Det har længe været en kliché at kalde hiphopstjerner for de nye rockstjerner, men den seneste tid har sammenligningen fået en ny dimension.
Førhen betød sammenligningen bare, at rappere nu var populære, repræsenterede ungdomskultur og var idoler, som rockstjerner før var det. Men den seneste tid har nogle rappere taget musikalske indflydelser fra rockmusik til sig, omfavnet dens artistiske outsider-persona samt – desværre – tilegnet sig det romantiserende og hæmningsløse forhold til stoffer, der gør, at der i rockmusikken eksisterer ting som ’Klub 27’.
Ingen inkarnerede den drejning mere end Lil Peep, der døde onsdag nat, 21 år gammel, sandsynligvis som følge af en overdosis.
Lil Peep, født Gustav Åhr, var en rapper fra New York, der led af angst og depression, hvilket han forvandlede til sange, der kombinerede emorock og poppunk med sydstatshiphop. Det lyder måske helt skørt, men beskrivelsen ’Nirvana møder Gucci Mane’ er ikke helt skudt forbi. Faktisk havde Peep lavet sange, der var opkaldt efter både Kurt Cobain og Atlanta-rapperen.
Han vil blive husket som en ny slags hiphopstjerne. Både fordi hans musik fandt et helt nyt udtryk, som han arbejdede på gennem mange mixtapes (bl.a. kultværket ’Hellboy’) og perfektionerede på 2017-albummet ’Come Over When You’re Sober (Part One)’, der nu tragisk nok aldrig får en ’Part Two’ – i hvert fald ikke mens Peep er i live. På albummet gik Lil Peep for første gang væk fra at sample andre emo-sange for at skabe et helt emorap-univers fra bunden. Resultatet var et slags ground zero for emorap som selvstændig genre.
Men han vil også blive husket for at være en del af en ny bølge af unge rappere, der tit er blevet grupperet som Soundcloud-rap. Peeps musik var for længst gået væk fra de lo-fi-agtige trap-sange, som scenestjernerne Lil Pump eller Smokepurrp laver, men det visuelle forbandt dem: Unge, piercede og tatoverede rappere med farvet hår og fandenivoldsk attitude.
Og så er de en generation af rappere, der for alvor har taget et bredt spektrum af stoffer til sig som identitetsmarkører. Derfor har hiphoppen nu fået et af sine første dødsfald af overdosis. Dét er en atypisk tragedie for genren. Alligevel burde man nok have set det komme.
Der er referencer til selvmord i Peeps sange – stedvis endda i titlerne, som på ’Come Over When You’re Sober (Part One)’-højdepunktet ’Better Off Dying’. Han har også tit omtalt sin depression og sine selvmordstanker i interviews og samtidig været ekstremt åben omkring sit misbrug.
I februar tweetede han: »Jeg er en deprimeret narkomisbruger, og jeg er tæt på mit breaking point. Alt jeg elsker forsvinder«. Og han har sagt til Pitchfork, at alle altid bad ham om at tage antidepressiv medicin, men at han hellere ville tage stoffer. Dagen før han døde, skrev han på Instagram: »Når jeg dør, vil I elske mig«.
Det her er ikke kun advarselslamper, der blinker. Det er alarmsirener, der hyler for fuld udblæsning.
Hvorfor blev det overset? Måske fordi man tænkte, at det hele alligevel nok ikke var så slemt. At det var iscenesat. New York Times citerede den indflydelsesrige Soundcloud-rap-blogger Adam22 fra siden No Jumper for at sige, at Lil Peep dybest set var en person, der »forstod the meme«, og en Pitchfork-anmeldelse sagde, at der var noget spøgefuldt over hans persona.
Underforstået: Det er et show for kameraet og de sociale medier. Lidt på samme måde, som det bliver set som skarp social media-selvpromovering, når en teenagerapper som Lil Pump Instagrammer en Xanax-formet kage.
Selvfølgelig skal Lil Peeps død ikke være startskuddet til en moraliserende kampagne mod de unge, vilde rappere og deres grænsesøgende livsstil. Det ville heller ikke være i Peeps ånd.
Selv om det ikke er sjovt at indrømme, er det også svært at benægte, at der ikke også var noget fascinerende ved at se en 21-årig kunstner i denne her sky af piller og røg. Han var allerede en mytologisk skikkelse, og måske skyggede det for, at man tog hans problemer alvorligt.
Et eksempel på det er High Snobietys interview med Peep fra oktober i år, der starter med to afsnit, der citerer Peep for at sige, at han »helt sikkert er på stoffer«, beskriver ham som »næsten i et koma« og rundes af med, at intervieweren konstaterer, at han »aldrig har interviewet nogen, der er så høj før«.
Artiklen (som i dag har fået en disclaimer ind i toppen) slutter med, at Peep fortæller journalisten, at hans ’spirit animal’ er en abe, hvorefter artiklen slutter med ordene: »En abe med en forkærlighed for ansigtstatoveringer og downers«.
Det er altså udkommet en måned før Lil Peeps død, og da jeg læste det i dag, føltes det som om, vi alle et eller andet sted havde betragtet rapperen som en slags udstillet ‘abe i et bur med en forkærlighed for downers’. Man var så betaget af ham, at man glemte, det drejede sig om en 21-årig dreng med nogle seriøse problemer.
I stedet så man Lil Peep som en slags fascinerende, dødsforelsket selviscenesætter. Nu viser det sig så, at hans dødslængsel, depression og narkomisbrug ikke var et poetisk greb. Det var alt for virkeligt.
Læs også: Future har mytologiseret Xanax og Percocet – men kulten omkring stofferne skjuler et reelt problem
Læs også: Post Malone, Diplo, Lil B og andre kunstnere reagerer på Lil Peeps død