’Sherlock’ sæson 4 afsnit 1: Ét af seriens bedste og mest modige til dato
Der har sjældent været så stort pres på en tv-serie, som der var på ’Sherlock’, da BBC’s samtidsserie om Arthur Conan Doyles storsnudede, speedsnakkende mesterdetektiv endelig vendte tilbage nytårsdag.
’Sherlock’ er en af de mest hypede tv-serier i verden, og forventningerne var bristefærdige efter Holmes’ længste hi til dato. Hele tre år er der gået siden det seneste reelle afsnit, ’His Last Vow’, hvori Sherlock koldblodigt likviderede Lars Mikkelsens skurk og blev sendt i eksil af storebror Mycroft – blot for at blive kaldt tilbage få minutter senere, da hans ellers meget døde ærkefjende Moriarty pludselig dukkede op på alle tv-skærme i landet.
Samtidig havde serien noget at bevise efter sidste års kaotiske og skuffende specialafsnit ’The Abomidable Bride’ (‘Den afskyelige brud’), ligesom tredje sæson fra 2014, uden ligefrem at falde igennem, var seriens svageste til dato.
Men hvis nogen var begyndt at føle, at ’Sherlock’ havde det hele i munden, så fik de svar på tiltale i den aldeles fremragende sæsonåbner ’The Six Thatchers’, seriens bedste episode siden dens foreløbige højdepunkt, ’The Reichenbach Fall’, der lukkede sæson 2 for fem år siden.
Som serien efterhånden har fået for vane, lod den cliffhangeren om Moriartys posthume plan hænge lidt endnu. Men det tilgiver man let, når afsnittet så sømløst blander seriens største kvaliteter i 90 perfekt afstemte og pacede minutter, der bød på vanligt velskrevet revolverdialog, visuel legesyge, lynhurtig detektivisk deduktion, veloplagt pingpong mellem de populære karakterer, et utal af underfundige interne jokes samt en følelsesmæssig uppercut til kæben trukket helt nede fra kanvassen.
Frem for Moriarty fokuserede afsnittet især på Mary, Watsons viv med den dunkle fortid, som blev belyst gennem en række flashbacks.
Den forhenværende agent og nybagte mor skubbede gennem meget af episoden sin godlidende husbond ud på sidelinjen, og skønt man til tider savnede dynamikken mellem Benedict Cumberbatch og Martin Freeman, så har Amanda Abbington også skabt en stærk karakter, som gav Sherlock morsomt modspil gennem episoden. Og Martin Freeman fik rig lejlighed til at spille sig ud i den følelsesmættede finale.
Vejen dertil gik over en mørklægning af Sherlocks mord på Charles Augustus Magnussen, en række obskure sager opklaret via smartphone af en FOMO-fobisk Sherlock, en barnedåb, en fatalt fejlslagen fødselsdagsoverraskelse, seks smadrede Margaret Thatcher-buster, et USB-stik og en virtuost velkoreograferet slåskamp mellem Sherlock og Ajax, Marys forhenværende partner og nuværende snigmorder in spe.
Afsnittets tonale glidning fra dur til mol var uhyre smidig, og trods det høje (men ikke for høje) fortælletempo fik de knugende karakterøjeblikke tid og rum til at trænge ind. Klimakset var det vendepunkt, som hele serien har peget frem imod: Momentet, hvor Sherlocks (og seriens?) karakterbrist, hans selvsikre arrogance, fik ubodelige konsekvenser for dem, han holder af.
Det var et tragisk øjeblik, som blev forstærket af tre dybfølte pragtpræstationer fra Cumberbatch, Freeman og Abbington, og med sig bragte det en følelse af uundgåelighed og uigenkaldelighed, som vil præge serien gennemgribende fremadrettet.
En modig åbner på en sæson, som man nu kun kan have endnu højere forventninger til.
Kort sagt:
Tre år efter det seneste reelle afsnit er ’Sherlock’ tilbage i topform. ’The Six Thatchers’ var genialt godt skrevet, visuelt veloplagt, og med dybfølt spil af Benedict Cumberbatch og Martin Freeman i en fatalistisk og følelsesmættet finale skriver sæsonåbneren sig direkte ind på top 3 over seriens bedste afsnit til dato.
Læs også: Anmeldelse af ‘Sherlock’-specialafsnittet ‘Den afskyelige brud’