de bedste zombiefilm derude