’Nico, 1988’: Kraftpræstation fra Trine Dyrholm i forudsigelig film
CPH PIX: Det er noget af en opgave, Trine Dyrholm har kastet sig over med rollen som rock- og modeikonet Nico i italienske Susanna Nicchiarellis biopic. Men selvom Dyrholm hverken ligner eller lyder som Nico, løfter hun rollen fantastisk. Med tysk accent, sort paryk og et hærget heroinmisbruger-look fanger hun sangerindens anarkistiske rock’n’roll-attitude, gådefuldhed, mørke indre og kraftfulde intensitet både som person og som sanger.
Dyrholm synger otte numre i filmen med stor styrke i sin mørke drævende stemme, intenst opspilede øjne og en transcenderende kvalitet, der indimellem viser en Nico, der er helt væk af stoffer, andre gange høj af publikums energi.
Desværre lever filmen ikke op til Dyrholms præstation, men er en lidt træt historie om den falmende stjerne, der plages af indre dæmoner og stofmisbrug.
Som titlen indikerer, handler filmen nemlig ikke om Nicos velmagtsdage, men om hendes to sidste leveår, inden hun som 49-årig dør af en hjerneblødning efter et cykelstyrt i 1988. Hun har slået sig ned i Manchester (som hun siger minder hende om hjemstavnen Berlin, efter den blev bombet), men begiver sig sammen med sin manager (John Gordon Sinclair) på Europa-turné for at promovere sin nye plade. Der er ikke meget glamour over touren, hvor hun spiller med et uprøvet band på små klubber og forladte lagerhaller.
I interviews bliver hun irriteret over konstant at få spørgsmål om sin tid i The Velvet Underground og de berømte mænd, hun var muse for i 1960’erne.
Forståeligt nok vil hun gerne respekteres som en kunstner i egen ret. Og få opmærksomhed som sangerinde frem blot sit verdensberømte smukke ansigt. Hun gør en dyd ud af ikke at være køn, for dengang hun var det, var hun ulykkelig, siger hun. Desuden kan hun vildt godt lide at spise og mindes med gru sine modeldage, hvor hun altid var på kur.
Nico er i filmen en fed figur, fordi hun har droppet det kvindelige pleasergen. Hun er ligeglad med, hvor stort hendes publikum er, holder fast i sin bohème-tilværelse og viger fra al konformitet. Hun er uhøflig og utaknemmelig over for sine fans og de tidlige samarbejder, der ret beset gjorde hende til den legende, hun er nu. Hun fortryder intet – men er plaget af sin barndom i Nazityskland og af svigtet af sin nu voksne søn (Sandor Funtek), som hun nu prøver at redde ud af hans stofmisbrug.
Især den del af historien nærmer sig klichéen. Hvor mange gange har vi ikke set en berømt stofmisbruger forsøge at råde bod på fortidens svigt? Trods fine elementer og en kraftpræstation fra Dyrholm forbliver portrættet forudsigeligt.
Læs også: Trine Dyrholm triumferer, og Søren Pilmark overrasker i Venedig-festivalens to store åbningsfilm
Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted