Roskilde Festival: Foo Fighters leverede en næsten eksemplarisk rockfest
Foo Fighters var uden tvivl booket til at levere en rockfest af de helt store på Orange Scene fredag aften. Og hvis der er noget, Dave Grohl og co. kan, er det såmænd at samle fadølsfolket i kollektiv riffrus og dionysiske instinktskrig. Som helgener for den brede rockklub, hvor der skides højt og helligt på din IQ, så længe du har et par Levi’s, overgås Foo Fighters af ingen. De er bare størst.
Denne aften var størst også bedst. Forud for koncerten var Dyrskuepladsen pakket som sild i en udtrådt muddertønde, og forventningsglæden var til at tage og føle på blandt de mange tusinde regnjakker. Rockbandet entrerede scenen indhyllet i en kolossal støjmur, hvorfra der flænsede sig et par hidsige ’are-you-fucking-ready’-råb, og fluks tog ’All My Life’ det gigantiske anlægs evner i besiddelse med sit ikonisk hakkende riff. Da beatet sprang som en bombe, var folk i akut ekstase.
De første fem minutter brølede Grohl ganske vist mere end han sang, men det rettede han hurtigt op på under de dundrende, effektive hits ’Times Like These’ og ’Learn To Fly’. Straks hev publikum luftguitaren frem, og her blev den hængende til og med den tungt funkrockende ’Something From Nothing’, der endte i heltemodigt guitarlir og headbanging.
Det var en intens skudsalve af guitar-galore at lægge ud med, men det blev kun vildere, da ’The Pretender’s melodiske intro tonede frem og spredte voldsom vildskab i pladsens våde sjap. Selv storskærmene gik krakkemut under det storladne rockepos, og lige der havde Dave Grohl publikum i sin hule hånd. På et tidspunkt slog han en bøvs, og det elskede alle.
Med det yderste af neglene lykkedes det fighterne at gennemføre noget så flovset som en bandpræsentation med et par indlagte cover-medleys, som man imidlertid godt kunne have undværet. I sin helhed fremstod gruppen nu som en forkromet og velsmurt rockmaskine, der ubesværet kværnede sine rå riffs igennem med stor hjælp fra det rytmiske trykkammer aka Taylor Hawkins og hans stemplende tromme-cylindre.
’Congregation’, ’Walk’ og ’Skin & Bones’ tabte lidt terræn i den hitglubske hob. Forståeligt nok, for det var så klart baskerne, der triumferede, snarere end det gakkede harmonikahejs og de lange jams på slap line. Men fællesskabsfølelsen returnerede i anden potens under ’White Limo’s hæsblæsende dødstråd og en viril ’Arlandria’. Både mellem og indeni sangene agerede Grohl veloplagt showman og indpisker, hvilket kulminerede under ’Monkey Wrench’, hvor han løb ned blandt publikum og fik stråhat på, mens han filede løs i de høje bluesbånd.
’Run’, ’Best of You’ og ’Everlong’ lukkede en næsten eksemplarisk rockkoncert, der ikke indeholdt snerten af pligtfølelse. Tværtom manifesterede og forsvarede Foo Fighters deres placering allerøverst oppe i den klassiske rockpyramide med brølende bravur.
Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival