U2 lyder i det mindste som et band igen på ’Songs of Experience’
U2’s stunt med at tvangsfodre millioner og atter millioner af iTunes-kunder med ’Songs of Innocence’ (2014) slog stik imod hensigten to ting fast: For det første overskyggede mediestuntet musikken, og for det andet fremstod den irske mastodont endegyldigt mere som et brand end som et band.
Det virkelig triste ved ’Songs of Innocence’ var dog dét, der på bizar vis blev en sekundær omstændighed ved udgivelsen, nemlig selve musikken.
De ringlende guitarer og de opadstræbende whoa-ohh-omkvæd – der har inspireret en hob af kontemporære bands som Imagine Dragons, Snow Patrol, The Killers, Bastille, Coldplay, Arcade Fire etc. – var på ’Songs of Innocence’ pakket ind i blege, retningsløse produktioner og en sangskrivning, der (måske som et resultat af fem stjerneproduceres forskellige input) havde givet køb på enhver umiddelbarhed.
Skamløs berømmelse gennem fire årtier kan sikkert føre en betragtelig virkelighedsforvrængning med sig, men mon dog ikke den negative modtagelse af ’Apple-albummet’ alligevel har sat sig sine spor hos Bono og co.?
Bandet ved nok godt, at det – i kunstnerisk forstand – dårligt har råd til flere maveplaskere (økonomisk lider irerne ingen nød; 2017s ’The Joshua Tree’-jubilæumsturné var en af årets mest indbringende).
U2 lyder væsentlig mere uanstrengt på ’Songs of Experience’, der er kendetegnet ved en back-to-basics-tilgang. Ikke i den forstand, at bandet forsøger at finde tilbage til dets egne postpunk-rødder – dét tog har nok forladt perronen – men til en mere ligetil rock’n’roll-tradition, hvor der er skåret ned for produktionsfinesser og op for de inviterende akkordrækker. The Edges guitarspil giver i lange stræk køb på de mest brugte tricks i værktøjskassen og tilstræber i stedet en nærmest George Harrison-agtig melodiforankring.
Det synes at have været et mål for U2 rent faktisk at lyde som et band igen, en sammentømret gruppe af ligesindede individer, der rent faktisk befinder sig i et rum sammen, fordi de har lyst til at lave musik med hinanden. Det kan lyde som et ret begrænset succeskriterium, men med forgængeren in mente – hvor især den distante miksning af Bonos vokal fjernede enhver live-in-the-studio-fornemmelse – gør det en positiv forskel.
Den instrumentelle og produktionsmæssige umiddelbarhed smitter af på melodierne, der dog i omkvædene for ofte falder tilbage i klicheer: Førstesinglen ’You’re the Best Thing About Me’ lyder mere som et The Killers-outtake fra ’Sam’s Town’ end U2 i dets prime, og stadionrock-vulgariteten ’American Soul’, hvis omkvæd er bredere (og mere charmeforladt) end Helsingørmotorvejen, er prominente eksempler på den fantasiforladthed, der er blevet en indgroet del af det aldrende bands modus operandi.
Der er nik til flygtningekrisen på ’Summer of Love’ (»In the rubble of Aleppo / flowers blooming in the shadows«) og andensinglen ’Get Out of Your Own Way’ italesætter den aktuelle højredrejning i USA. Sidstnævnte sværger ligesom ’Lights of Home’ (med Haim på kor) til en gospelrocket løftelse uden at efterlade en flov bismag. Her har U2 næsten fat i noget rigtigt.
Ellers er det som om Bono i sin lyrik er mere optaget af at kigge indad. Den sårbarhed klæder ham, selv om nogle flere specifikke billeder på den snigende dødsangst (hvis det er dét, der er på spil) havde gjort underværker. Det er som om noget nager Bono, men at han samtidig ikke kan slippe en grundangst for at vise os sin inderste tvivl og sine lidenskaber (udover kærlighed til konen, Ali). Han skærmer for lytterens indlevelse, mere end han pirker til vores nysgerrighed. Det hjælper heller ikke, at Bono fortsat synes forhippet på at skrive i parrede rim, der alt for ofte banaliserer hans sikkert velmente pointer.
På ’Red Flag Day’ står Bonos vokal strunk i mødet med en melodi, der bugter sig elegant og ubesværet, og på ’The Showman’ – en drilsk sag, hvor Bono synes at kanalisere sin gamle ’The Fly’-persona fra ’ZOO-TV’-æraen til tonerne af en spartansk akustisk guitar, en vuggende country-basrytme og et omkvæd, der er charmerende bevidst om sine rockabilly-aner – tændes der dog for en eller anden knap et sted inde i det hensygnende rockbæst.
’The Blackout’ kommer ligeledes udover rampen som det tætteste, vi kommer på en regulær ’Achtung, Baby’-homage med sin rekurs til en cyberpunk-noir-agtig stemning. Introen giver klare mindelser om netop introen til den 26 år gamle albumklassikers åbningsnummer ’Zoo Station’. Det vælger jeg at tro er en bevidst kobling. Den lille selvfejring under man gerne bandet, selv om det indirekte er en udstilling af, hvor meget federe U2 plejede at være.
Det skorter desværre helt og holdent på mindeværdige sange på opløbsstrækningen af ’Songs of Experience’. Sangtitlerne bliver stand-ins for sangenes anonymitet: ’Landlady’, ’Love Is Bigger Than Anything in Its Way’ og ’13 (There is a Light)’.
Om ikke andet kan de nye sange forhåbentlig holde gryden nogenlunde i kog i pusterummet mellem alle de velkendte hits fra dengang U2 toppede på spektakulær vis, næste gang irerne begiver sig ud på landevejene. Modsat sangene fra 2014-miseren burde de nye sange give anledning til andet og mere end skuldertræk eller direkte irritation.
For U2 er det at undgå en ny fiasko en slags sejr.
Kort sagt:
U2 lyder på ’Songs of Experience’ – til forskel fra markedsføringskatastrofen ’Songs of Innocence’ – som et band, der rent faktisk har været i studiet af lyst til at skabe noget sammen. Sangene er mere melodiforankrede og der er skåret musikalsk ind til benet. Desværre falder Bono og co. fortsat alt for ofte tilbage i trætte klicheer musikalsk såvel som lyrisk. For mange af omkvædene er idéforladte, og Bonos parrede rim hæver sig aldrig over det banalt velmente.