»Husk dette navn: Maggie Rogers«.
Ja ja, Jimmy Fallon har det med at være overentusiastisk, men i Maggie Rogers’ tilfælde er det berettiget. Stjerneskuddet har netop udgivet sin fornemme debut-ep ‘Now That the Light Is Fading’, og i går fik hun så sin tv-debut i Fallons talkshow med gennembrudssinglen ‘Alaska’, som i sin tid startede hype-maskinen efter det famøse Pharrell-klip.
Og sikke en optræden: Ærlig, smuk og bundcharmerende. Fra den ømme vokal til Rogers’ entusiasme og (hvis man ser udover poseringerne i starten) uprætentiøse scenetilstedeværelse, der munder ud i en serie pulserende dansetrin.
Husk dette navn: Maggie Rogers. Nu sagde jeg det også…
Maggie Rogers giver en udsolgt Soundvenue Session i DR Koncerthusets Studie 3 i marts.
Læs anmeldelse: Maggie Rogers ‘Now That the Light Is Fading’