Find baseballbattet frem og lad jagtgeværet: Vores guide til de bedste zombiefilm derude

Mælkehvide øjne, smagen af menneskekød og silhuetter af hænder, der uohørligt banker på vinduerne.

Alle har et forhold til zombier, og selvom nogle måske har fået levende døde til kvalmegrænsen, er de stadig en af gysergenrens mest ikoniske skurketype. De startede dybt racistisk som en eksotisk bømand i rejsejournaler som William Seabrooks ’The Magic Island’ fra starten af det 20. århundrede, men genren har i dag en afgørende plads i film såvel som videospil, bøger og tegneserier.

Zombiegenren er relativt simpel at tilgå: Zombien har sjældent anden motivation end et fundamentalt behov for menneskekød, chokfaktoren er bagt ind i genren selv, og vore helte kan være lige så generiske, som det passer filmskaberen. Når først én karakter bliver bidt og skjuler det fra gruppen, er dramaet til at tage og føle på.

Det er genrens styrke, at man kan udlede hvad som helst ud fra denne enkelthed. Der er uanede mytologiske og symbolske muligheder.

Den hypede sydkoreanske zombiefilm, ’Train to Busan’, er aktuel på CPH PIX, mens den originale ‘The Girl with All the Gifts’ netop har fået dansk premiere. Vi benytter lejligheden til at dykke ned i det bedste, genren kan tilbyde – fra det morsomme til det rædselsslagne.

6. ’Return of the Living Dead’ (1985)

Da en flok unge punkere, der ligner, at de er kommet direkte fra settet på ’The Warriors’, bestemmer sig for at stene på en kirkegård, samtidig med at en nærliggende fabrik spilder giftgasser, ved vi alle, hvilken vej vinden blæser. Og før du kan nå at stønne braaaaaains, står de døde ganske rigtigt op fra deres grave og begynder at guffe punkernes hjerner i sig.

Efter successen ’Night of the Living Dead’ (se længere nede på listen) gik instruktør George Romero og forfatter John Russo hver til sit, og Russo fik rettighederne til alt med titlen ’Living Dead’, mens Romero selv fortsatte serien under nyt navn.

Resultatet af Russos fortsatte arbejde blev ’Return of the Living Dead’ (instrueret af Dan O’Bannon på afbud fra Tobe Hooper). Filmen kan umiddelbart virke generisk, men det er dens fokus på zombiernes natur, der for alvor skiller den ud. For i modsætning til tidligere udgaver af de reanimerede lig kan zombierne i denne film løbe (hvis de da stadig har benene til det), bruge værktøjer, føle smerte og sågar tale.

Det er særligt det sidste element, som her er afgørende, for zombierne bliver så meget desto mere skræmmende, når de får en egentlig personlighed. ’Return of the Living Dead’ gør glimrende brug af denne egenskab ved blandt andet at lade zombierne bestille takeaway à la politi- og ambulancefolk direkte fra politiradioen.

Men der er mørkere og mere forstyrrende elementer i denne sorte komedie, så som da et halvråddent lig skriger, at hun kan mærke hendes krop rådne op, mens en anden zombie vælger at acceptere sin skæbne og hoppe ind i krematorieovnen. Der er med andre ord langt mere ved denne umiddelbart fjollede 80’er-gyser, end man skulle tro, specielt for en film, som indeholder en komplet umotiveret stripdans på kirkegården.

‘Rec’ (2007)

Som navnet antyder, er den spanskproducerede film ’[REC]’ filmet som en found footage-film, hvor kameraet samt kameramanden er fysisk til stede i filmen. En sjælden genre-kombination.

Hele Jaume Balagueró og Paco Plazas film finder sted i et lejlighedskompleks, der er under karantæne på grund af en begyndende zombievirus. Så hvor faren i de fleste zombiefilm truer uden for de overlevendes forsvarsposition, er de i ’[REC]’ låst inde med de levende døde. Samtidig er zombierne hurtige, hvilket betyder, at deres chokfaktor er så meget desto større, da de kan hoppe ud fra hvor som helst på et hvilket som helst tidspunkt.

Disse elementer samt den fysiske tilstedeværelse af kameraet skaber en gyselig paranoia. Det er en følelse, filmen fastholder helt op til et af de mest nervepirrende klimakser set på denne side af ’The Silence of the Lambs’.

Så gå i øvrigt uden om den amerikanske version, ’Quarantine’, og se i stedet ’[REC]’, der vil få dig til at klamre dig om det nærmeste armlæn af rædsel.

4. ’Braindead’ (1992)

Næsten et årti før han instruerede ’Ringenes herre’, var Peter Jackson kendt for sine groteske lavbudget-gyserfilm som ’Bad Taste’, ’The Frighteners’ og ’Braindead’.

Selv i en genre, som er kendt for sine store mængder af blod og indvolde, når ingen anden zombiefilm sidstnævnte til knæhaserne. ’Braindead’ er mest kendt for scenen, hvor vores modvillige helt, Lionel, finder plæneklipperen frem fra haveskuret og slår sig løs i et rum fyldt med zombier. En scene, der er lige så psykotisk, som den er morsom.

Men dette makabre klimaks er blot kulminationen på en film, der scene for scene hæver niveauet for vanvittige scenarier. Vi er vidner til alt fra en præst, der kan kung fu, til et middagsselskab med en flok liderlige zombier og en tur i parken med en djævelsk zombiebaby. Resultatet er en film, der bedst kan beskrives som ’Looney Tunes’ på speed.

