»Julen handler kun om at købe ting, man hverken har brug for eller penge til. Man opdager, at man er blevet et år ældre, men ikke en døjt rigere«.
Sådan beskrives julen af den gamle, gnavne forretningsmand Ebenezer Scrooge i åbningsscenen af 1984-udgaven af ’A Christmas Carol’ – en af de mange filmatiseringer af Charles Dickens’ juleklassiker. Scrooge er julehadernes ubestridte Grand Old Man. Formanden i klubben. Nu hvor hjerternes fest endnu en gang nærmer sig, er det igen blevet tid til, at han sammen med The Grinch, Bad Santa og alle de andre julehadere på film og tv skal renses for sit had og blødes op, så vi andre kan bevare den gode julestemning. Og det er en skam.
Prøve lige at læse Scrooges citat igen og sum lidt med din sidemand over, om det egentlig er så radikalt. Er det ikke bare noget, man siger om julen, hvis man er single eller arbejdsløs? Jeg har i hvert fald op til flere venner, der i december måned med et nedslået blik og et maxed out studielån har ytret lignende bemærkninger. Man behøver altså ikke være hverken gammel eller bitter for at mene sådan om julen. Så hvad har Scrooge gjort for at fortjene sin status som skoleeksemplet på en julehader?
I filmens åbningsscene afslår han sin nevøs invitation om at spise julemiddag, han går kun modvilligt med til at give sin assistent fri juledag, og han vil i hvert fald ikke give penge til, at de sultne og fattige kan få et måltid julemad. Scrooge er med andre ord gammel, antisocial og super nærig. Egenskaber vi alle ihærdigt stræber efter! Nå jo, og så følger han desuden sit første citat op med den her replik: »Hvis det stod til mig, ville alle de fjolser, som sagde ’glædelig jul’ blive kogt i deres egen plumbudding og begravet med en kristtjørnepæl i hjertet«.
Okay, der knækkede filmen og blev til radikaliseret julehad. Why so serious?
Fordi man er nødt til at skrue op for julehadet på film, så det senere kan elimineres. Det giver god mening. Der er ikke så meget drama i »Nej tak, jeg er ikke så vild med and« sagt ved middagsbordet, og derfor ligger Scrooge og de andre netop i kristtjørnepil-i-hjertet-enden af skalaen, hvor de også gerne vil ødelægge julen for nogle andre. Vi kan nemlig ikke rigtigt rumme karakterer, der er antisociale eller ulykkelige bare fordi, vel? Det er meget nemmere at gøre dem hadske eller skurkagtige, så vi kan lade dem gennemgå en renselse og allernådigst lade dem opdage the true spirit of Christmas.
Så bliver vi som publikum nemlig til de tilgivende og godmodige mennesker, som julen dikterer, at vi skal være.
Case in point? The Grinch, som er næstformand og kasserer i julehadernes klub. Han ankom som baby ved en fejl til Whoville, hvor alle who’erne elsker julen mere end alt andet. Grinchen er grøn, behåret og ret grim. Og det er jo ikke nemt at stikke sådan ud i Whoville. (Også selvom alle who’erne har de der spidse opstoppernæser.)
Derfor bliver han udstødt og flytter op på et bjerg helt alene. Jeg kan egentlig godt forstå, hvorfor Grinchen ikke er ovenud begejstret for julen efter den skæbne. Okay, det skal nævnes, at Grinchen senere brænder byens juletræ af og stjæler alle who’ernes julegaver, men stadig. Pointen er, at han til sidst får en åbenbaring om, at julen handler om at være sammen med dem, man elsker, og ikke materielle goder. Han bekender sin skyld, men tilgives af who’erne, som han efterfølgende fejrer en glædelig jul med. Ho-ho-happy ending.
Sådan er det også lidt med den alkoholiserede, sexafhængige storcentertyv Willie T. Soke i ’Bad Santa’. Han er forhåbentligt ikke mere end menigt medlem i julehadernes klub – allerhøjest formand i festudvalget. Helt renset bliver han måske ikke, men han omlægger i hvert fald sin kriminelle levevej til sidst og begynder at samarbejde med politiet. Og så tør hans iskolde hjerte op over for drengen Thurman Merman. Så kan vi nemlig godt tilgive ham for alt det andet. Men måske er der en grund til, at Willie endte sådan?
I tilfældet med Ebenezer Scrooge får vi faktisk lidt baghistorie. Hans besøges nemlig julenat af fortidens, nutidens og fremtidens juleånd.
De viser os, hvordan Scrooge blev sendt på kostskole af sin far som ganske ung, hvordan han mistede sin søster, og hvordan han blev forladt af sin kone. Er det så ikke lidt mere forståeligt, at manden har et anstrengt forhold til julen? Det synes jeg. Fair nok, så er det nok heller ikke værre for den rige, magtfulde mand. Men hvis julen virkelig er »glædens, tilgivelsens og velgørenhedens tid, hvor alle åbner deres tillukkede hjerter for deres medmennesker«, som Scrooges nevø prædiker, burde det princip så ikke også gælde i vores syn på Scrooge og alle de andre?
Hvorfor skal julehaderne overhovedet forsvares? Hvorfor ikke bare lade dem koge i deres egen plumbudding af julehad? Fordi jeg selv har det selv lidt stramt med julen. Min far døde af en blodprop den 5. december, og derfor er højtiden for mig en årligt tilbagevendende påmindelse om alt det, der ikke er længere. Forventningens glæde er ikke den dominerende følelse for mig i december. Det er savn.
Jeg ved, at jeg er én ud af mange, der har det sådan. Det gør det indimellem svært at overskue det glædestyranni, der dikterer, at man skal være glad i julen. Som i skal skal. Der er ikke plads til andet, for det er jo juuuuuuul. Smil og spis en klejne!
Verden har utvivlsomt større problemer, end hvordan folk, der ikke er begejstrede for julen, bliver fremstillet på film. Men det ville klæde den fortærskede julefilmsgenre med lidt fornyelse og et mere nuanceret blik på højtiden. For julekritikere er ikke kun gamle privilegieblinde mænd, sexafhængige alkoholikere eller behårede grønne trolde.
De har også en historie, så måske julestemningen stadig kunne opnås med minde renselse og mere forståelse for dem, der har det svært i december.
Bare fordi det er jul.
Læs også: ’Bad Santa 2’: Skuffende toer er langt dummere end sin fordrukne hovedperson
Soundvenue Forpremiere: Årets mest provokerende og sjove danske film – Christian Tafdrups kønssatire ‘En frygtelig kvinde’ 12. december med besøg af instruktøren selv