KOMMENTAR. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været temmeligt stor fan af Gorillaz fra starten, men i høj grad siden ‘Demon Days’. Det skyldes i høj grad Damon Albarn, uden tvivl. Hans enorme spændvidde fra The Good, The Bad & The Queen, Mali Music og solokarrieren (og Blur. Blur!) er svær ikke at være helt forpustet over. Særligt med tanke på, at det altsammen er projekter, der allesammen stadig lever i et eller andet omfang.
Men hvor stor min beundring for Damon Albarns vidtspredte musikalske palette-afstikkere end er, så er det Gorillaz’ evne til at skabe et virtuelt parallelunivers, der er mindst lige så dragende og vedkommende som musikken i sig selv, der i min optik gør, at Gorillaz hører til blandt de mest betydningsfulde bands i indeværende årtusinde.
Gorillaz er blandt Damon Albarns mest legesyge projekter og det understreges ikke mindst hans medsammensvorne Jamie Hewletts tegnede karakterer, forsanger 2D, guitarist Noodle, trommeslager Russel Hobbs og bassist Murdoc Niccals, der fra starten har udgjort bandet.
Da Gorillaz startede – nærmest som et sideprojekt – var idéen med at lave et tegneserieband en klar kommentar til den spirende digitalisering og øgede anonymisering, der med realityshows i stigende grad spredte sig i musikbranchen. Hvis man kunne få en musikalsk karriere på at spille en rolle, hvorfor så ikke opdigte bandet på et tegnebræt?
Den umiddelbart tossede idé voksede til at være Gorillaz’ klare dna, der i høj grad får dem til at stikke ud og holder bandet levende. Det var revolutionerende dengang, men kunne sagtens være stivnet i tiden som en retrospektivt kitschet gimmick, som Aqua, nu-metal og spikes i håret. I stedet minder det mere om David Bowies leg med persona i 1970’erne.
Gorillaz’ fire faser
Sideløbende med det selvbetitlede debutalbum, ‘Demon Days’ og ‘Plastic Beach’ kørte Gorillaz et vildt fascinerende website, der først centrerede sig om tegneseriebandets fiktive Kong Studios i Essex. Det var dengang, man selv aktivt skrev websites ind i browserens søgefelt og ikke skulle bruge et socialt medie for at få informationer.
På deres site klikkede du dig rundt i studiets fiktive lokaler, hvor du blandt andet kunne finde dæmoner på lokummerne, bassisten Murdocs vrag af en autocamper og den port til helvede, han havde åbnet i kælderen. Når du klikkede dig rundt i bygningen stødte du både på minispil, community boards, lydbidder, samples og små clues til Gorillaz’ næste annoncering.
De såkaldte Phase 1 og 2 – det vil sige de første versioner af sitet – blev endda udgivet på dvd:
Phase 2 og 3 var henholdsvis en videreudvikling af Kong Studios og øen fra ‘Plastic Beach’-coveret. Det, den i sig selv legesyge og fascinerende website gjorde godt, var i høj grad at aktivere fans omkring universet. Det fungerede både som afsæt og hjemsted for diskussionen af massevis af fanteorier om både musikken og karaktererne.
Videoerne til ‘Demon Days’-singlerne var en del af universet og udgjorde handlingsmæssige puslespilsbrikker til narrativet. Det før ret harmløse univers var lige pludselig strøet til med krigsæstetik, der stikker ud på numre som på lyriksiden på ‘Kids With Guns’ og i videoen til ‘El Mañana’, hvor Noodles idylliske, flyvende vindmølle-ø blev skudt ned af kamphelikoptere. Imens faldt bomberne i virkelighedens Irak og Afghanistan.
Kommentarerne på ‘Plastic Beach’ var mindst lige så tydelig i sin symbolik – tag bare albumtitlen. Med ‘Plastic Beach’ begyndte Gorillaz for alvor at spille live-koncerter, så deres digitale tilstedeværelse mistede en vis valør. Under live-optrædener med musikere i kød og blod blev tegneserieuniverset for parallelt og endte som et bagtæppe, mens optrædenerne indimellem kandiderede til en slags karikatur. Der var en overgang en fare for, at det kun var musikken, der skulle tages seriøst, mens universet udenom reelt var ligegyldigt. Til gengæld afsøgte Damon Albarn nye digitale græsgange, for eksempel med albummet ‘The Fall’, der er optaget på ‘Plastic Beach’-touren udelukkende med en iPad.
