10. ’Big Little Lies’
2017 var et stærkt år for kvindedrevne serier, og da ’Big Little Lies’ og ’The Handmaid’s Tale’ ryddede bordet ved Emmy-uddelingen i efteråret sendte det et klart signal om, at ’kvindehistorier’ ikke længere spiller andenviolin til tv-landskabets mange maskuline eposser om antiheltedyrkende mad men.
’Big Little Lies’ synede af blankpoleret desperate housewives-melodrama med et saftigt mordmysterium i centrum, men overraskede med nuancerede skildringer af voksne venindeskaber – der defineres af mere og andet end tåreperserplot og bedstemor med slag i-komik – vold i parforhold og børnemobning. Emmy-vindende Laura Dern brillerede som magtfuld karrierekvinde og frygtindgydende curling-mor, og det samme gjorde ditto forgyldte Nicole Kidman og Alexander Skarsgård som ægteparret Celeste og Perry, hvis privilegerede familieidyl dækkede over en kontroversiel cocktail af eskalerende overgreb og glubsk seksuel afhængighed på begge sider.
Ingen relation var sort-hvid og ingen helt uden skyld i ’Big Little Lies’, der udsprang af Kidman og kollegaen Reese Witherspoons frustration over manglen på kødfulde roller til Hollywoods kvinder over 40. Og som beviste, at velspillende kvindeensembler i en hverdagssetting (mord ikke medregnet) kan fremstå lige så fængslende som diverse hårdkogte mafiosokrimier.
9. ’Master of None’ sæson 2
Multitalentet Aziz Ansaris anden sæson af ’Master of None’ var lige så sjov og appetitvækkende besat af det italienske køkken (nyd den med et godt glas chianti), som serien var menneskeklog og vanligt selvironisk samfundssatirisk – med geniale gæsteoptrædener fra blandt andre Bobby Cannavale, Angela Basset og Claire Danes.
På papiret falder ’Master of None’ ind i den ellers noget mættede kategori for semiselvbiografiske skildringer af den kreative klasses navlepilleri i New York, men Ansari og hans skrivepartner Alan Yang har mere på hjerte end at feede millennialgenerationens neuroser. I den noget nær mesterlige, Emmy-vindende bottle-episode ’Thanksgiving’ – med Lena Waithe i hovedrollen – hudflettede ’Master of None’ udfordringerne ved at komme ud som homoseksuel i en minoritetskulturer (»It’s hard enough to be a black woman in this world, now you want to add something to it?!« spørger Waithes seriemor Angela Basset vantro), mens ’New York, I Love You’ var en charmerende hyldest til millionbyens mange forskellige sociale lag og kulturer på tværs af race – næsten uden hovedpersonen Dev (Ansari).
’Master of None 2’ hævede barren yderligere fra den glimrende første sæson, og man kan kun begræde, at Ansari og resten af holdet har meddelt, at serien nu er sat på pause til fordel for andre projekter.
8. ’Better Call Saul’ sæson 3
Tænk, at man kan gøre en serie, hvor alle kender slutningen, til en af de mest fængslende dramatiske oplevelser gennem nu 30 afsnit. Efter tre sæsoner har vi stadig kun set konturerne af den sleske og moralsk depraverede Saul Goodman, som vi kender fra ’Breaking Bad’. Men manden, han blev snittet ud af, den grundlæggende godhjertede Jimmy McGill, er et dybt sympativækkende bekendtskab – og mens ’Breaking Bad’ viste en mands moralske forfald oven på en livsændrende nyhed (en kræftdiagnose) på den store, ’Godfather’-agtige klinge, demonstrerer ’Better Call Saul’ med nærvær og menneskelighed, hvordan forfaldet også kan være resultatet af tusind små nederlag.
Tredje sæson startede på en cliffhanger, der satte forholdet mellem Jimmy og hans bedrevidende storebror Chuck på spidsen, og netop dette komplekse brødreforhold har aldrig stået stærkere end i årets sæson. Men også Mike Erhmantrauts plotforløb bliver mere og mere pirrende, særligt her i tredje sæson, hvor hans samarbejde med en vis Gustavo Fringe (i et fantastisk comeback!) blev etableret.
