’Big Little Lies’: Kidman, Witherspoon og Dern redder fjerde stjerne hjem til ny HBO-serie
Hvis HBO havde skabt ’Desperate Housewives’ og skiftet Teri Hatcher ud med en række Oscar-vindende skuespillerinder, havde serien båret ikke så få ligheder med første halvdel af ’Big Little Lies’, der tager sig ud som elitær soap på spillefilmbudget, tilsat HBO-dramaseriernes karakteristiske blå-tonede filter som visuelt røgslør for manglende dramaturgisk dybde.
Den hvide overklasse præsenteres i et postkortlækkert Californien, hvor infinity-pools og enorme arkitektvillaer ikke formår at camouflere, hvordan utroskab, intriger og et mordmysterium drypper malurt i Swarowski-bægret.
Ulykke kan nemlig også regne fra en blå himmel, Chardonnay-sippende rigmandsfruers liv er langt fra nogen dans på roser, karrierekvinder gambler med deres menneskelighed, og lækre mænd med skægstubbe er nogle slamberter!
Skal det forestille at være HBO’s moderne bud på en seriøs ’kvindeserie’ oven på årtiers mandsdominerede dramasucceser, er det en uoriginal fuser i meget dyrt gavepapir, tænkte jeg lettere indigneret og overvejede at stå af toget to timer inde i seriens samlede syv.
Ikke desto mindre hang jeg på, og det har jeg dig, kære læser, mistænkt for også at ville gøre. Først og fremmest ansporet af Nicole Kidman, Reese Witherspoon og Laura Derns samlede og svært underkendelige star quality.
Da den enlige mor Jane (Shailene Woodley) flytter til kystbyen Monterey med sin seksårige søn Ziggy, mødes hun med venlighed af snakkesalige Madeleine (Witherspoon) og statueskue Celeste (Kidman).
Madeleine er gift med tøffelhelten Ed (Adam Scott), men savner passionen fra sit første ægteskab med Nathan (James Tupper), som nu danner par med yogainstruktøren Bonnie (Zoë Kravitz). Til sammenligning er Celeste på overfladen lykkeligt gift med den yngre Perry (Alexander Skarsgård), med hvem hun har både nuttede tvillingesønner og hed PDA, der gør byens sladretasker grønne af misundelse.
Glansfacaden dækker imidlertid over et voldeligt forhold, hvor parrets sexliv er uløseligt forbundet med overgreb. Besidderiske Perry slår Celeste, der skammer sig over sine egne forvirrede følelser af kærlighed og had.
Her er det nærliggende at drage visse paralleller til biografaktuelle ’50 Shades Darker’, men i modsætning til filmfadæsens glorificering af den flotte, voldelige mand, forsøger ’Big Little Lies’ i stedet at gå mere i dybden med misbrugsforholdets dynamik og konsekvenser.
Blå mærker, angst og terapiforløb er langt fra sexede, og alligevel vover serien sig ud på kontroversiel, men ikke urealistisk grund, når Celestes begær som en regulær junkie vækkes af Perrys farlige voldsomhed. Og selvom Skarsgårds jakkesætsklædte røvhul er en kliche, og handlingsforløbet ikke overrasker, snupper Kidman flere af seriens bedste scener, i takt med at Celeste ser sin situations alvor i øjnene.
Andetsteds udmærker Dern sig ligeledes mindeværdigt som den magtfulde forretningskvinde Renata, der spyer ild, da datteren Amabella (jep, Amabella) anklager Ziggy for at have taget kvælertag på hende.
Drengen benægter, men mor Janes nye hjem forvandler sig til et hidsigt hvepsebo, hvor intelligente kvinder reduceres til mudderkastende hystader på privatskolens parkeringsplads, og seriens voldstema næsten overskygges af skinger stereotypificering af overklassefruer, der hører mindre renommerede serienetværk til.
Endelig har vi mordmysteriet, der i ’Desperate Housewives’-stil introduceres i første afsnit og klæber til plottrådene som en gumpetung påhængsmotor: Nogen vil blive myrdet og en anden blive morder, og den vakse seer vil have løst de fleste gåder længe inden sidste akt.
Kidman og Witherspoon har produceret ’Big Little Lies’, og i en tid, hvor der stadig er mangel på film for og om kvinder over 40, er det indlysende, hvorfor de to er blevet tiltrukket af en dramaserie med problemstillinger, der rent faktisk berører kvinder på deres egen alder (mord angiveligt ikke medregnet).
Derfor er det også irriterende, at manusforfatter David E. Kelley (’Ally McBeal’) og instruktør Jean-Marc Vallée (’Dallas Buyers Club’, ’Wild’) insisterer på at skrue maks op for soap-elementerne, som stoler han ikke på, at interaktionen mellem nogle af Hollywoods fremmeste skuespillerinder er nok til at holde seerens interesse fangen.
Værst er ’Big Little Lies’ evindelige flashforward-kommentarer fra kvindernes ’bekendte’, der i en fremtidig forhørssituation på politistationen verbalt korsfæster samtlige hovedroller som hjerteløse kællinger og psykopater og som et ondsindet, græsk kor spyer farverige mordkonspirationsteorier helt ude af trit med seriens øvrige tone.
Efter Madeleine og hendes blide mand Ed for eksempel har skændtes lidt, fremturer en stemme højdramatisk: »Krads i overfladen på enhver James Stewart, og hvad finder man? Charles Manson!«
Som blev Ed til Perrys kvindemishandler blot ved at hæve stemmen.
Ro på.
Kommentarsporet er unødvendigt fjollet, og selv som metaironisk kritik af samfundets skadefro og manglende empati for smukke, privilegerede kvinders ulykke, mister grebet mening i en serie, der et langt stykke ad vejen dyrker hver en forudindtaget fordom om sine karakterer; Man skærer en lille smule tænder, når kvindegruppens mest skarptungede medlemmer Madeleine og Renata ved flere lejligheder redeligt omtales og omtaler sig selv som ’bulldogs’ uden den mindste kritiske refleksion.
HBO vandt oprindeligt rettighederne til Liane Moriarty eponyme bestseller efter en intens budkrig og investerede ambitiøst i instruktør Vallée, der står bag samtlige afsnit. Alligevel fremstår ’Big Little Lies’ som et lidt ordinært serieværk, der udelukkende hiver sin fjerde stjerne i land takket være power-trioen Kidman, Dern og Witherspoon, med god support fra Woodley og Kravitz.
Kvinderne spiller sig hårdnakket ud af manuskriptmoradset og overvinder seriens ujævne start for at skabe oprigtigt interessante karakterer ud af papfigurerne. Fra midtvejsmærket og frem er ’Big Little Lies’ umærkeligt løftet til et niveau, hvor det er svært ikke at føle sig underholdt, om end vi stadig befinder os i guilty pleasure-segmentet snarere end blandt HBO’s seriesværvægtere.
Kort sagt:
Manden bag ’Ally McBeal’, David E. Kelley, forfalder til ’Desperate Housewives’-soap-klicheer i HBO-miniserien ’Big Little Lies’, der efter en ujævn start dog reddes af det velspillende cast med Nicole Kidman, Reese Withspoon og Laura Dern i front.
Anmeldt på baggrund af de seks første afsnit.