David Lynch erklærer, at han er færdig med at lave film

David Lynch erklærer, at han er færdig med at lave film

Vi er kun lidt over to uger fra premieren på den nye omgang ‘Twin Peaks’, som vel godt kan kaldes et comeback for David Lynch, der sidst var aktuel som instruktør med den kompromisløse ‘Inland Empire’ i 2006.

11 år er en lang pause, også for Lynch, og desværre tyder alt på, at ‘Inland Empire’ faktisk bliver instruktørens sidste film nogensinde. I et længere interview med The Sydney Morning Herald har Lynch nemlig erklæret, at han er færdig med at lave film.

Den måske ikke overraskende, men stadig monumentale udtalelse sker, da Lynch beskriver filmindustriens udvikling i kølvandet på ‘Inland Empire’:

»Tingene forandrede sig meget. Mange film klarede sig ikke godt i billetsalget, selvom de var gode film, og de ting, der klarede sig godt i billetsalget, var ikke ting, som jeg havde lyst til at lave«.

Adspurgt om det betyder, at ‘Inland Empire’ er hans sidste film, tøver han først, hvorefter han svarer:

»Ja, den er«.

Dermed sætter David Lynch altså punktum for en ekstraordinær karriere som filmskaber, der har strakt sig fra den stærkt eksperimenterende ‘Eraserhead’ fra 1977 over den voyeuristiske ‘Blue Velvet’ fra 1986 til Hollywood-mareridtet ‘Mulholland Drive’ fra 2001. Men det udelukker måske ikke, at David Lynch kan have flere tv-produktioner i ærmet?

I hvert fald kan vi i første omgang se frem til tredje sæson af ‘Twin Peaks’, der vil afsløre, om de 11 års pause fra filmmediet har påvirket instruktørformen.

Læs også: Første rigtige ‘Twin Peaks’-teaser viser Cooper og de andre karakterer 25 år senere

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af