The New Pornographers

De to første sange på Vancouver-supergruppens første album i fire år indkapsler meget godt indiekollektivets todelte identitet. Den første, titelnummeret, er en klassisk oprulning af AC Newman, Neko Case, Dan Bejar og co.’s centrifuge af kåd powerpop. Den anden, ’Champions of Red Wine’, er en melankolsk, men vellydende ballade med Neko Cases umiskendelige vokal i front. Kombinationen af Newmans iørefaldende sangskrivning og Neko Cases supplerende vokalarbejde har været gruppens trumfkort lige fra den kantede debut ’Mass Romantic’ (2000) såvel som på hovedværket ’Twin Cinema’ (2005).

Efter det spraglede ’Together’ (2010) og den efterfølgende albumpause er det herligt at have New Pornographers-familien samlet igen. Newman skriver og arrangerer fortsat nogle velgørende popsange, der skiftevis masserer lytteren til overgivelse og kaster lidt syre i bægeret, når der skal ruskes lidt op i os.

Efter den stærke indledning finder den nye samling sange et lidt mere afmålt leje. Numrene køres i hus med omkvæd, man kan nynne med på, og produktionen er domineret af polerede kaskader af guitar og de varemærkede backing-vokaler, der får det til at synge helt ind i knoglerne. Case imponerer på ’Marching Orders’, og Newman er i vanlig topform på sange som den ukarakteristisk hårde ’Dancehall Domine’ og den refleksive ’Hi-Rise’.

Hvis man skal udsætte noget på comebacket, er det, at Bejars bidrag har karakter af andenrangsmateriale sammenlignet med hans sange i Destroyer-regi. Denne eners krøllede sangskriverhjerne kunne godt have rusket lidt op i de mere højglanspolerede powerpop-indslag, hvor det er så som så med overraskelseseffekten.