Basvirtuosen Thundercat er befriende ukonventionel, groovy og grotesk på ‘Drunk’

Stephen ’Thundercat’ Bruner er en af de få artister, der kan forene pophoveder og avantgardister på tværs af genrer, æraer og instrumenter. Selv har han været medlem af såvel thrash metal-bandet Suicidal Tendencies som jazz fusion-orkestret West Coast Get Down, og amerikaneren kan på sit tredje album også præsentere et kulørt line-up af gæster, der er de færreste plader forundt.

Selv om der umiddelbart er langt fra Brainfeeder-bossen Flying Lotus og saxofon-fænomenet Kamasi Washington til koryfæer som Kenny Loggins og Michael McDonald – for slet ikke at tale om Kendrick Lamar, Wiz Khalifa og Pharrell Williams – deler alle de medvirkende dog et fodfæste i den californiske muld. Det samme gælder for Thundercat selv, der – selv om han har turneret det meste af verden – stadig er en hjemmefødning, hvis verden udgår fra Los Angeles.

Således er han på mange områder en sammensat personlighed, der eksekverer freejazzede bassoloer med samme selvfølgelighed, som han dyrker alt fra konsolspil til katte – og altså også alkohol, hvis man skal tro titlen og pladeselskabets presseforlæg. Her står der nemlig, at albummets projekt er at undersøge, hvordan druk som en integreret del af musikkulturen er en evig inspirationskilde, men også åbner muligheden for at lave kunst »from an honest place«, som der står.

Thundercats eklektiske karakter står da nærmest også i et 1:1-forhold med musikken på ’Drunk’, der med dens korte numre, hyppige temposkift, polyfoniske karakter og dissonante klangflader ved første lyt kan fremstå rodet og fragmenteret. Der er umiddelbart også stor forskel på numre som West Coast-steneren ’Drink Dat’, den salonpoppede ’Walk On By’ og det hallucinatoriske helvedesridt ’Tokyo’, der indgyder fornemmelsen af at se ’Lost in Translation’ som timelapse – hvis ikke det var fordi Stephen Bruners synkoperede basspil, fløjlsbløde falset og psykedelisk-prosaiske tekster som en anden Hr. Kanin ledte os igennem det på en gang groteske, grafiske og groovy univers.

Man fornemmer da også hurtigt, at der er tale om en overlagt strategi fra Thundercat, når han i overensstemmelse med anslaget i ’Alice i Eventyrland’ starter med at sende os ned i kaninhullet på åbneren ’Rabbit Ho’: »Let’s go hard, get drunk and travel down a rabbit hole«.

Men netop fordi Thundercat som regel har en ræv bag øret, kan hans tekster til tider også være svære at afkode, hvilket både tjener til deres kunstneriske kompleksitet, men også udfordrer deres oprigtighed. Det gælder for eksempel på hyldesten til hans kat Tron på ‘A Fan Mail (Tron Song Suite II)’, der med sit miav-hook lyder som en tankestrømmende refleksion over de herligheder, et katteliv måtte byde på, uden andet end denne selvhævdende konklusion til følge: »It’s cool to be a cat«.

Uden skyggen af ironi og i skærende kontrast hertil står til gengæld det næste nummer, den nærmest dødsdriftende ’Lava Lamp’, som med sin indfølte vokal og syntetiserede harpespil ikke efterlader nogen tvivl om, hvor genuin teksten er. Og som outroen ’DUI’, der henviser til den amerikanske udtryk for at køre i påvirket tilstand (Driving Under the Influence), indikerer, er det måske netop mellem disse to poler, at albummet skal kendes: »Sometimes you’re alive, sometimes you are dead inside«.

Det samme gælder i hvert fald også nøglenummeret ’Let Me Show You’. Her forenes Thundercats inspirationer i form af henholdsvis yachtrock-kongerne Kenny Loggins og Michael McDonald og aspirationer om at lave musik af et ærligt hjerte, og nummerets tematisering af kontrasten mellem lys og mørke opfylder på den måde også albummets programerklæring på fineste vis.

---

Kort sagt:
Thundercat er en original og befriende ukonventionel artist, der med sine virtuose baslinjer, konkrete lyrik og bløde vokal kan vinde de fleste ind i hans ellers groteske univers af dyr, drugs og depression. Selv om det måske ved første lyt kan lyde som en stor joke, lurer der alligevel en alvor i mange af teksterne, som giver dem en kunstnerisk kompleksitet, men nogle steder også udfordrer deres oprigtighed.