’Exit’: Skræmmende og nødvendige beretninger fra eks-ekstremister
Man ved næsten ikke, hvad man skal gøre af sig selv.
Her sidder en mand med fortrydelse i blikket og bævende stemme og fortæller om sin fortid som højreekstremist. I biografsædet er man klar til at polere sit humanistiske selvbillede og lange tilgivelsen selvfølgeligt ud. Han er blevet klogere, og vi, vi kan tilgive alt.
Men så fortæller han, hvad han egentlig har gjort. Han har – blandt andet – tæsket en højgravid kvinde i maven, så hun hostede blod, og han har slået et grædende barn bevidstløst.
Det er derfor, han ikke kan kigge folk i øjnene i dag, siger han. Kan vi kigge ham i øjnene?
’Exit’ er lige så hård, som den er nødvendig at se. Ikke kun som en afsøgning af vores egen tilgivelses grænser, men som en insisterende, nysgerrig afdækning af en af vor tids mest flygtige begreber: radikalisering.
Forskere på stribe har forsøgt at levere definitioner af radikalisering som fænomen, men den videnskabelige uenighed på området vidner om, at én sådan nok ikke findes. Livet er ikke en kausal kæde, og radikalisering har ikke én årsag, men mange.
’Exit’ påstår ikke at løse gåden, det ville være et selvmål. Men dokumentaren formår at komme helt ind i hovedet på en række utrolige cases, fra tidligere nynazister over venstrefløjsekstremister til islamistiske terrorister, og den formår at finde mennesket bag skræmmebilledet. Fordi den ved, at forståelsen er selve grundlaget for forebyggelse.
Og forståelsen kommer naturligt. Filmens instruktør, norske Karen Winther, har selv en fortid som ekstremist, så hun ved, hvilke orkanvinde af frygt og fortrydelse der blæser bag pandebrasken på de andre afhoppere – uanset om de huserede på venstre- eller højrefløjen, var religiøse eller det modsatte.
Winthers personlige involvering i dramaet er dokumentarens styrke og svaghed. Hun fremmaner en hårrejsende ærlighed i sine interviewpersoner, nok fordi de ved, at den sidste, der vil fordømme dem, er et menneske, der har handlet lige så slet. Anekdoterne er følgelig ømme, skræmmende, forfærdelige, nødvendige.
Til gengæld gør Winthers egen selvransagelse, at filmen får to hoveder. Det er svært at se, at hendes egen fortælling rummer mere end det, hun udvinder fra kilderne, og det skurrer mere, end det gavner, når hun giver opdateringer på sin egen udvikling.
Måske mest af alt fordi hun er en lidet begavet fortæller, der har tendens til at forklare i stedet for at vise: »Jeg føler mig ikke så alene mere«, siger hun efter mødet med de andre afhoppere, og senere prædiker hun for »second chances«.
Det havde billederne allerede fortalt. Men det kan ikke ændre, på at de er stærke, billederne. Fra nazist-afhopperen, der bankede børn og gravide kvinder og i dag er et vaklende offer for sin egen ondskab, til islamisten, der hjalp terrorister til at begå drab, men i fængslet åd den filosofiske litteraturhistorie og i dag kigger på sine handlinger som en distanceret forsker.
Forklaringerne på radikalisering er mange og forskellige, men vi gør klogt i at sætte os ind i så mange af dem som muligt. ’Exit’ er et godt sted at starte.
Kort sagt:
Den tidligere højreekstremist Karen Winther er ikke en født fortæller, men til gengæld får hun intet andet end skinbarlig ærlighed ud af de andre afhoppere i ’Exit’. Dokumentaren er lige så hård, som den er nødvendig at se.
Læs også: Alle vores CPH:DOX-anmeldelser samlet på ét sted