Samtidig fungerer filmen som et fascinerende stykke filmhistorie, der på sin egen vis foregriber de ting, Peter Jackson blev kendt for senere: De banebrydende specieleffekter, de kreative monsterdesigns og den innovative kameraføring.

3. ’Shaun of the Dead’ (2004)

Edgar Wright er elsket blandt filmnørder, nærmest på niveau med Quentin Tarantino. Det skyldes ikke mindst hans genrekærlighed, humor og prægnante visuelle stil, som ikke mindst kommer til udtryk i debuten ’Shaun of the Dead’.

I en tid, hvor alle zombiefilm efterlignede Danny Boyles ’28 Days Later’, virkede denne sorte komedie som et friskt pust ved at finde inspiration hos den originale ’Dawn of the Dead’ komplet med zombier, der slæbte sig af sted i stedet for at løbe i fuldt sprint.

Men hvor mange elementer er hentet fra fordums storværker, er filmens satire moderniseret. Så i stedet for forbrugerkultur er det folks manglende opmærksomhed på den omkringliggende verden, der sættes på spidsen. Et tema, der perfekt fremvises, da den titulære Shaun skal i kiosken for at hente Cornettos og stavrer forbi et begyndende zombiedommedagsscenarie.

Som alle Wrights film er det især den intelligente brug af genrekonventioner og små detaljer, der gør ’Shaun of the Dead’ til noget helt specielt. Statister, der ses i baggrunden, kommer senere igen som zombier, og i en running joke kommenterer karaktererne Shauns stadigt rødere og rødere skjorte.

Og så er det en film, der i den grad føles britisk. Baseballbat og skydevåben skiftes ud med et cricketbat, og i modsætning til den typiske amerikanske actionhelt er Shauns store plan at barrikadere sig selv og sine venner inde på den lokale pub og nyde en god pint, mens helvede bryder løs.

2. Trilogy of the Dead (1968-1985)

George A. Romeros originale zombietrilogi, ’Night of the Living’ Dead’, ’Dawn of the Dead’ og ’Day of the Dead’, er universelt elskede film, hvis indflydelse på moderne gyserfilm er umiskendelig.

Alle tre film flyttede grænsen for niveauet af vold, der kunne vises på film, samtidig med at de kickstartede en intellektuel refleksion over zombien, ikke som et monster, men som en analogi for vestlige samfundsproblemer.

I ’Night of the Living Dead’ repræsenterer de en hvid folkemængde, der er klar til at lynche den sorte hovedperson. Zombierne i ’Dawn of the Dead’ er en satire på amerikansk forbrugerkultur. Bygningen, de overlevende søger tilflugt i, er denne gang et stort supermarked, og synet af zombier, der stavrer umotiveret rundt til lyden af en munter supermarkedsjingle, er så ikonisk, det er blevet et nærmest fast kendetegn for zombifiguren.

Med ’Day of the Dead’ gav Romero slip på de to tidligere films dybere tilgang til zombien, og de fungerer udelukkende som bloddryppende piñatas.

I stedet er det mindeværdige karakterer som den fascistiske sergent Rhodes og den trænede zombie Bub, der gør ’Day of the Dead’ til den bedste af de tre film. Dette fokus på karakterdrama gør samtidig filmen til den tydeligste inspirationskilde for moderne takes på genren, fra ’28 Days Later’ til ’The Walking Dead’.

De mange remakes og Romeros senere, pinagtige forsøg på at lave en ny zombietrilogi, blegner i sammenligning med de originale. Stadig de bedste amerikanske zombiefilm, der nogensinde er lavet.

1. ’Zombi 2’ (1979)

Kært barn har mange navne, og afhængigt af hvilken del af verdenen du kommer fra, går Lucio Fulcis uofficielle efterfølger til ’Dawn of the Dead’ under alt fra ’Zombie Flesh Eaters’, ’Zombie’, ’Zombi 2’ eller min personlige favorit: ’Voodoo: Rædslernes grønne ø’.

Men hvad der umiddelbart er et skamløst forsøg på at udnytte ’Dawn of the Dead’s enorme finansielle succes i Italien, er ved Fulci hånd en dybt original film, der den dag i dag står som den bedste zombiefilm nogensinde.

Hvor amerikanske udgaver af genren i 80’erne fokuserede på, hvor groteske de kunne få deres zombier til at se ud, er zombiedesignet i ’Zombi 2’ lige så simpelt, som det er effektivt. De fleste af dem er dækket af et tykt lag mudder og orme, hvilket giver dem et mere realistisk, skræmmende præg end deres amerikanske fætre og kusiner.

Zombierne er samtidig nådesløse. De nøjes ikke med at rive deres stakkels ofre itu som tændstikmænd. I stedet bliver deres ofre langsomt ædt og fordærvet, mens kameraet slubrer hver en detalje i sig: Fra en kvinde, der får punkteret sit øjenæble mod en træsplint i et ekstremt nærbillede, til én, som får struben bidt over i en fontæne af blod. Giallo-genrens popularitet var muligvis dalende ved indgangen til 80’erne, men italienerne havde stadig et diskutabelt forhold til deres kvindelige ofre.

Nævnte jeg, at filmen indeholder en scene, hvori en zombie kæmper imod en haj? Det gør den.

CPH PIX & Soundvenue præsenterer: Årets store togzombiehit, ‘Train to Busan’

Læs også: Stor guide: Her er de bedste skæve vampyrfilm i nyere tid