King Krules ’The Ooz’ er et diffust mesterværk – et sted mellem flimrende fatamorgana og tilrøget pub-halvmørke
Det har været svært ikke kontinuerligt at lade sig dupere af Archy Marshall, som i en alder af 23 år er nået til sit tredje album foruden adskillige ep’er, gæsteoptrædender med mere under forskellige navne. Men kvantiteten taget i betragtning er selve hans niveau lige så imponerende – og så meget desto værre har det måske været for den unge brite at rende panden ind i en skriveblokade og en tilstand af fastkørthed.
Denne krise har vel at mærke ikke har varet længe i absolut forstand – han udgav trods alt det mere hiphoporienterede værk ‘A New Place 2 Drown’ under eget navn fremfor King Krule-aliasset for under to år siden (!) – men alting går jo fucking stærkt i den alder, og løsningen for Marshall har været at slå op med sin daværende kæreste og i stedet flytte sammen med en unavngiven, spansk muse i den klassiske forstand: Et romantisk bekendtskab, som for alvor simpelthen har sat hans kreative kræfter i brand.
‘The Ooz’ ville med sine monolitiske 19 numre og 66 minutter lange spilletid rage op i enhver diskografi. Et klassisk syndrom for sådan nogle lange, diffuse album med mange numre er ofte, at de svælger i overflod og ligegyldige vignetter. Sådan er det heldigvis ikke her. ‘The Ooz’ er, som titlen måske antyder, designet til at flyde ud mellem hænderne på lytteren, fordi albummet som helhed efter Marshalls eget udsagn handler om kropsvæsker og sekretioner i overført betydning – og om de halvt bevidste handlinger, der er mørtlen mellem vores større og mere nævneværdige bedrifter som mennesker, og som sikrer, at vi, well, ja, kan forblive netop det: Mennesker.
Resultatet er et album, der skiftevis lyder som et flimrende fatamorgana og et tilrøget pub-halvmørke. Pejlemærkerne synes at være lige dele barflue-croon á la Tom Waits, tilbagelænet guitar-slacker-attitude ikke helt ulig Stephen Malkmus og resten af Pavement, jazzet lounge-øgleri og et godt skvæt soveværelses-lummer r’n’b.
Sangene er våde, løse i kødet uden at blive skitseagtige og får lov at bleede ind og ud af hinanden i en boblende suppe, der i den underbevidstheds-udforskende ånd godt kan glide i baggrunden. Men hvis man som lytter vitterligt lader ‘The Ooz’ få fuld opmærksomhed, inviterer simremaden også til, at man virkelig smager efter, for både Marshalls lyd- og tekstbilleder er rige på belønnende detaljer, der flintrer forbi nethinden og efterlader sig små, kalejdoskopiske ar.
Og selv om albummet hænger fint sammen, så stritter det også rebelsk ud af ærmerne på de førnævnte genrer: ‘Biscuit Town’ åbner ballet rullende på tilbagelænede og westcoast-inspirerede hiphopbeats, mens den indledende, ildevarslende klingende ‘Dum Surfer’ gifter pseudo-bossanova med lårfed sax og Marshalls jazzede guitar – ‘Lonely Blue’ og ‘Cadet Limbo’ er ren, Hitchcock’sk noir-cinematik. ‘Emergency Blimp’ er albummets mest punkede moment sammen med den hektiske ’Half Man Half Shark’, men sidstnævnte lader Waits-inspirationen skinne allertydeligst igennem. ‘The Cadet Leaps’s slørede synths kunne høre til på soundtracket til den nye ‘Blade Runner’-film, og titelnummeret er en halvt udvisket hjerteknuser-ballade, hvor Marshall for alvor krænger hjertet ud.
‘The Ooz’ er ikke en skive for folket. Hvis du ikke bryder dig om et album, hvis budskaber helt overlagt fortoner sig i en gråplumret dis, så hold dig væk. Men måske er budskabet, det centrale, usagte, men overhængende, netop, at alt i tilværelsen ikke pinedød behøver stå så skarpt og tydeligt.
Kort sagt:
Det går stærkt hos Archy Marshall, så stærkt, at en albumpause på knapt to år kaldes for et resultat af en skriveblokade. Men med hjælp fra en spansk muse, har King Krule rejst sig igen med et langt, diffust og udflydende mesterværk af et album, hvis usagte budskab rummes i selve dets æstetik. ‘The Ooz’ er midt mellem et flimrende fatamorgana og et tilrøget pub-halvmørke, og det lyder garanteret som intet andet, du kommer til at høre i år.