Den fuldendte NorthSide-plakat indvier en helt ny æra for festivalens profil, men dagens pakke af 17 nye navne indeholder alligevel én særligt stor overraskelse: For med annonceringen af den multietniske, amerikanske crossovergruppe Body Count har festivalen skaffet sig tidens mest relevante og skarpladte protestband.
Body Count har ganske vist over 25 år på bagen, men de har aldrig lydt så intense, vrede og vigtige, som de gør lige nu. Sidste års albumudgivelse ’Bloodlust’ er et indigneret stykke samtidskritik, der med sin hidsige blanding af thrash metal, hardcore punk og hiphop har taget den politiske protest ud i populærkulturens randområder.
Og i front for alt dette står old school-rapperen Ice-T.
Revisionisme og racismekritik
Vent et øjeblik, hold. Ice-T, er det ikke ham gnavpotten, der havde en beef med Soulja Boy og hvis største claim to fame er hans medvirken som B-liste-skuespiller i ’Special Victims Unit: Law and Order’?
Jo, det er korrekt. Men Ice-T’s ry som gnaven machomand er kun en lille del af det store billede. Tracy Marrow, som hans borgerlige navn er, foregreb gangsta rap, da han helt tilbage i 1986 udgav tracket ’6 in the Mornin’’, der som et af de første rapnumre beskrev livet på gaden og i ghettoen, og da han i 1991 introducerede sit nye all-black rockband Body Count, var det med en revisionistisk historieskrivning, der gjorde opmærksom på sorte musikeres fundamentale rolle i rockhistorien.
Hos Body Count blev Ice-T’s hiphopbaggrund blandet med skramlet punkrock og heavy metal-riff, og sådan blev gruppen en slags lillebror til Rage Against the Machine, der ville tage den politiske raprock langt i løbet af 90’erne.
Da Body Count i 1992 udgav debutalbummet ’Cop Killer’, landede det midt i en ophedet racekonflikt. Frigivet videomateriale havde påvist politivolden mod den sorte bilist Rodney King, og mens retssagen kørte i medierne, kunne man på albummets titelnummer høre Ice-T beskrive drab på politibetjente som hævn for den vold og undertrykkelse, som den sorte befolkning levede med til hverdag.
Det skabte så stor røre hos det amerikanske etablissement og politi, at Ice-T senere måtte trække nummeret fra albummet og genudgive det med den mere anonyme titel ’Body Count’. Men da de sigtede politibetjente blot et par uger efter albummets udgivelse blev frifundet, udbrød optøjerne i South Central – Ice-T’s hjemstavn – og spredte sig ud over hele Los Angeles i en af nyere tids største oprør overhovedet.
’Cop Killer’ ramte tidsånden – på den mest kontroversielle måde.
Historiens vægt
25 år senere er der ikke meget, der har forandret sig – det er selvfølgelig med en vis ironi, at Ice-T i mellemtiden har brugt omtrent 20 år på at spille politibetjent i ’SVU’ – og det er også der, Body Count tager fat på ’Bloodlust’, der blev indspillet under præsidentvalgkampen i 2016 og symbolsk udkom 31. marts 2017 på 25-års-dagen for ’Cop Killer’s udgivelse.
Tidens vægt ligger tungt over ’Bloodlust’, hvilket illustreres på den vrede single ’Black Hoodie’, som Ice-T åbner med ordene:
»All these people out here tripping off police brutality like this shit is something new / give me a fucking break / I’ve been talking about this shit for over 20 years!«
Ikke nok med at Ice-T her highlighter sin egen historie, så nikkes der også anerkendende til hiphopkulturen, når bandet inkorporerer KRS-One’s klassiske ’Sound of da Police’ som refræn – med pistolskud og det hele!
Den omfattende Black Lives Matter-bevægelse og dens modbevægelse All Lives Matter får også et par kritiske ord med på vejen, hvor Ice-T uden at underkende sit antiracistiske fundament i bedste heavy metal-stil tilføjer emnet et skud nihilisme i den hymniske førstesingle ’No Lives Matter’.
Budskabet er simpelt nok: USA er og har altid været et klassesamfund, og er du på bunden af samfundet, betyder du – uanset hudfarve – ikke noget for magthaverne og autoriteterne. Det er en smart måde at appellere til både det primært mandlige, hvide metalpublikum og det sorte samfund, som sangen i bund og grund stadig omhandler.
Det vakte genklang, og på en bølge af succes dukkede Body Count sidste år op på listen blandt Grammy-nominerede i kategorien Best Metal Performance. Sådan skete det, at Ice-T for en måned siden stod til Grammy-festens preshow omgivet af polititape og med et ustyrligt og larmende orkester bag sig råbte »don’t shoot!« til tonerne af ’Black Hoodie’, mens publikum tydeligvis ikke forstod, hvad der ramte dem.
I en tid, hvor ’Black Panther’ sætter en ny kulturel dagsorden, hvor King Kendrick har kæmpet sig vej til hiphoptronen, og hvor Beyoncé har politiseret populærkulturen helt ind til dens kerne, er kampen for sort empowerment nu også trådt over i metalmusikken.
Med Body Count har NorthSide sikret sig et band, der 25 år inde i karrieren er på toppen, og som med historiens vægt på skuldrene er vredere og vigtigere end nogensinde før.
Læs også: Den gamle NorthSide er død – længe leve NorthSide 2.0
Læs også: NorthSide afslører årets fulde program – 17 nye navne på plakaten
Læs også: Se spilledagene for samtlige navne til årets NorthSide
Læs også: Husk dem med småt: De bedste NorthSide-navne nederst på årets plakat