Formfuldendt værk: Blaue Blume leverer imponerende albumdebut
Blaue Blume har altid båret deres højtravende ambitioner uden på tøjet, og det er også tilfældet på deres overdådige omgang jordbær-i-marengs af en albumdebut, der kommer i hælene på sidste års ep, ‘Beau & Lorette’. ‘Syzygy’ er som helhed velskrevet, bevægende og så teknisk blændende, at man kan blive helt gulgrønt misundelig på vegne af kvartettens kollegaer og konkurrenter.
Bandet rådyrker stadig en lige dele poetisk, poppet og patosfyldt drømme-artrock med inspiration fra Cocteau Twins, og hertil er Jonas Smiths uovertruffent teatralske vokaler ofte blevet fremhævet som bandets store trækplaster. Det er da også en fornøjelse af de større at bevidne ham skræve over så mange oktaver, at både Freddie Mercury og Jeff Buckley begge burde spidse ører fra graven – og at dykke mursejler-elegant fra en frydefuld, nærmest operatisk kvidren og ned i et kryptmørkt, men lige såre smukt basregister.
Men han ville ikke nå langt med de talenter, hvis ikke bandet bar ham i guldstol, og hvis ikke sangene holdt vand. Og her er det bare glædeligt at konstatere, at begge dele lever op til hans niveau. Blaue Blume må simpelthen kollektivt æde, skide og sove dreampop for at have nået det her stadie på så kort tid.
Det er således år og dag siden, jeg har hørt så stærk en åbning af et dansk album, som den skønhedssøgende to-retters himmerigsmundfuld ‘Candy’ og ‘Sky’ udgør, og hen mod slutningen snubler højdepunkterne også over hinanden i form af den nøgne ‘Tranquil Curtains’, himmelstræberen ‘Before the Sun Blows Up Our Lungs’ og den ømskindede ‘Gently, Lovely Baby’, der tilsammen lukker albummet med stil. Bandets første nummer nogensinde, ‘On New Year’s Eve’ får også en skøn overhaling, der minder én om, hvorfor man tabte hjertet til dem i første omgang.
Fejltrinnene er så få og diskutable, at det næsten virker pedantisk at trække dem frem i lyset, men jeg synes især, at de underskønne vers i ‘Buoyant Forces’ er let mismatchede med et omvendt flegmatisk omkvæd, der får nummeret til at fise lidt ud i sandet i stedet for at eksplodere. Og så er den shoegazende malstrøm, der truer med at suge albummet over på midten – ‘Epoch’ – måske lidt vel langstrakt. Men det er små skrammer i et ellers formfuldendt værk og en imponerende albumdebut.
Kort sagt:
Dreampop-kvartetten har altid båret deres ambitioner udenpå tøjet, og således også med deres overdådige omgang jordbær-i-marengs af en albumdebut. Jonas Smiths mursejler-elegante dyk fra frydefuld, nærmest operatisk kvidren og ned i et kryptmørkt, men lige smukt basregister er en evig fornøjelse at lægge ører til, og resten af bandet er heldigvis på samme vanvittigt høje niveau.