Goldlinks debutalbum er ét langt kærlighedsbrev til Washington D.C.
Hvis den amerikanske geografibetegnelse DMV ikke ringer en klokke, bebrejder jeg dig ikke. Forkortelsen betegner hele det storområde, som omgærder forbundshovedstaden Washington D.C, der ligger i smørhullet mellem staterne Maryland og Virginia. Politisk prominente institutioner og bygninger som Kongressen, Det Hvide Hus og Højesteretten huserer her. Hvad der dog desværre ofte glider ud i baggrunden, er arealets fornemme og lidt oversete musikalske arvegods.
Et arvegods, der i hiphop-regi har bragt os navne som Pharrell, Timbaland og Clipse. Ganske vist en admirabel kongerække af hæderkronede artister. Fælles for dem alle er dog, at deres musikalske velmagtsdage – mere eller mindre – er ophørt. Da snakken efter flere års dvaletilstand i områdets ellers så sejrrige musikmiljø faldt på, hvem der mon skulle vise sig som distriktets næste rap-tronarving, var der selvsagt forsvindende få, der havde sat jetonerne på en småobskur Soundcloud-rimsmed ved navn Goldlink.
Ikke desto mindre var det netop Goldlink, der i sommeren 2014 formåede at kravle op fra Soundcloud-afgrundens dyb med debut-mixtapet ’The God Complex’: Et farvestrålende electro-sammensurium af selvudnævnt ’future bounce’. Ingen kendte noget som helst til den dengang lyssky ordjonglør, hvorfor han med sin galopperende rap over elastiske og boomende Soulection-agtige beats havde al mulig vind i pr-sejlene.
Knap tre år senere står Goldlink nu klar med debutalbummet ’At What Cost’. Tre år er ikke alverdens tid, men alligevel nok til at se en udvikling i DMV-rapperens lyd, der for første gang mærkbart hædrer hans D.C.-ophav. Pladen byder således på et magert, næsten knoklet udtryk med kontante paralleltrækninger til både Washington D.C.’s go-go-genre og Clipses herkuliske minimalisme. Det er ikke med udelt succes, at Goldlink slipper afsted med sådan en mindre omvæltning. Men det fungerer til alt held oftere, end det slår fejl.
I sin essens er albummet et helt åbenlyst kærlighedsbrev til den amerikanske forbundshovedstad. Ikke alene høres det på flere af sangenes æstetik, det ses også på feature-listen, der tæller byfæller som r’n’b-veteranen Mya, hiphop-dittoen Wale og Shy Glizzy.
Også lyrikken bugner af hjemegnshyldester. På det 90’er-blændende housenummer ’Roll Call’ synger førnævnte Mya eksempelvis: »Coming from where we’re from, ain’t nothing easy / So no matter where I go around the world / it’s back to D.C.«.
Selv om ’At What Cost’ flere steder bekender kulør som kærlighedsbrev, rummer albummet som poetisk opsang også den kontemplative notabene, at blodsudgydelserne i byens socialt belastede arealer alle dage har været et negligeret problem.
Den tribal-agtige og Kaytranada-producerede ’Meditation’ indeholder eksempelvis til slut en abrupt afbrydende skududveksling, hvor to elskere utilsigtet sætter skub i en banderelateret territorial strid. Miseren står umiskendeligt som en moderne parafrase over ’Romeo og Julie’s tragisk uforsonlige Montagues og Capulets og vidner på samme tid om en Goldlink, der rent musikalsk er idealist, men samfundsmæssigt er realist.
At han portrætterer DMV-sektorens samfundsmæssige vanskeligheder med kritisk socialrealisme er for så vidt fint. Men når ’At What Cost’ ikke til fulde indfanger flere elementer af regionens musikrige forhistorie, da den næsten udelukkende forlader sig på frugalt funky rappity-rap, knækker filmen en anelse. Den nedbarberede lyd, der med lidt god vilje minder om Pharrells percussion-tunge Clipse-produktioner, tilegnes nemlig for meget taletid.
Afklædte sange som ’Have You Seen That Girl?’ og ’Kokamoe Freestyle’ er begge friske modstykker til tidsåndens allestedsnærværende 808-trap og giver rummelig plads til Goldlinks flowmæssige laserpræcision, men selv med hans højtflyvende lyrikkolbøtter savner man af og til mere volumen på underlægningen.
Intentionen om at skabe veldrejede D.C.-hyldester forløses dog også flere steder. De delikate urban-numre, som førstesinglen ’Crew’ og sommergløden ’Summatime’, er fantastiske i deres soul-jazzede luftlag, især fordi de lyder fyldigt stemningsmættede.
Også den ominøse ’We Will Never Die’ og outroen ’Pray Everyday (Survivor’s Guilt)’, der ret så behændigt ælter buldrende hi-hats sammen med gospellignende baggrundskor, giver pladen en flatterende tyngde. Selv interludet ’Hands On Your Knees’ – et gadekryds bestående af 90’er-residerende lo-fi-house og svirrende g-funk-synth, der lyder som soundtracket til en fredag aften i USA’s yndede parketgulvsskøjtehaller – er en uhyre laber skæring.
Alligevel fristes man til at spørge, hvor de mere frodige og soul-inficerede løsgængerlækkerier som ’Fall In Love’ og ’Rough Soul’ bliver af. For selv om Goldlinks besættelse med Washington D.C. er forståelig, er den ikke godt nok skruet sammen til at bære et helt album.
Kort sagt:
Goldlinks debutalbum er helt åbenlyst et kærlighedsbrev til hjembyen Washington D.C. og varsler således et næsten diametralt modsat stilskifte fra hans tidligere electro-prægede æstetik. Her opereres der hovedsageligt med nedbarberet beatminimalisme, hvor det oftest kun er de mest fornødne instrumenter, der danner musikalsk bund. Det giver klædelig plads til Goldlinks imponerende og svimlende rap, men efterlader samtidig et lidt for skrabet resultat på bundlinjen, der savner volumen.