Når serieskaberne Vince Gilligan og Peter Gould samtidig ikke har slækket det mindste på deres fortællemæssige og æstetiske kreativitet, ved man, at man har med en af tidens helt store dramaserier at gøre.
7. ’Top of the Lake: China Girl’
Det var svært at overgå Jane Campions første sæson om den plagede politiefterforsker Robin Griffin (Elisabeth Moss), der på fødeøen New Zealand fik afbrudt sin orlov for at efterforske en sag om en gravid teenagepige. Miljøbeskrivelsen var skæv, de feministiske undertoner fremtrædende, og krimiplottet gik sublimt hånd i hånd med karakterportrættet af den traumatiserede, men også stærke Robin.
Opfølgeren, ’China Girl’, viste sig dog at være om muligt endnu skarpere: Mørkere, mere knugende, endnu mere velspillet. Robin vender tilbage til Sydney oven på de voldsomme oplevelser på New Zealand, og her sættes hun på sagen om en dræbt asiatisk prostitueret, der er forsøgt begravet på havets bund i en kuffert.
Plotmæssigt var der lidt flere kameler at sluge i denne sæson 2 – for eksempel Robins familiære forbindelse til forbrydelsen og et voldeligt spøgelse fra fortiden, som gør sin entre – men til gengæld stod den sociale dimension og karaktergalleriet usandsynligt stærkt. Brienne fra ’Game of Thrones’, Gwendoline Christie, var akavet og sårbar som Robins ivrige politimakker. Forholdet mellem den overkloge teenager Mary (spillet af Campions egen datter, Alice Engert) og hendes spydige akademikeradoptivmor (Nicole Kidman) lignede ikke noget, man havde set før. Og dansksvenske David Denciks bordelbestyrer Puss var en sær blanding af kvindeundertrykker og -frigører.
I en tid, hvor man genkender formularen bag mange tv-karakterer, skærer Campion figurer af originale stykker. Gådefulde, irrationelle, reflekterede, stædige – fuldstændigt som rigtige mennesker.
6. ’Girls’ sæson 6
I de sidste #metoo-måneder har Lena Dunham gjort sig uheldigt bemærket med sit forsvar af en voldtægtsanklaget kollega, og hun blevet stemplet som en »hipster-racist« af en tidligere kollega. Twitter-orkanerne kan dog ikke rokke ved, at Dunhams hjertebarn ’Girls’ i foråret sluttede på toppen med en genial sjette sæson så rig på skarpe og rørende karakterportrætter, at man kun meget modvilligt gav slip på Hannah, Marnie, Adam og co. Alene bottle-episoden ’American Bitch’ var et af de vigtigste og mest velskrevne indspark i kulturelitens kønspolitiske diskussioner i nogen serie i år.
»Med sidste ombæring af ‘Girls’ giver Dunham en kæmpe fuckfinger til alle, der synes, hun er for prædikende, for ekshibitionistisk (Hannah blotter blandt andet demonstrativt sin nøgne krop under sin lånte surferdragt) og har hovedet for langt oppe i sin egen hvide privilegerede røv«, skrev vores anmelder i sit femstjernede farvel til serien, der skabte en kvindelig hovedkarakter af Holden Caulfield-status – og et pinligt præcist, til tider frastødende genkendeligt afsluttende kapitel om millinennial-generationens selvsmagende storhedsvanvid og lammende vægelsind.
Sæson 6’s slutning fik mange seere op i det røde felt, da Hannah valgte moderskab på landet over sex in the city. Frustrationerne afslørede, hvilke forventninger der traditionelt set er til storbyseriekvinder, der åbenbart helst skal tildeles rosenrøde finaler, forbilledlige karriereambitioner og jordskælvsorgasmer med den perfekte partner. ’Girls’ kvinder var selvindbildske, men serien selv dyrkede aldrig illusionerne. Hannah var ikke noget feministisk ideal, selvom seriens kropsaktivistiske budskaber var det. Og tak for det.
5. ’Rick and Morty’ sæson 3
’Get Schwifty’ og ’Wubba lubba dub dub’ vil for nogle være det rene volapyk. Men det er fast jargon for de efterhånden talstærke fans af Justin Roiland og Dan Harmons animerede kultserie om den geniale, stordrikkende videnskabsmand Rick og hans gennemsnitlige prepubertære barnebarn Morty.
