The New Pornographers’ powerpop drøner fremad som et højhastighedstog gennem natten
I forbindelse med udgivelsen af det oprindeligt Vancouver-baserede stjernekollektivs nye album har ankermand Carl Newman udtalt, at gruppen har ladet sig inspirere af krautrocken. Det er sådan set et oplagt udgangspunkt, al den stund, at gruppens seneste udgivelse, ’Brill Bruisers’ (2014), var en forholdsvis strømlinet affære, hvor højoktan-materialet vejede tungere end det ballade-eftertænksomme. Der var saft og fremdrift over Newmans powerpopkreationer i en grad, så det enstemmige i nogen grad havde erstattet det flertydige og flerstemmige, der dominerer for eksempel hovedværket ’Twin Cinema’ (2005).
Krautrockinspirationen skal nu tages med forbehold. ’Whiteout Conditions’ er bestemt ikke en krautrockplade i egentlig forstand. Newman er tilsyneladende ikke til sinds – eller i stand til? – at lægge sine powerpopmanerer til side. Men der er tale om, at de powerpoppede melodier og harmonier er blevet tilsat et motorisk, næsten mekanisk, groove, hvilket ikke mindst en bastant tampende trommelyd, der kun meget få gange slår op i banen, sikrer.
Det forlener de nye sange med en ensartethed, der sikrer det måske mest helstøbt lydende album i diskografien, men som omvendt betyder et farvel til den sprudlende, nuancerede musikalitet, der prægede gruppens materiale i storhedstiden midt i 00’erne. Det er næppe tilfældigt, at dette stilskifte finder sted netop nu, hvor gruppen (i hvert fald foreløbig) har sagt farvel til dens mest krøllede sangskriverbegavelse, Dan Bejar (aka Destroyer).
Man kan godt savne Bejars indsatser på ’Whiteout Conditions’ – hans sange hører næsten konsekvent til blandt de bedste på alle tidligere album med gruppen. Det skæve perspektiv, den urolige timing, den dylanske stemmeføring, de kryptiske tekster. Alt det er delvist skrevet ud af regelbogen for det nye New Pornographers.
Ensretningen hænger dog ikke kun sammen med tabet af Bejar. Newman og Neko Case, der er gruppens primære sangere (de suppleres indimellem vokalt af det andet kvindelige medlem, Kathryn Calder), har nemlig ikke delt sangene op imellem sig i nær samme grad som de plejer. De synger sammen og udnytter ikke mindst styrken – og en nyfunden glæde ved – vokalharmonier, som er med til at understrege den mere rytmisk fremadskridende melodifornemmelse, der kendetegner gruppen anno 2017. Hvor Case tidligere primært sang (indie- og countryinspirerede) ballader, og lod Newman om powerpoppen, er hele det nye album altså udført i samme stil; en mere potent end kantet powerpop med krautrock-undertoner.
’Whiteout Conditions’ lægger overbevisende fra land med den indledende trio af sange, ’Play Money’, titelsangen og ’High Ticket Attractions’, hvor den vokale vekselvirkning mellem Case og Newman virkelig kommer til sin ret. Versene er velsmurte og effektive som et sæt nye togvogne, der nærmest spinder af vellyst i mødet med metalskinnerne. Der er synergi og fremdrift i rigt mål.
Det overraskende ved albummet er, at Newman (for det er ham, der helt overvejende står for sangskrivningen, fornemmer man) ikke giver slip på denne formel, men holder den kørende hele vejen. Eneste pusterum er ’We’ve Been Here Before’, men her er der ikke tale om den forventede sangbaserede ballade, men snarere et sonisk eksperimenterende intermezzo, inden turboen sættes i det høje gear igen. Man ser en mere nattekølig udgave af Chemical Brothers-videoen ’Star Guitar’ på den indre skærm, mens musikken drøner videre mod den sidste station i form af det nærmest demonstrativt opspeedede slutnummer, ’Avalanche Alley’.
’Whiteout Conditions’ er et af New Pornographers’ mest konsekvent homogene album, men selv om formlen må siges at fungere ret upåklageligt, så savner man noget af forne tiders mere nuancerede, legende og melodiforankrede sangskrivning.
Kort sagt:
Powerpop-supergruppen The New Pornographers forsøger sig på deres nye album med krautrockede motorik-grooves og multitrackede vokalharmonier. Opskriften føres konsekvent og overvejende vellykket til vejs ende, men man savner noget af den mere nuancerede, legende og melodiforankrede sangskrivning, som ex-medlemmet Dan Bejar var med til at tilvejebringe. Det skal dog ikke skygge for, at gruppen fremstår som et af musikverdenens mere vitale veteranbands.