’Extraordinary Mission’: Slapt opkog på Hong Kong-klassikeren ’Infernal Affairs’

Instruktøren Alan Maks stod i 2002 sammen med Wai-Keung Lau bag Hong Kong-krimiklassikeren ’Infernal Affairs’, hvis intense undercoverhistorie var forlægget for Martin Scorseses Oscar-vinder ’The Departed’. Mak må være stået i stampe siden dengang. I hvert fald føles hans seneste ’Extraordinary Mission’ som et levn fra omkring årtusindeskiftet med tyngdelovsgradbøjende blockbusteraction, selvom datoen siger 2017.

Mak næsten genbruger konceptet fra gennembruddet, hvor det komplekse spil i politimand vs. gangster-ombytningen imidlertid er skåret ned til kun at gælde inkognitobetjent Lin Kay (Xuan Huang), hvis mål – der fastslås i en af fortællingens mange fantasiløse motivationsudpenslinger – er at infiltrere et narkosyndikat og uskadeliggøre bagmanden.

Efter et klumpedumpet og forvirrende setup starter det egentlige plot en halv time inde, da Lin Kay tages til fange i det bjergrige Gold Triangle-område, hvorfra den vansirede narkoboss Eagle huserer med sit heroinimperie (Yihong Duan). Efter at blive tortureret med hallucinationsfremkaldende heroininjektioner gør Lin Kay alt, hvad der står i hans magt for at fortsætte dobbeltspillet og overbevise Eagle om sin kriminelle identitet.

Derefter aflæsser manuskriptforfatteren Felix Chong kapitler fra klichehåndbogen skrevet af folk bag Chuck Norris-action fra 80’erne. Havde det så bare haft en ironisk distance eller en større camp-faktor….

I stedet minder farveskalaen om en gulbrun wokgryde, hvor olien har givet det hele et livløst mørkt skær, mens kameraet kun kan åbne og afslutte en scene ved at starte oppefra og bevæge sig ned eller omvendt, og musikken virker som taget fra kategorien ’action’ på freesoundtrackmusic.com.

’Infernal Affairs’ havde i sin tid et frisk fortælletempo, den turde lege med sin stil og gik all in i sin eksekvering med de kinesiske megastjerner Andy Lau og Tony Leung til at tilføje emotionel ballast. Den overskred til tider grænsen for overtydelig symbolik og oversentimentalitet, men dens udtryksfuldhed ligger langt fra denne generiske omgang.

’Extraordinary Mission’ prøver at prikke til samme identitetssplittelse som i ’Infernal Affairs’ med Lin Kays forsøg på at indynde sig hos Eagle, men man bliver aldrig overbevist om, at hans moralske kompas skulle skifte. Traumet om hans heroinafhængige mutti er Kays fundamentale drivkraft, hvilket han og publikum mindes om i en af filmens mange flashback-sekvenser.

Alle karakterer har flashbacks i filmen. Flashback er faktisk det, man tager med sig fra filmen. Et flashback til en tid med John Woos ’Face/Off’, ’Mission Impossible 2’ og ‘Charlies Angels’, som er det, den sidste halve times shoot-them-up-scener i ’Extraordinary Mission’ bringer mindelser om. Endelig får man action for skillingen, men det er fra en afstøvet trickkasse med ’The Matrix’-agtig bullit time og slowmotionscener med bagvendte nedskydninger på motorcykel i frit flyvende spring ud af glassplintrende vinduer. De mange eksplosioner er ligeledes på højde med den computergrafik, man nu engang kunne præstere i starten af 00’erne.

Grundlæggende er Alan Mak nok gået et skridt eller to tilbage siden sit mesterværk.

Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted

Læs også: De 15 mest essentielle film på årets CPH PIX