’God’s Own Country’: En født nyklassiker inden for homofilmen
Man kunne forledes til at tro, at ’God’s Own Country’ er titlen på en kampagnefilm for Trump, men det er nærmest det modsatte. Francis Lees debutfilm er en rørende og langsomt overvældende film om kærlighed og det barske landliv i West Yorkshire.
Johnny Saxby (Josh O’Connor) er en ung mand som arbejder som fårefarmer. Han bor med sin bedstemor, 70-årige Deidre (Gemma Jones), der står for husholdningen og sin far Martin (Ian Hart), der er delvist lammet efter et hjerteanfald. Johnny er frustreret over at skulle tage den hårde tørn på gården alene, at se alle hans venner forlade hjemstavnen og tage på universitetet og med at komme ud af skabet som homoseksuel. Det bliver til kolde engangsknald med en fyr fra landsbyen.
Han bedøver sig selv med druk hver nat og kæmper sig op hver morgen gennem tømmermændene for at tage sig af dyrene. Da læmmeperioden nærmer sig, hvor fårene skal nedkomme, hyrer familien hjælp, der ankommer i form af den smukke, rolige og mørke rumæner Gheorghe (Alec Secareanu).
Johnny føler sig truet af Gheorghe, der modsat Johnny har talent for fåreavl og landliv, og som også tvinger Johnny til at konfrontere sine egne følelser og seksualitet som homoseksuel. Jeg røber vist ikke for meget ved at sige, at forholdet mellem de to udvikler sig på en tur ud med soveposer og et ordentligt lager cup noodles for at hjælpe fårene med at føde.
Sammenligningen med ’Brokeback Mountain’ ligger lige for, men vi er alligevel langt fra Ang Lees romantiske epos. Det bliver klart allerede fra starten, at vi er i sekreternes rige, alene i de første fem minutter bliver vi udsat for bræk, spyt, urin og fostervæske. Vi er mere over i en beskidt og rå skildring af livet på landet a la Andrea Arnolds ’Wuthering Heights’, blandet med Andrew Haighs fintfølende og realistiske homoerotiske skildringer i ’Weekend’ og ’Looking’.
Selvom det er beskidt, og vi endda får en scene, hvor Johnny og Georghe ruller nøgne rundt i mudderet, er der også en sanselig hyldest til naturens uendelige smukhed. Både i små vignetter, der i lyd og billede fremstiller naturens skønhed, og i Gheorghes sensibilitet, når han for eksempel åbner Johnnys øjne for det fantastiske hedelandskab, de står midt i hver dag. Men også i naturens små mirakler, når et får føder, og den omsorgsfulde Gheorghe næsten på magisk vis gnider liv i de små lammekid.
Gheorghe er modsat Johnny i fuld kontakt med sine følelser og hjælper Johnny med at komme i kontakt med sine. Han viser Johnny, hvordan sex også kan dyrkes med ømhed og intimitet, at det ikke er en skamfuld handling, der skal overstås, at han har ret til kærlighed og til at vælge det liv, han har lyst til. Den ømhed kommer også Johnny til gode i sit komplicerede forhold til sin far, der er skuffet over Johnnys indsats og frustreret over sin egen situation.
’God’s Own Country’ er primært en homofilm, men det er også en film om at være ung på landet, hvor der ikke er mange muligheder end at overtage familieforretningen. Her er dem, der flygter, og dem, der bliver tilbage. Instruktør Francis Lee er selv opvokset i West Yorkshire og én af dem, der flygtede, men har her undersøgt, hvordan det ville være at blive tilbage.
Her ligger filmen i forlængelse af Jeppe Røndes ’Bridgend’ (som Josh O’Connor også spillede en hovedrolle i) og Lukas Moodysons ’Fucking Åmål’. Gheorghe spiller en dobbeltminoritet, som både østeuropæisk arbejder og homoseksuel. Vi ser også dilemmaet, landbruget står i, at de eneste, der gider at arbejde på gårdene, er udlændinge, mens der modsat i Gheorghes hjemland Rumænien kun er gamle damer tilbage, som han udtrykker det.
Josh O’Connor og Alec Secareanu (som debuterer på engelsk) giver begge nogle aldeles forrygende præstationer. Johnny er nærmest konstant hængeøjet tømmermændsramt med en tyk Yorkshire-accent og en indædt hooligang-bitterhed.
Gheorghe er modsat rolig og stoisk, med en tyk rumænsk accent, han svinger ubesværet fra den omsorgsfulde og empatiske elsker til en aggressiv slagsbror, der beskytter sig selv mod landsbyboernes xenofobiske provokationer.
Kort sagt:
’God’s Own Country’ fortjener at blive en nyklassiker inden for homofilm, på linje med ’Weekend’ og ’Brokeback Mountain’. Det er et dybfølt og sanseligt portræt af kærlighedens frigørende potentiale med suveræne præstationer og en historie, der sniger sig ind under huden på én.