Nu har Gorillaz så taget hul på Phase 4, men uden det sædvanlige website, der indtil nu har været førerbunkeren for deres fanbase. Til gengæld viser de med den hype som de har formået at bygge op omkring netop annoncerede ‘Humanz’, at de sagtens kan flytte deres digitale flair ud af tegneserieuniverset og ind i den virkelige verden.
Gorillaz bliver ‘Humanz’
Annonceringen af ‘Humanz’ i går var enden på en meget lang kispus med Gorillaz-fans, men også den umiddelbare krone på værket i en fascinerende kampagne, der beviser, at Gorillaz er mestre i at spille på alle de popkulturelle tangenter (det er naturligvis også en kende lettere, når du selv opdigter narrativet om dine bandmedlemmer).
Med annonceringen af ‘Humanz’ er Gorillaz’ digitale univers tydeligvis gået i en ny retning. Det flashdrevne, minispils-fyldte website er gledet i baggrunden og de manga-inspirerede bandmedlemmer er rykket længere ind i the uncanny valley med en digital tilstedeværelse, der er blevet mere voksen og virkelighedsnær. Instagram har været omdrejningspunktet for ‘Humanz’-hypen, hvor fire forskellige “bøger” har fortalt 2D, Noodle, Russel og Murdocs historier siden deres plastic-ø fra ‘Plastic Beach’ blev bombet og de måtte flygte. Et narrativ som fans har fulgt med spænding, selvom de ikke anede, hvad der var for enden. En film? En tour? Det sidste kapitel? En festival og et album, viste det sig.
Sidenhen har Noodle for eksempel fået sin egen profil, hvor hun som regel optræder i et virkeligt univers fremfor i tegneserie-dittoet.
Murdoc og Russel har givet “interviews” til henholdsvis Noisey (om hans anbefalinger til England) og katte-sitet Puss Puss Magazine. Guitaristen Noodle har reklameret for Jaguar. Kort sagt er Gorillaz-tegneserieuniverset blevet opdyrket til at spejle virkeligheden anno 2017 bedre.
Sideløbende er der faldet en del læk, som der altid gør med længeventede albums, men i uvante steder: Vimeo, Tidal og på et dating-website. Man kan ikke lade være med at tænke på, om de små læk også var en del af en taktik, der blot er nyeste tandhjul i Gorillaz’ vilde hypemonster. Det ville i al fald vise, at Albarn og Hewlett i den grad med nærmest politisk tæft formår at få form, indhold og de digitale spilleregler til at gå op i en højere enhed.
Med gårsdagens albumannoncering blev de fire karakterer præsenteret med et meget mere menneskeligt udseende end før, som på artikelbilledet og Murdoc herover. Samtidig faldt én af de mest veludførte 360 graders-musikvideoer nogensinde til nummeret ‘Saturnz Barz’. Endnu et tegn på, at Gorillaz til stadighed udnytter de digitale muligheder til fulde.
Tegneseriegrebet har gjort Gorillaz evigt relevante
Det er lige nu umuligt at danne os et samlet indtryk af ‘Humanz’, men kampagnen viser umiddelbart, at Gorillaz allerede har gjort halvdelen af arbejdet og nu er godt rustet til at knytte en ny, stærk kommentar til den skøre, skøre verden, vi lever i. Ligesom David Bowies Ziggy Stardust-karakter var et nødvendigt fartøj for at udfordre tidens tænkning, har Gorillaz gennem sit univers i dette århundrede formået at holde sine pointer relevante i 20 år. Det skyldes i høj grad Damon Albarns musikalske geni, Jamie Hewletts streg, men i høj grad også deres evne til at udnytte digitale, popkulturelle platforme til fulde.
Overordnet set gør Jamie Hewlett og Damon Albarns frihed ved selv at kunne forme deres fiktive bandmedlemmers narrativer dem i stand til at presse de digitale muligheder til det yderste. Det har altid været Gorillaz’ dna, men med annonceringen af ‘Humanz’ har de vist, at de også sagtens kan få det til at passe ind i 2017-sammenhænge, hvor man ellers skulle tro, at gimmicken havde overskredet sin holdbarhed.
Læs også: Hør fire nye Gorillaz-sange – Vince Staples, Popcaan, D.R.A.M. og Jehnny Beth er gæster