KOMMENTAR. Den romantiske komedie er i det seneste årti blevet erklæret død lige så mange gange som filmkritikken, musicalen eller DR’s troværdighed. Hollywood-studierne producerer dem nærmest ikke længere, ingen af de unge stjerner er interesserede i at blive den nye Meg Ryan, og genrens formel med meet-cutes, store gestusser og erkendelsen af, at den eneste var der hele tiden, er udspillet til døde.
Alligevel vil diskussionen om romcomens tilstand ikke dø – hvilket både er tegn på en massiv kærlighed til genren, og at den stadig spræller. Hver gang en lovende romcom rammer biograferne, spørger kritikere håbefuldt, om den her film dog ikke kunne være genrens redning. Det er senest sket med den biografaktuelle og fremragende ‘The Big Sick’, der med sin historie om en sød forelskelse, der udfordres af kulturforskelle og sygdom, har smeltet hjerter siden premieren i Sundance i januar.
‘The Big Sick’ er et solstråleeksempel, fordi den har hevet amerikanerne i biografen og er sommerens bedst sælgende indiefilm. Succesen beviser, at publikum stadig er interesserede i at opleve kærlighedshistorier på det store lærred, hvis filmene er gode nok.
Herefter er studierne nærmest helt holdt op med at producere de romantiske komedier. En grel skæbne, der har ramt alle midtbudgetfilmgenrer som også thrillers og dramaer for voksne, fordi studierne i stigende grad satser på superheltefilm, IMAX-baskere og andre blockbustere, som de kan sælge til det kinesiske og russiske marked.
Og i hvert fald ikke satser på det kvindelige publikum, der er for gamle til at labbe young adult-filmatiseringer i sig. Heller ikke på komediefronten, hvor der bliver satset på bromances og raunch-coms som ‘Tømmermænd i Vegas’, ‘Neighbors’, ‘The Interview’ og ‘Girls’ Night Out’.
Slut med hvide menneskers monogame symbiose
I år har kun tre romcoms foreløbig ramt de danske biografer: ‘Mit hjem i Hampstead’ og ‘Table 19’, der begge fik en hård medfart af anmelderne. Og så ‘The Big Sick’.
Den seneste succesfulde studieproducerede romantiske komedie er ‘Trainwreck’ med Amy Schumer fra 2015. Den er til gengæld et godt eksempel på en film, der med held udfordrer genrens konventioner ved at bytte om på kønsrollerne. Det er sjovt, at det er Amy, der føler pres over at ligge i ske, og Bill Haders sportslæge Aaron, der sidder nervøst foran telefonen med basketstjernen LeBron James som romantisk opmuntrer.
Trods det umiddelbart nedslående billede af genrens tilstand findes der faktisk adskillige eksempler på romantiske komedier, der er meget mere opfindsomme og ukonventionelle end de film, man betragter som kanon inden for genren. Man skal bare ikke kigge efter dem hos Hollywood-studierne, men derimod blandt indiefilm og tv-serier.
En del af forklaringen på genrens krise i Hollywood er nok, at tiden er løbet fra den klassiske skildring af hvide menneskers heteronormative forhold, der altid ender i monogam symbiose, løfter om evig kærlighed og kernefamilie og en tro på, at parret udfylder hinandens tomrum og først i foreningen er blevet hele mennesker. »You complete me«, siger Tom Cruise til Renée Zellweger i genrens obligatoriske romantiske slutmonolog i ‘Jerry Maguire’.
I dag bliver færre mennesker gift og flere mennesker skilt. Folk lever som singler eller i forskellige familiekonstruktioner med papbørn, donorbørn og regnbuebørn. Man er ikke nødvendigvis sat for livet efter første kærlighedserklæring.
Serierne gør op med parolerne
Mens Hollywood kun i få tilfælde har formået at afspejle den udvikling, kommer flere amerikanske indiefilm med interessante bud på relevante kærlighedsfortællinger, der gør op med den eneste ene og opskriften på, hvordan en romance opstår.
I nyklassikeren ‘(500) Days of Summer’ (2009) er romantikeren Tom overbevist om, at Summer er den eneste ene for ham. Hun tror dog ikke på den store kærlighed – indtil hun møder en mand, hun er rigtigt forelsket i. Filmen leger med romcom-troperne ved at springe frem og tilbage i de forskellige faser i deres forhold, som vi på forhånd ved er dødsdømt.
‘Celeste & Jesse Forever’ (2012) følger et par, der egentlig er separeret, men hænger ud som bedste venner og har svært ved at give slip på hinanden. ‘Drinking Buddies’ (2013) handler om en flirt mellem to kolleger, som aldrig bliver. I ‘Obvious Child’ (2014) fører Donnas engangsknald med Max til graviditet, og parret lærer hinanden at kende, mens hun planlægger sin abort – på Valentines Day.
I ‘Maggie’s Plan’ (2015) planlægger Maggie at få et barn alene med kunstig befrugtning, men bliver forelsket i en gift mand. Nogle år senere fortryder hun forholdet og forsøger at føre ham sammen med ekskonen igen. ‘Enough Said’ (2014) handler om udfordringerne ved at overgive sig til en forelskelse og give slip på sin egen og den anden parts bagage i en moden alder. ‘Ruby Sparks’ (2012), hvor en forfatters romanfigur pludselig træder frem som en spillevende kvinde, leger med fantasien om den perfekte kæreste, der viser sig at være ret trættende i længden. Og ‘Her’ (2013) handler om en mand, der forelsker sig i sit computerstyresystem.
