Vis mig dine yndlingsfilm, og jeg skal fortælle dig, hvem du er.
Man kan i disse dage blive klogere på den sande natur af en lang række mennesker fra den danske filmbranche. Vi har bedt flere end 100 filmfolk – heriblandt instruktører, manuskriptforfattere, skuespillere og kritikere – om at pege på deres favoritfilm fra dette årtusind: 20 internationale, 10 danske.
Man kan se de medvirkendes valg her og den samlede optælling her, og det står klart, at listerne er sjælens spejl – eller i hvert fald et afslørende pejlemærke om filmmæssige tilbøjeligheder.
At udforme en liste som denne er således også en slags selvterapi. En måde at blive klogere på sig selv og sin smag. For mit eget vedkommende startede udvælgelsen ikke med programmatiske retningslinjer. Det startede med konkrete film, alt for mange, og efter lange svære overvejelser stod 20 tilbage på den udenlandske liste, film, som på hver deres måde gav et sug i maven, uden tanke på at de skulle kunne flettes sammen til et organisk hele eller afspejle universets alsidighed.
Og hvad har jeg så lært om mine filmpræferencer ved retrospektivt at nærstudere mine valg af årtusindets bedste film?
Jeg sidder tilbage med et par tilståelsessager.
Jeg er en hvid mand, der – åbenbart – bedst kan lide film om… andre hvide mænd. Kun tre af mine 20 film har en kvinde/pige i den bærende hovedrolle. Én af dem er tilmed animeret (‘Chihiro og heksene’), og en anden lader, som om hun er en dreng (‘Tomboy’). Den tredje er ‘Bridesmaids’ (ja, really!). Kun tre film har ikke-hvide ikke-vesterlændinge i centrum: Asghar Farhadis iranske mesterværk ‘About Elly’, den koreanske krimithriller ‘Memories of Murder’ og førnævnte ‘Chihiro’. Så meget for mangfoldighed.
Jeg har åbenbart en nærmest patologisk hang til film om mænd i mental opløsning: Joachim Triers ‘Reprise’ og ‘Oslo, 31. august’ handler blandt andet om depression, det samme gør Charlie Kaufmans ‘Adaptation’. ‘Manchester by the Sea’ handler om sorg, ‘Take Shelter’ om en mand med paranoia, ‘Mommy’ om en ADHD-ramt teenager, ‘Force Majeure’ om at blive afsløret som kujon og ‘Zodiac’ om at være så besat af en sag, at alle ens menneskelige relationer bliver kvalt. Det er lige før, ‘Sauls søn’ hører til blandt de mest opmuntrende film, og den handler om en mand, der bliver skrupskør af at være i kz-lejr.
Det er altså smægtende weltschmerz for alle pengene. En privilegeret 33-årig mand med en halvstudentikos forkærlighed for at svælge i andre menneskers eksistentielle spleen. Og en forsamling, der understreger, hvor vigtigt det er, at der bliver lavet film med historier og karakterer i alle former og farver – for selvom man prøver at være åbensindet, er det bare ofte det, der ligger tæt på én, der rammer hårdest, uanset om man selv er hvid, sort, gul eller blå.
Jeg trøster mig med, at flere af mine film også har et håbefuldt element. Ingen af hovedkaraktererne er genuine røvhuller (ingen ‘There Will Be Blood’) – de har vakt min sympati. Ganske få af dem slutter på rendyrket sortsyn. To stykker optimisme i min kop desillusion, tak.
Heldigvis har to film, der virkelig hylder livet, også sneget sig med: Paolo Sorrentinos ‘Den store skønhed’ og Terrence Malicks ‘The Tree of Life’. Skal det være billedskøn livslykke i carpe diem-gængen, skal det åbenbart æltes rundt i hypofyseudfordrende kamerature med en elegisk bismag.
Jeg bemærker med tilfredshed, at amerikanerne ikke helt har fået skovlen under mig: Kun otte ud af 20 titler er engelsksprogede. Jeg kan også notere, at romantikeren i mig trives med ulykkelige kærlighedshistorier (‘Eternal Sunshine in a Spotless Mind’, ‘Reprise’). At jeg er for kynisk til heltehistorier (kun Clive Owen i ‘Children of Men’, og han er altså en rimelig sørgmodig helt). Og at jeg sætter særlig pris på film, som kombinerer en suspense-dreven thrillerstruktur med dybtfølte temaer – jeg vil have svedige håndflader, mens jeg bliver intellektuelt stimuleret (‘Take Shelter’, ‘Children of Men’, ‘Memories of Murder’).
Der er også film, jeg skammer mig over ikke at have set – ‘Honning’, ‘Mother’, ‘Stille lys’. Men efter at have spottet dem højt oppe på andres lister har jeg fået ekstra meget lyst til at indhente dem, hvilket understreger, hvad denne umulige listeleg formår: At minde én om de film, der raver op over mængden, få én til at genoverveje film, man havde afskrevet eller anspore én til at opdage helt nye. Og at opdage noget om sig selv.
Så udfordringen hermed givet videre: Lav din top 20 over årtusindets foreløbigt bedste film og se i øjnene, hvad de siger om dig.
Min udenlandske top 20 – se mine danske favoritter her:
1. ‘Reprise’ (Joachim Trier, 2006)
2. ‘Mommy’ (Xavier Dolan, 2014)
3. ‘Den store skønhed’ (Paolo Sorrentino, 2013)
4. ‘Eternal Sunshine of a Spotless Mind’ (Michel Gondry, 2004)
5. Oslo, 31. august (Joachim Trier, 2011)
6. ‘Sauls søn’ (László Nemes, 2015)
7. ‘Children of Men’ (Alfonso Cuarón, 2006)
8. ‘Det hvide bånd’ (Michael Haneke, 2009)
9. ‘The Tree of Life’ (Terrence Malick, 2011)
10. ‘About Elly’ (Asghar Farhadi, 2009)
11. ‘Manchester by the Sea’ (Kenneth Lonergan, 2016)
12. ‘Chihiro og heksene’ (Hayao Miyazaki, 2001)
13. ‘Adaptation’ (Spike Jonze, 2002)
14. ‘Sange fra anden sal (Roy Andersson, 2000)
15. ‘Force Majeure’ (Ruben Östlund, 2014)
16. ‘Bridesmaids’ (Paul Feig, 2011)
17. ‘Take Shelter’ (Jeff Nichols, 2011)
18. ‘Tomboy’ (Céline Sciamma, 2011)
19. ‘Zodiac’ (David Fincher, 2007)
20. ‘Memories of Murder’ (Bong Joon-ho, 2003)
Læs også: Se alle de individuelle toplister
Læs også: Lars von Trier om årtusindets bedste film – »jeg er en gammel kronhjort på vej ud i krattet«