’The Trip to Spain’: Coogan og Brydon er sjovere – og mere melankolske – end nogensinde
’The Trip to Spain’ er tredje ombæring af ’The Trip’-filmene, et samarbejde mellem skaber og instruktør Michael Winterbottom og de to britiske skuespillere og komikere Steve Coogan og Rob Brydon, og det er et kærligt gensyn med, hvad der føles som gamle rejsekammerater.
Skabelonen er den samme. Steve og Rob tager på roadtrip i et land (England, Italien og nu Spanien) og besøger afsides gastropubber og Michelin-restauranter for at skrive en række restaurantanmeldelser for nogle aviser. Gennem billedskønne landskaber følger vi de tos samtale i bilen og over overdådigt luksuriøse middage, samtaler som først og fremmest er hysterisk morsomme og kløgtige.
Coogan og Brydon spiller fiktionaliserede versioner af sig selv, hvor der lige er skruet lidt op for alle personlighedsknapperne. Steve er den lidt arrogante, egomaniske primadonna, hvis usikkerhed konstant kræver, at han bryster sig af hædersbevisninger og priser for sit arbejde, og som er lidt af en Casanova og evig single. Rob er den mere afslappede og domesticerede sidekick, der for det meste er tilfreds med livet med kone og børn i London og de små biroller, men som også kæmper med sin midtvejskrise.
I tredje del har begge herrer dog rundet det skarpe hjørne på 50, og midtvejskrisen er erstattet af en snigende angst for alderdommen og døden, til trods for parrets forsikringer over for hinanden om, at de er modne frugter, lige til at plukke. Steve er i den største krise, hans casanovaevner har ikke helt samme effekt på kvindekønnet som før, og samtidig prøver han at få desperat at fat i sin ekskæreste Mischa, som nu er gift med en anden mand.
Rob har slået sig til tåls med livet som far og ægtemand og klarer det ret godt, men med endnu et lille barn er han heller ikke sen til at takke ja til en uges kulinariske eventyr med sin gamle rejsepartner.
I centrum af filmene er som altid restaurantbesøgene. På hemmelige små steder i skønne omgivelser begiver de to sig ud på den ene kulinariske rejse efter den anden, så munden løber i vand hos publikum, og man fristes til at hive dankortet frem og sammensætte sin egen lille luksuriøse pakkerejse.
Det er også, filmen vrider latterens tårer ud af sit publikum med parrets evige stemmeefterligninger af skuespillere og andre berømtheder. Her er klassikere i ’The Trip’-sammenhæng som Michael Caine (»She was only 16!«), Anthony Hopkins og nyligt afdøde Roger Moore. Sidstnævntes efternavn bliver genstand for et ordspil på Maurerne (The Moors), som engang herskede over Spanien, i en joke, Rob formår at køre så lang ud, at den virkelig ikke er sjov for så til sidst at blive hylende åndssvagt sjov.
Der kommer også nye stemmer, der går rent ind, David Bowie, Mick Jagger og selvfølgelig De Niro og Brando foruden et tema om den spanske inkvisition (»nobody expects the Spanish Inquisition!«). Det sjove er ikke stemmerne i sig selv, selvom de ofte er udført til perfektion, især hos Coogan, men den måde de to duellerer og bliver i rollerne i en oral tvekamp. Det er guld, hvis man er til den slags komik.
Ved siden af stemmeduellerne duellerer de to også på historiske fakta. I Spanien bliver det om den spanske borgerkrig, George Orwell og Lauri Lees selvbiografiske rejsebog ’As I Walked Out One Midsummer Morning’ om den engelske digters rejser i Spanien i 30’erne. En bog Steve har læst lidt i, og han har nu besluttet, at han er den næste Hemingway og vil gøre ham kunsten efter.
En anden bog, der tematiserer filmen, er Cervantes roman ’Don Quixote’ fra 1605. Parallellen mellem den ældre ridder Don Quixote, der lider af vrangforestillinger, har følge af hans trofaste væbner Sancho Panza, og som farer rundt i Spanien, er ligetil, og da pressebillederne fra rejsen skal tages, er det da også udklædt som de to.
Der ligger en underliggende melankoli og tristese i filmene, både i musik og de underskønne billeder, der peger hen imod, at det også er film om det menneskelige vilkår, døden, kriser og det svære ved at træffe de rigtige valg. De to herrer fremstår måske nok apatiske til tider, især Steve, men de omfavner også et ideal om et renæssancemenneske, som man kan savne havde mere status i vores verden. De holder både kroppen i god form (der er adskillige scener, hvor de to sjokker gennem støvede spanske byer i farvestrålende løbesko) og dyrker viden som et statussymbol og har om ikke andet lysten til at læse klassiske forfatterskaber.
Det er på mange måder en dyrkelse af den intellektuelle fra det gamle Europa, men det er også en lidt naiv type, og hele ’verden er din østers’-tilgangen skyder Steve i foden i en noget akavet og grum slutning.
Det er nemt at afskrive ’The Trip’-filmene som letbenede og fjollede. Den repetitive skabelon kan virke doven, men den virker til filmenes fordel. Der er noget hypnotiserende over ritualet, og det er bare dejligt at være i de to gourmanders selskab. Som i Linklaters ’Before’-film (uden øvrig sammenligning) er det også fascinerende at følge de to herrer bliver ældre over det syvårige spænd, der er mellem den første film og den nye.
Jeg ved ikke, om konceptet kan blive ved med at holde, men holde gør ’The Trip to Spain’ i den grad.
Kort sagt:
Hvis du er fan af Winterbottoms ’The Trip’-film, bliver du ikke skuffet over ’The Trip to Spain’. De to herrers dueller på stemmeefterligninger er sjovere end nogensinde, og der kræses på billedsiden. Samtidig er der plads til lidt melankoli over det svære menneskelige vilkår, især når alderdommen begynder at trykke.