Det serielle format giver endnu flere muligheder for at lege med konventionerne og undersøge, hvad der sker efter den lykkelige slutning. Som i ‘New Girl’ (2011-), hvor forholdet mellem Jess og Nick, som serien har bygget op til i flere sæsoner, bare fungerer rigtigt dårligt i praksis, fordi de er for forskellige. Dermed gør serien op med romcomens parole om, at modsætninger tiltrækkes, og hovedpersonernes had til hinanden bare dækker over deres lidenskab.
Gammeldags romantik tilsat FOMO
Netop den pointe undergraver også ‘The Mindy Project’ (2012-), der selvbevidst både dyrker og dekonstruerer den romantiske komediegenre. Fødselslægen og superromantikeren Mindy har en langvarig will-they-or-won’t-they-flirt med kollegaen Danny, der er hendes komplette modsætning og på mange områder foragter hende.
Efter de finder sammen og får et barn, demonstrerer han, at det ikke er spor romantisk at være sammen med sin ’modsætning’, som man har et ’stormfuldt’ forhold til, når det i praksis betyder, at man skændes hele tiden, fordi man ikke deler værdier. Han vil have hende til at opgive sin karriere og få flere børn med det samme. Hun forlader ham.
Andre skæve, originale og vellykkede romancer finder man blandt andet i ‘Catastrophe’ (2015-) om amerikanske Rob og engelske Sharon, der beslutter sig for at satse på forholdet, selvom de dårligt kender hinanden, da hun bliver gravid efter en uges hed affære. ‘Chewing Gum’ (2015-) er en kvindelig pendant til ‘American Pie’-sexkomediegenren med historien om religiøst opdragede Tracey, der kaster sig ud i alverdens pinlige situationer for at miste sin mødom.
I den kradse ‘You’re the Worst’ (2014-) finder to selviske antiromantikere sammen. ‘Crazy Ex-Girlfriend’ dekonstruerer med sine spiddende musicalnumre hovedpersonen Rebeccas romantiske vrangforestillinger om at finde sammen med sin ungdomskæreste. I telenovela-pastichen ‘Jane the Virgin’ bliver titlens jomfruelige Jane insemineret ved en fejl, hvilket mildest talt vender op og ned på kærlighedsromanforfatterspirens romantiske fremtidsforestillinger. Og ‘Master of None’ (2015-) blander i et sprudlende opfindsomt filmsprog klassiske filmreferencer og gammeldags romantisk længsel med digital dating og FOMO.
Mere genkendeligt end biljagter og massemordere
Romcom-genren har et dårligt ry og bliver enten omtalt som guilty pleasures eller beskyldt for at være fortærsket. Det er en uretfærdig dom. Der er dårlige film i alle genrer, og man kan finde lige så mange slidte klichéer i actionfilm, superheltefilm, drengerøvskomedier og krigsfilm. At romcomen, der overvejende er henvendt til kvinder, skulle være særligt fortærsket eller en genre, man skal skamme sig over at se, er ren sexisme.
Hollywoods nedprioritering af genren er ærgerlig, fordi romantiske komedier som al kunst kan få os til at reflektere over vores egne erfaringer, prioriteringer og livsvalg – i dette tilfælde kærlighedsrelationer, som om noget er en væsentlig del af alle menneskers liv. Romcomen er ganske vist ikke en genre, hvis budskaber man nødvendigvis gør klogt i at følge: Mænd, der i virkeligheden kurtiserede kvinder lige så hårdt, som mange romcom-helte gør, hører formentlig hjemme i fængsel.
Og kvinder, der bare sidder og venter på, at manden i hendes liv dukker op med en ghettoblaster og en dundertale, kommer nok til at vente længe.
Mindy Kaling, der står bag ‘The Mindy Project’, har kærligt beskrevet romcomen som en subgenre til sci-fi, hvor verden opererer efter andre regler. Dem kan man passende tage med et gran salt og til gengæld nyde filmenes eskapistiske kvaliteter. Kærlighed i virkeligheden er noget af det sværeste i verden, og der er noget særligt opløftende og inspirerende ved at se to mennesker lykkes med projektet. Realistisk eller ej – vi kan alle sammen trænge til at genfinde vores tro på romantik engang imellem.
Personligt giver ingen genre mig mere nydelse. Selv dårlige romcoms giver mig en varm følelse af, at alt i verden nok skal gå. Og jeg får næsten altid mere ud af at se en film, der forsøger at sige noget om menneskelige relationer på et plan, jeg kan forholde mig til og til en vis grad genkende, end film med lange biljagter eller massemordere.
Man kan håbe, at succesen med ‘The Big Sick’ inspirerer Hollywood til at give genren comeback. Jeg tvivler ærlig talt. Men heldigvis er der masser af andre muligheder for at indtage et skud intelligent romantik fra sin skærm.
Anmeldelse: 5 stjerner til ‘The Big Sick’