Syd, Sampha og Peter Gabriel er i inter-generationel dialog på XL-chefs Everything is Recorded-album

Gil Scott-Heron, Bobby Womack, Damon Albarn, Ibeyi. De fleste producere ville kun kunne drømme om en sådan diskografi. For Richard Russell er den imidlertid virkelighed, men den var også tæt på ikke at blive længere end som så. Stifteren bag det succesrige indie-label XL Recordings blev i 2013 ramt af den sjældne Guillain-Barré Syndrome, der midlertidigt lammer hele kroppen, og kunne fra sygesengen se sin metier forsvinde.

Visheden om førlighedens forgængelighed fik den 46-årige Russell til at træde ud af skyggen som producer og frem som soloartist med projektet Everything is Recorded, hvis navn netop refererer til nødvendigheden af at dokumentere livet, mens man endnu har det. En nødvendighed som føromtalte Gil Scott-Heron havde forsøgt at få ham til at indse værdien af, men som Russell først forstod alvoren af efter spoken word-legendens død i 2011. Scott-Herons farvel til denne verden blev således ikke blot katalysatoren for Richard Russells egen dagbog, men også indirekte startskuddet til Everything is Recorded.

I projektets ånd er det resulterende album da også opstået ud af time- og dagevis af jam-sessioner med en række af populærmusikkens fineste navne. At kunne overskue dette materiale er i sig selv en kraftpræstation. Med tanke på, hvor mangfoldige de medvirkende artister er på tværs af genrer og generationer, er det dog endnu mere imponerende, hvordan det er lykkedes ham at få et sammenhængende lydbillede ud af det. Gæstelisten omfatter bl.a. navne som Peter Gabriel, Giggs, Kamasi Washington og IDMC Gospel Choir, der blandt andet har optrådt med Lukas Graham.

Vanligt for Russell er det således også hans minimalistiske og underspillede stil med tung bas og staccato-agtige stomptrommer, som afstiver lydrummet og giver albummet sin røde tråd. Mest effektivt på ’Show Love’, der med sit drevne beat, simple klaver og sporadiske baggrundshvisken formår at spille såvel Sampha som Syds vokaler som vers med omkvæd op mod hinanden, og smukkest på interluden ’Purify’ med Ghostface Killahs søn Infinite og ikoniske Peter Gabriel.

Den inter-generationelle dialog er i det hele taget et gennemgående tema på ’Everything Is Recorded’. I bogstaveligste forstand på den storladne ’Bloodshot Red Eyes’, hvor Infinite denne gang er i duet med Green Gartside fra 80’er-sophistipop-drengene i Scritti Politti, men også på ’Cane’, hvor Ibeyi-søstrene leverer et indfølt cover af bemeldte Gil Scott-Heron.

Selv har Russell sagt om albummet, at han har forsøgt at efterstræbe 70’ernes soul og give alle sangene samme magiske kvalitet som klassikerne fra denne periode. En ambition, der på næsten metafysisk vis lykkes på den helstøbte ’Close But Not Quite’, som med få, velvalgte virkemidler får skabt synergi mellem Samphas vokal og Curtis Mayfield-samplet samt en dialog på tværs af tidsaldre mellem de to tekster.

Mindre godt lykkedes det omvendt på et nummer som ’Mountains of Gold’, hvis partikulære elementer i form af det musikskole-agtige beat, Wiki’s klodsede rap og Kamasi Washingtons næsten ligegyldige blæs, aldrig forener sig og derfor ender med at fremstå underligt sekventeret og uinspireret.


Kort sagt
Musikhistorien er fyldt med ikoniske albums lavet af kunstnere under eller i kølvandet på sygdomsforløb – tænk bare på J Dillas ’Donuts’ og senest Bowies ’Blackstar’. Der er ingen tvivl om, at førlighedens forgængelighed har frigivet nogle kreative kræfter hos Russell, men desværre virker det også som om, albummets rammefortælling har fortænkt indholdet en smule. Hvor nogle numre indeholder stor æstetisk og eksistentiel skønhed, virker andre som konstruerede collager, der forstyrrer det samlede albums udtryk.

Everything Is Recorded. 'Everything Is Recorded by Richard Russell'. Album. XL Recordings.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af