(Spoiler alert – læs kun, hvis du har set hele ‘Twin Peaks: The Return’ eller bare er ligeglad med at få noget af handlingen gengivet).
Da FBI-chefen Gordon Cole (David Lynch) blev konfronteret med alle de kolleger, der ikke kunne forstå agenten Dennis Brysons (David Duchovny) valg om at skifte navn og identitet til Denise Bryson, forsvarede han sin kære kollega og sagde til skeptikerne, at de skulle »fix their hearts or die«.
Den linje blev hurtigt et refræn for fanmiljøet omkring ’Twin Peaks’, og der blev lavet memes, gifs og t-shirts med netop denne replik. Replikken fik dog en anden betydning blandt fansene og blev brugt som et kritisk eller indforstået modsvar til de seere, der ikke ’forstod’ eller kunne goutere den nye serie: Den nu afsluttede ’Twin Peaks: The Return’.
Den oprindelige serie blev som bekendt lanceret i april 1990, og den ramte et bredt publikum, hvor mere end 30 millioner amerikanere sad klinet til tv-skærmen. Hurtigt blev den et populært samtaleemne, og snart blev den et verdensomspændende watercooler-fænomen: En tv-begivenhed som man skulle se og diskutere dagen efter på arbejdspladsen eller blandt sine medstuderende.
Det nærmede sig efterhånden et hysteri, og enkelte, for eksempel skuespilleren James Marshall (James Hurley), har sågar sammenlignet det med Beatlemania. Fanmiljøet var stort og heterogent, men i takt med at serien blev mere og mere kryptisk – og mere ujævn – faldt mange seere fra, og kun de inkarnerede fans holdt ved.
Det var også i helt konkret forstand de inkarnerede fans, som holdt liv i serien, og havde det ikke været for fangruppen COOP (Citizens Opposing the Offing of Peaks) var serien aldrig kommet tilbage på sit oprindelige sendetidspunkt (om torsdagen). Ja, uden denne gruppe og deres mange breve til netværket ABC havde vi faktisk aldrig set de sidste seks afsnit af den oprindelige serie.
Det er således ikke mærkeligt, at fansene har en oplevelse af ejerskab, når det kommer til ’Twin Peaks’, og at fansene også føler et vist medansvar for, at serien kom tilbage til skærmen i 2017, nu på kabelkanalen Showtime.
»We’re not in Kansas anymore«
Jeg selv tilhører fanmiljøet, og jeg var en af de mange, der håbede, at den nye serie ikke blot ville være en nostalgisk tilbagevenden til den by, de karakterer og den stemning, som jeg havde forelsket mig i tilbage i 1990’erne.
Jeg var derfor også glad, da jeg indså, at titlen ’The Return’ ikke dækkede over en nostalgisk gensynsfest, men at den snarere, på flere forskellige planer, spillede på karakterernes og seernes ønske om at vende tilbage. Mange af os havde et latent eller udtalt ønske om at se den samme Dale Cooper, høre den samme musik og se de samme billeder, som vi var vokset op med, og vokset ind i, da de første sæsoner blev vist på ABC.
Men hvis der er noget, den nye serie viser os, så er det, at vi ikke kan besøge de samme personer og de samme steder. Bevares, serien er fuld af gentagelser og deja-vu-oplevelser. Flere handlinger gentager sig på en næsten rituel vis: Nogle af indstillingerne fra det oprindelige ’Twin Peaks’ og prequel’en ’Fire Walk with Me’ (1992) genbruges i nye sammenhænge, Shellys historie gentager sig via Shellys datter, Audrey Horne danser sin velkendte dans, og James Hurley synger den samme patetiske sang, som fansene hadede i 1990’erne.
Lydsporet er sågar det samme.
Men trods disse gentagelser, denne rituelle og næsten tvangsmæssige repetition af plottråde, handlingselementer, lyde og billeder, så fortæller serien også om gentagelsens umulighed.