Forventningerne til tredje sæson var store, og det hjalp ikke, at man blev spist af med et 1. april-afsnit fyldt med ’Mulan’-dressing, der satte de sociale medier og McDonald’s på den anden ende. Men i sidste ende har mashup’et af intergalaktisk eventyr og familiekomedie tilsat referencer fra populærkulturens gemmer og absurd nihilisme aldrig smagt bedre end i sæson 3.
Rick demonstrerede talrige gange sit overmenneskelige væsen ved at vælte galaktiske regeringer, gå dræberagurk i bogstavelig forstand og udmanøvrere den amerikanske præsident. Familiens mange brister har i sidste ende vist sig at være den eneste reelle trussel for Rick. Der blev i sæson 3 udforsket utallige parallelverdener med abstrakte deformiteter, men det vigtigste var den nytilkomne udforskning af vedkommende karakterdrama mellem familiens medlemmer.
Afsnittet med de millionvis af Rick og Mortyer, ’The Ricklantis Mixup’, slog i øvrigt nye rekorder i dystopisk sortsyn på tv og film.
4. ’The Deuce’ sæson 1
Elsker man David Simons ’The Wire’, ’Treme’ eller ’Show Me a Hero’, er ’The Deuce’ en sikker vinder. Serien om pornoens frigørelse, sexarbejdere, alfonser, barejere og gangstere omkring Times Square i 70’erne var nemlig vintage Simon. Og det er noget af det bedste, der findes i serieland.
Simons evne til at forankre komplekse tematikker – og tørre emner som byudvikling, klassekamp og korruption – i dybt menneskelige og interessante figurer er uovertruffen. Og med James Francos gesjæftige tvillingebrødre, Maggie Gyllenhaals stolte prostituerede Candy og perlerækken af prostituerede og deres karismatisk-creepy alfonser skabte Simon igen et uforglemmeligt, kolossalt karaktergalleri, hvis skæbner han udfoldede med let og blid hånd.
Her er intet forceret drama, ingen forhastede løsninger, ingen tydelig dukkefører. Men en ambitiøs, fuldendt fortælling om en markant periode i New Yorks historie, der udstiller, hvordan samspillet mellem kriminelle, politikere og institutioner påvirker lykkeriddernes konkrete liv på gaden. Sæson 2 er undervejs.
3. ’Better Things’ sæson 2
Sam Fox er verdens værste mor. Og verdens bedste.
At man kan skrive det uden at overdrive, siger noget om, hvor mangesidet et familieportræt Pamela Adlon leverer i sin HBO-komedieserie, der fandt sit fokus i anden halvdel af første sæson og bevarede det tårnhøje niveau i opfølgeren.
Adlon har selv instrueret alle afsnit, mens den nu skandaliserede Louis C.K. har været medforfatter på de fleste. Og fortælleoverskuddet bobler i deres historie om den hårdt prøvede skuespillermor, der bliver presset til det yderste af tre krævende børn (alle piger): en umuligt vrængende teenager, en overintellektuel tween og en quirky otteårig.
Det fine er, at man spejler de rapkæftede, ofte øretæveindbydende børn i moren, der skider højt og flot på politisk korrekthed, når hun skrider fra dem og tager på dating-weekend i et anfald af ’jeg har fået nok’, eller mobber dem under en bar mitzvah. Men det ville ikke være så godt og så sjovt, hvis det ikke også blev fulgt op af rørende kærlige øjeblikke, der understreger forældreskabets kompleksitet. Som en improviseret begravelse for Sam arrangeret af hendes familie og venner på hendes egen opfordring (hun trænger til kærlighedserklæringerne nu – ikke når hun er død, lyder argumentet), der udvikler sig til en af årets mest bevægende scener på tv.
’Better Things’ er grænseoverskridende og sjov, men først og fremmest bare det mest ægte fjernsyn, vi så i 2017.
