Blaue Blumes ep-afstikker retter ambitionerne mod pop og rammer plet
Blaue Blume er ofte blevet karakteriseret i form af deres ambitionsniveau før deres musikalske træk. Det er man tilbøjelig til at gøre endnu en gang med udgivelsen af den fornemme ep ’Sobs’. Bandet synes på ingen måde tynget af det niveau, de lagde for dagen med debut-ep’en ‘Beau & Lorette’ og siden albummet ‘Syzygy’, og de henfalder hverken til stilstand eller forfejlede nye kreative landskaber.
På ’Sobs’ har Blaue Blume påtaget sig et mere tilgængeligt og udadvendt udtryk. Der skal dog ikke kradses meget i udtrykket, før melankolien atter kommer til overfladen som grundessensen i bandets virke på de fire sange, der har ensomhed som tema.
Nis Bysted har for vane at hjælpe nogle af de fineste alternative danske bands med produktion (Choir of Young Believers, Iceage, Synd og Skam og Cancer), og han lykkedes endnu engang i samarbejde med Blaue Blume. Der er højt til loftet på ’Sobs’ med masser af rumklang samtidig med, at energien er bibeholdt.
Guitarerne virker til ofte at være blevet liggende i deres kasser i den treetagers store direktørvilla, hvor ep’en er indspillet, for at gøre plads til synthesizere. Postrock- og dreampop-elementerne er blevet minimeret i ligningen, hvilket giver forsanger Jonas Smith mulighed for at vise sine sangkvaliteter mere ekspressivt end tidligere.
Man lader sig måske indledningsvist snyde og tænker under ’Macabre’, at det bliver lige strømlinet nok i poppens navn, før et totalt uventet kontraststykke bryder med popstrukturen. Synths pisker afsted, og rytmesektionen kæmper virtuost med den pludseligt dansksyngende Smith om ens fuldkomne opmærksomhed.
Strukturen har nogenlunde samme form og succesrate på ’Mayhem’, mens ’Ebony’ kandiderer til at være det mest upbeat stykke sangskrivning, Blaue Blume hidtil har begået. ’Haven’t You Stopped Laughing’ rummer den samme indadvendthed, som kendetegnede bandet på ‘Syzygy’, men netop her kommer ændringen i instrumentering og lyd også klarest frem i lyset.
Ifølge Blaue Blume selv skal ’Sobs’ ikke betragtes som et praj om en retning, bandet er på vej i med henblik på deres kommende album, men som en afsluttet lille enhed, der skal stå for sig selv. At forandringen kun er midlertidig, gør den blot endnu mere imponerende, og får det til at krible i fingrene for at få lov til at skrive ’ambitionsniveau’ endnu en gang.
Kort sagt:
Blaue Blume fortsætter deres høje niveau med den melankolske sangskrivning, omend det er mere poppet og udadvendt på ep’en ’Sobs’ end på debutalbummet. Det viser, at bandet er i stand til succesfuldt at forandre sig. Jonas Smiths vokal udvider sit terræn yderligere og rammer et teknisk niveau på højde med Nikolaj Vonsild og Jonas Bjerre.