Det kan lyde kryptisk, men det er, som om David Lynch og Mark Frost viser os, at vi kan genspille den samme handling, de samme motiver og temaer, men genspilningen vil aldrig være det samme som den oprindelige afspilning. Der samples og remixes, og historien nærmer sig et loop, men når vi genkender noget som en ny afspilning af den gamle tekst og den gamle historie, så vil vi altid opleve den på en ny måde. Med en anden bevidsthed og en anden distance.
Vi genkender mange af karaktererne og skuespillerne fra den oprindelige serie, men forandringen ses i deres ansigter og fysik, på samme måde som farvepaletten, teksturen og lyden markerer en forskydning i forhold til den oprindelige serie.
’The Return’ henviser hyppigt til ’The Wizard of Oz’ fra 1939, og idéen om at vende hjem, men til et hjem der ikke er helt det samme, kender vi også fra Victor Flemings film. Netop denne film blev da også parafraseret, da Lynch og Frost kvitterede for fansenes indsats i 1990’erne og reklamerede for seriens tilbagevenden til torsdags-sendefladen:
»There’s no place like home«.
Fortællingen, fragmenterne og frustrationen
Den mest oplagte forskel på den oprindelige serie og ’The Return’ ligger i fortællestrukturen og forholdet til kausalitet og fremdrift. Den oprindelige serie var måske aldrig for alvor optaget af kausalitet og plotmæssig fremdrift, men den nye serie er trods alt mere abstrakt og mindre fremdriftsbetonet.
Da den oprindelige serie kom frem, var der mange, som kritiserede de mærkelige indfald, de ubesvarede spørgsmål og det langsomme tempo – filmfotografen Frank Byers har fortalt mig, at mange sammenlignede ’Twin Peaks’ med følelsen af at se maling tørre – og disse kritikpunkter genlyder også i mange artikler om den nye ’Twin Peaks’. Manuskriptforfatteren Mads Grage har her på Soundvenue eksempelvis kritiseret serien for dens manglende fremdrift og dens løse kausale bånd. Hvis man som seer ikke kunne gennemskue, at den var det rene nonsens, så var der vist noget galt.
Sådan har jeg aldrig haft det med ’The Return’, men jeg medgiver, at den nye serie er mere abstrakt og mindre fængende i en traditionel forstand end den oprindelige serie.
Dale Coopers opvågnen lader vente på sig, og Lynch og Frost holder denne ’tilbagevenden’ som en dinglende gulerod foran seerne i næsten 16 timer. Samtidig er der mange ubesvarede spørgsmål, også efter man har set sidste del, og der springes flittigt i tid og rum, mellem forskellige planer og mellem diverse, mere eller mindre ukendte karakterer, al den stund Lynch og Frost trækker tiden langt ud og opererer med nogle ekstremt lange indstillinger.
I én uklippet indstilling af cirka to minutter er der en karakter, som fejer gulvet i The Roadhouse, og i en anden indstilling på godt to minutter ser vi Tammy Preston, Gordon Cole og Diane, som veksler blikke og ryger cigaretter, men næsten uden flytte sig eller veksle et eneste ord.
Og hvad med det ottende afsnit, hvor vi pludselig springer tilbage til 1940’erne og 1950’erne, og herefter ser en abstrakt montage på cirka tyve minutter, helt uden dialog, hvor der skiftes mellem forskellige indstillinger i forskellige farver. Langsomheden minder om Béla Tarr, Andrej Tarkovskij og Abbas Kiarostami, og abstraktionen minder om Stanley Kubrick, Terrence Malick eller Stan Brakhage.
Vi er i al fald langt fra klassiske dramaserier og traditionel fortællekunst, og det er ikke underligt, hvis det brede publikum springer fra.