2. ’The Leftovers’ sæson 3
Mange stod af ’The Leftovers’-toget efter sæson 1 – og endnu flere stod nok aldrig på i første omgang. Og det er en skam. For som vi skrev, da sæson 3 rundede serien endegyldigt af, skete det med en af historiens bedste serieslutninger – og tilbage tårnede et stemningsfuldt, enigmatisk hovedværk sig op fra mængden af iltfattige dramaserier.
Med udgangspunkt i præmissen om, at to procent af verdens befolkning er forsvundet sporløst fra jordens overflade, udforsker Damon Lindelof, hvordan mennesket reagerer på sorg og mirakler. Vores tro, tvivl og søgen efter svar. Og vores afhængighed af hinanden.
Her var ikke mange svar, men i modsætning til Lindelofs ’Lost’ gjorde det ingenting. Det var mysterierne, det handlede om, og ’The Leftovers’ gik til dem med både stor seriøsitet og en befriende tunge i kinden. Når en stor del af plottet kører i en parallelvirkelighed, hvor hovedpersonen er blevet lejemorder, der skal dræbe præsidenten og bruge sin penis som adgangskort, ved man, at første sæsons lidt tungsindige tone er eroderet fortjenstligt.
’The Leftovers’ sluttede med en uforudsigelig, filmisk sublim og pirrende sæson, der bragte vores hovedpersoner forbi Australien, frelsermyter, svindelnumre og virkelighedsoverskridende eksperimenter. Det er nok ikke for alle – men for dem, der overgav sig til miraklet, var det virkelig en åbenbaring.
1. ’Halt and Catch Fire’ sæson 4
Du er svineheldig, hvis du stadig aldrig har set ’Halt and Catch Fire’. For så har du samtlige fire sæsoner af en af de bedste serier, der nogensinde er fløjet så skandaløst langt under seer-radaren, til gode – klappet og klar til juleferie-binging.
Dermed også en mild spoileradvarsel til dem, der intet vil vide om ’Halt and Catch Fire’s fjerde og sidste kapitel her!
Sæsonen igennem vidste vi hele tiden godt, at finalen lurede lige om hjørnet. Nedtællingen – der på mange måder allerede begyndte i tredje sæson – fik følelserne til at sidde uden på tøjet (i serien såvel som på den anden side af skærmen) og satte samtlige relationer på spidsen.
De sidste par afsnit leverede årets største emotionelle mavepuster med den mest chokerende seriedød siden det røde bryllup i ‘Game of Thrones’, men længe inden vi nåede så langt og druknede i kleenex på sofaen, lagde første afsnit ud med et mesterligt orkestreret one-take, der ledte os år frem i tid, og catchede op med det splintrede firkløver: Don Draper-yuppien Joe (Lee Pace), kodegeniet Cameron (Mackenzie Davis), hardwareingeniøren Gordon (Scoot McNairy) – hvis indre mainframe paradoksalt blev truet af malware i form af en svulst – og computer science-guruen Donna (Kerry Bishé), som sloges frustreret med klicheerne om karrierekvinden som en kold kælling og dårlig mor, samtidig med at hun søgte at inspirere flere kvinder til at hæve stemmen på arbejdsmarkedet og splintre glasloftet i den mandsdominerede (computer)verden.
Siden sæson 2 fokuserede ’Halt and Catch Fire’ i højere grad på Cameron og Donnas komplicerede venskab og konkurrerende egoer, og fjerde sæsons feministiske tematikker og clashende kønspolitikker føltes akut aktuelle i lyset af 2017’s ophedede ligestillingsdebatter.
Serien, der indledningsvist nørdede it-sprog for viderekomne, lod ultimativt den teknologiske udvikling træde i baggrunden for sine hovedrollers behov for at søge mening med livets software frem for computerens hardware. De digitale løsninger var altid »the thing that gets you to the thing«, som en gennemgående replik i serien lød. ’The thing’ var dem og dig og mig. Dødelige, fejlbarlige mennesker, der ikke kan lave en ctrl+alt+delete på hverken fuck-ups eller kødelige virusser.
Sæson 4 gjorde ondt i hjertet ad flere omgange – men for pokker, hvor gjorde den først og fremmest godt for sjælen.
Læs også: De bedste tv-serier – top 20-11
Læs også: De bedste film i 2017 – top 10-1