’Do Donkeys Act?’: Æselfilm a la Jørgen Leth eller Werner Herzog
CPH:DOX. Æslet er et sødt og muligvis underkendt dyr. Men bliver vi klogere på os selv som mennesker og vores forhold til andre arter ved at kigge ind i deres brune øjne og vibrerende næsebor?
Ikke umiddelbart i David Redmon og Ashley Sabins filosofiske og lidt påtaget poetiske dokumentar ‘Do Donkeys Act?’. Filmen følger livet som æsel på fire æselinternater i Storbritannien og Nordamerika, der åbenbart redder tusindvis af æsler fra misrøgt. Det får vi dog først at vide i en eftertekst.
Filmen leverer ingen fakta eller baggrund på æslet som dyreart, der traditionelt er kendt som et stædigt slavedyr og hestens uglamourøse slægtning, ej heller en egentlig fortælling. Vi er tættere på Jørgen Leth end den klassiske oplysende naturfilm.
Med Willem Defoes bløde og hypnotiske fortællestemme, der performer en form for langdigt, opfordrer filmen os ganske enkelt til at iagttage æslet. Se æslet, når det går, når det står, når det løber, når det spiser, når det skryder, når det sover, når det føder, og særligt når det bliver rygtet af mennesket.
Filmen viser det tvangsdomesticerede æsel, der modvilligt får raspet tænder, beskåret hove, klippet sin pels, vasket og masseret. Mennesket holder æslet fanget, men giver det også kærlighed. Ikke desto mindre ser det lige så trist ud som Æsel i Peter Plys, når det står spærret inde i stalden – og glad, når det slippes løs på marken om foråret. Har vi det ikke alle sådan? Det er ikke ligefrem et overraskende budskab, at dyr såvel som mennesker er kommet ud af kontakt med naturen.
Det er hyggeligt at høre æslerne gumle deres foder, og der er fin musik i lyden af æselhove, der rammer jorden, når de løber ud på folden. Det bliver dog også en smule kedeligt i længden, og den højstemte Wener Herzog-wannabe-stemme løfter ikke niveauet for mig – tværtimod.
»Jeg stirrer. Fordybet. Æslet lader sig selv betragte. Men det kigger på mig. På dig. Jeg ser mig selv set, nøgen i et æsels blik«. Når jeg ser på æslet, ser jeg stadig bare et sødt hestedyr med lange ører og en lidt enerverende tendens til at larme.
Kort sagt:
Med en højstemt fortællestemme og et undersøgende blik på æslet som dyr forsøger ‘Do Donkeys Act?’ at formidle en poetisk sandhed om menneskers forhold til dyr og natur. Det bliver dog mest ved påstanden. Æslerne er søde, men filmen har ikke gjort mig klogere på deres eller min egen sjæl.
Læs også: Alle vores CPH:DOX-anmeldelser samlet på ét sted