Som seer kan man let føle, at man kigger på nogle mærkværdige fænomener, der udspiller sig på den anden side af skærmen, nøjagtig som Sam og Tracey der stirrer på den mærkelige glasboks i seriens begyndelse. Men denne Verfremdungseffekt er tilstræbt, ligesom Wally Brando, de kejtede leveringer og de dårlige CGI-effekter, og serien flyder over med scener, hvor karakterer kigger på skærme med en måbende forundring, der kunne afspejle seernes oplevelse af ’The Return’.
Forførelsens kunst
Når jeg godt kan lide ’The Return’, skyldes det ikke, at jeg kan svare på alle de ubesvarede spørgsmål, som Mads Grage og andre sidder tilbage med. Det skyldes, at jeg tilgår serien på en helt anden måde. Jeg oplever serien for sin umiddelbare sanselighed.
Den amerikanske forfatter og aktivist Susan Sontag har engang skrevet et essay, ’Against Interpretation’ (1966), hvori hun gør op med vores tendens til at ville fortolke og forklare alting, og det er med Sontag i baghovedet at jeg ser ’The Return’. Det er ikke et epos for mig, det er erotik. Det er ikke først og fremmest en stærk fortællekunst, men en berusende form for billed- og lydkunst.
Jeg både fascineres og frustreres, og mange af seriens replikker resonerer med min egen oplevelse af serien. Når Gordon Cole siger, at han ikke forstår hvad der foregår, afspejler det min oplevelse som almindelig seer – og hele denne blåtonede scene minder på en påfaldende og bevidst facon om metafilmskaberen Jean-Luc Godard. Den samme Godard, som Lynch også refererede til i slutningen af metafilmen ’Mulholland Dr.’ (2001): »Silencio«.
Jeg hører ikke til de fans, som mener, at kritikerne ikke forstår serien. Det populære meme »Learn cinema, learn Lynch«, som deles blandt mange ’Twin Peaks’-fans i disse tider, kunne jeg aldrig finde på at poste. Den arrogance finder jeg uklædelig og ufrugtbar, og jeg mener i grunden også, at den bygger på en fejlantagelse: For mig handler det ikke om at forstå, men om at lade sig forføre.
Skeptikerne skal have lov til at lufte deres kritik, og denne kritik bygger næppe på en manglende filmforstand, men måske på et andet filmsyn. En anden forestilling om, hvad film og serier kan, og hvad den gode film eller serie skal.
Her får man tantra
Jeg er ikke ligeglad med kausalitet og fremdrift, men jeg ser måske ’The Return’ og andre film eller tv-serier som billed- og lydkunst i lige så høj grad som en fortællekunst, og jeg vil hellere have en frustrerende og vild oplevelse end en gedigen, men forglemmelig skabelonfortælling.
Fansene er enige om, at ’The Return’ er lavet til fanmiljøet, og dens seer- og streamingtal synes da også at indikere, at der er tale om en lukket fest. Den har ikke mange seere på flow-tv, men den har til gengæld fået rekordmange til at abonnere på Showtimes streamingtjenester, og den henvender sig på flere måder til fansene.
Når vi hører, at James »altid har været cool«, ligner det en indforstået kommentar til den James-bashing, som har kørt i og omkring fanmiljøet siden 1990’erne, og Dale Coopers nøglering er faktisk inspireret af et fanprodukt, som blev skabt for flere år siden. Ja, selv i serien afslutning, hvor vi møder karakteren Alice er der tale om et wink til fansene, for karakteren spilles af ’Twin Peaks’-fanen Mary Reber, der i virkeligheden bor på den adresse, som tilhører Palmer-familien i ’Twin Peaks’-sagaen.
Det kan virke metafiktivt og indforstået, men måske handler det slet ikke om at forstå. Jeg er i al fald blevet forført, skønt rejsen har været lang og til tider frustrerende. Hvis man ønsker en hurtig orgasme, skal man se en anden serie. Her får man tantra.
Læs også: Anmeldelse af hele ‘Twin Peaks: The Return’: Det sidste hårrejsende skrig vil sent forstumme
Læs også: Hvad der skete gennem 18 timers ’Twin Peaks: The Return’ – den korte version